Forskere svarer centerleder igen: Alle koncepter kræver pædagogisk refleksion

REPLIK: Vores hensigt var ikke at kritisere bestemte pædagogiske koncepter, men at understrege vigtigheden af at give plads til den enkelte pædagogs overvejelser og initiativ, skriver forskere.

Af Lea Lund og Malene Slott
Ph.d. og afdelingsleder og ph.d. og lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Vi rettede i vores debatindlæg 24. september læserens opmærksomhed på følgende to foki.

1: At der skal skabes rum til pædagogisk refleksion for, at man som professionel pædagog kan udvikle sin pædagogfaglighed.

2: Nødvendigheden af at sikre pædagogers individuelle initiativ, drivkraft og udvikling af egen faglighed via en diversitet af eftervidereuddannelsesmuligheder.

Det viser sig nu, at den hurtige læser, Anne Linder, centerleder for dansk ICDP, anser debatindlægget som en generel kritik af ICDP. Det var ikke hensigten. 

Konceptet var blot nævnt som et eksempel sammen med DUÅ (De Utrolige År) på, at der er kommunale og ministerielle styringsmekanismer, som determinerer, hvilken ramme der skal tænkes pædagogik inden for, hvilket vi problematiserede. 

Vi uddyber synspunkterne fra vores debatindlæg herunder, som svar på Anne Linders replik fra den 8. oktober på vores indlæg.

Alle koncepter kræver et kritisk blik
Før vores uddybning vil vi gerne understrege, at vi anerkender både Anne Linders arbejde og hendes certificeringsvirksomhed, som bygger på et solidt fagligt afsæt, der rummer gode hensigter. Vi udøver således ingen kritik af de pædagogiske koncepter i sig selv, hverken ICDP eller DUÅ, i vores indlæg. 

Debatindlæggets overskrift kan have en konfronterende effekt ved brugen af ordet "metodefetichisme," så det kan vi lægge på hylden og i stedet tale om, at alle koncepter kræver pædagogisk refleksion. Det vil sige kritisk optik.

Det, som vi i debatindlægget ønskede at problematisere, er, når efteruddannelsesinitiativer styres oppefra og ned med igangsættelse af en specifik pædagogisk tænkning som for eksempel i en ministeriel udmelding eller en kommunal tilgang. Der er andre eksempler, som PALS på dagtilbudsområdet eller CL på skoleområdet.

Vi mener, at det er afgørende at kunne være opmærksom og refleksiv, når man som relationsprofessionel pædagog tager sig af samfundets børn og unge. 

Man skal kritisk kunne tage stilling til den måde, man som pædagog agerer i en institutionel sammenhæng. Og man skal kunne tage kritisk stilling til både kommunale, regionale og nationale tiltag, hvori der ligger indlejret en måde at tænke, handle og udføre pædagogik på.

Risiko for ensretning
Vi skrev i indlægget: Når der introduceres koncepter, så har det konsekvenser. 

Når kommuner iværksætter tiltag for at opkvalificere det pædagogiske personale, sker det ofte ved, at alle kommunens pædagoger undervises i det udvalgte koncept, uanset om den enkelte pædagog eller det enkelte dagtilbud efterlyser den arbejdsmetode eller den specifikke opkvalificering. 

Det har konsekvenser, fordi vi mennesker fokuserer på det, som konceptet stiller skarpt på. Det pædagogiske område, som konceptet peger på. 

Man risikerer dermed at få en ensrettet pædagogisk brille, som mangler blik for den pædagogiske diversitet. Vi hævdede altså, at der er risiko for, at pædagogens dømmekraft sættes ud af spil.

Det er vigtigt, at pædagoger som fagprofessionelle igennem et langt arbejdsliv får mulighed for og er i stand til at stille kritiske og undrende spørgsmål dels til egne krav, dels til kolleger og lederes krav og valg eller måske til en kommunal præference for pædagogiske koncepter. 

Ellers risikerer vi, at de professionelle tager skyklapper på og gør, som "man plejer", eller hvad der er lettest, eller hvad et særlig læringskoncept, kommunen eller ministeriet måtte diktere. Disse koncepter er nemlig på fremfart i dansk pædagogisk praksis. 

Dømmekraften trues
Det forstår vi sådan set godt. 

Koncepter understøtter dels et fælles fagligt sprog mellem pædagoger på tværs af dagtilbud/skoler, dels øges sandsynligheden for, at kommunen får større effekter ud af en samlet indsats og kan sikre transfer fra kursus til praksis. 

Samtidig peger forskning på, at mange pædagoger faktisk godt kan lide koncepter, fordi de kan opleves som en støtte og en faglig guidning i hverdagens hårdt pressede dagtilbud og skoler. 

Pædagoger har i udgangspunktet ingen forberedelsestid, som for eksempel lærere har, så et færdigudviklet koncept kan opleves som nemt og tilgængeligt for pædagoger. 

Et færdigt præsenteret pædagogisk koncept, der giver et fælles kollegialt afsæt og som samtidig kan dokumentere, at de arbejder pædagogisk med de emner, som den kommunale forvaltning har besluttet. 

Det kan man godt forstå kan opleves ligetil. Man kan med rette så spørge, hvad problemet egentlig er? Vi vil hævde, at der er risiko for, at den pædagogiske dømmekraft sættes ud af spil.

De undrende spørgsmål er afgørende
Ifølge filosoffen Immanuel Kant kan "dømmekraft" defineres som menneskets evne til at forbinde det almene med det særlige, specifikke, lokale. Den enkelte pædagog er i stand til at afgøre, at et bestemt barns adfærd kan sættes i relation til de almene regler. 

Men hvis det er det specifikke og lokale, der er udgangspunktet (altså at barnets adfærd ikke umiddelbart kan sættes i relation til de almene regler), så er det her, at pædagogens dømmekraft sætter ind som en specifik reflekterende evne. 

Evnen til at reflektere over en specifik hændelse. Det vil sige, at hvis pædagoger kun udsættes for færdige koncepter, så svækker vi pædagogers evne til at reflektere og til at se det særlige både hos det enkelte barn og hos hele børnegruppen. 

Pædagoger har brug for hele tiden at skærpe deres kritiske sans, så de netop kan stille undrende spørgsmål til koncepternes "manualer" og underliggende værdi, så fokus rettes mod børnegruppen og børnegruppens behov og ikke manualens pædagogiske plan. 

Det kræver, at vi, forskere og undervisere, sammen med pædagoger vil reflektere over koncepter og ikke kun reflektere med og i koncepternes egne refleksionsspørgsmål. Altså at anlægge en videnskabsteoretisk optik på det, som vi præsenterer pædagoger for.

Forskellige efteruddannelsesmuligheder
Anne Linder skriver i sin replik, at alle metoder og redskaber potentielt er farlige afhængigt af, hvordan de anvendes og til hvilket formål. Vi vil gerne tilføje, at brugen af koncepter i sig selv ikke er problematisk.

Det bliver først potentielt farligt, hvis vi ikke kan tale om, hvordan de påvirker pædagogers faglighed, og hvis deres anvendelse indskrænker pædagogers muligheder for forfølge individuelle efteruddannelsesønsker, hvilket var vores sigte med indlægget den 24. september.

Vi mener, at pædagogers frie valg i en diversitet af efteruddannelsesmuligheder kan støtte dem i at reflektere og få et sprog for det, som de gør. 

Via dialoger med undervisere og medstuderende på efteruddannelse gives mulighed for at udvikle et kritisk og distanceret blik på praksis, teori og heri pædagogiske koncepter.

En pædagogisk sproglig bevidsthed, som kan være et solidt fundament for at udøve professionel dømmekraft.

Forrige artikel Leder: Politisk forenkling løfter ikke kvaliteten i dagtilbuddene Leder: Politisk forenkling løfter ikke kvaliteten i dagtilbuddene Næste artikel Forsker: Børns leg må ikke reduceres til et pædagogisk redskab Forsker: Børns leg må ikke reduceres til et pædagogisk redskab
Bredt flertal sikrer videnscenter for udsatte børn og unge

Bredt flertal sikrer videnscenter for udsatte børn og unge

AFTALE: Partierne bag aftalen om reserven for satspuljen er blevet enige om at afsætte 40 millioner kroner til et videnscenter for udsatte og anbragte børn. Centret placeres i regi af VIVE og Socialstyrelsen og skal sikre, at børn i højere grad inddrages i deres egne sager.