UCL: Metodefetichismen står i vejen for den pædagogiske refleksion

Af Lea Lund og Malene Slott
Hhv. ph.d. og afdelingsleder og ph.d. og lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

For at man som professionel pædagog kan udvikle sin pædagogfaglighed, så kræves der et rum til refleksion over den dagligdag, man har med børn og unge. 

I løbet af et langt arbejdsliv skal dette løbende kvalificeres. Det kan ske i efteruddannelses regi, hvor der er fokus på og plads til at ilte pædagogens perspektiver på praksis, men også hvor der er fokus på at sikre pædagogers individuelle initiativ, drivkraft og udvikling.

Inden for det pædagogiske felt præsenteres man ofte for koncepter, som for eksempel DUÅ (De Utrolige År) eller ICDP (International Child Development Program), som en slags Knorr-opskrift. 

Nogle koncepter fremstår ligefrem som opskrifter, der lover, at man via disse koncepter kan producere det rette udbytte. 

Det er en forsimplet fremstilling af mennesket som lærende og af pædagogens muligheder og funktion. 

Når kommuner iværksætter tiltag for at opkvalificere det pædagogiske personale, sker det ofte ved, at alle kommunens pædagoger undervises i det udvalgte koncept, uanset om den enkelte pædagog eller det enkelte dagtilbud efterlyser den arbejdsmetode.

Lea Lund og Malene Slott
Hhv. ph.d. og afdelingsleder og ph.d. og lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Metodefetichisme
Vi bør være varsomme med at dyrke den ofte forherligede metodefetichisme på et klart fastsat pædagogisk koncept som et hurtigt fix. 

I stedet bør vi ophøje den pædagogiske refleksion, som netop aldrig kan blive et hurtigt fix, men derimod være med til at sikre en mere solid bund for udviklingen af den gode pædagogik. 

Vi taler for dyrkelsen af omtanken, som ikke må blive nedtonet af vaner og rutiner, men ej heller elimineret til fordel for en teknificering af pædagogikken.

Når der introduceres koncepter, så har det konsekvenser. Når kommuner iværksætter tiltag for at opkvalificere det pædagogiske personale, sker det ofte ved, at alle kommunens pædagoger undervises i det udvalgte koncept, uanset om den enkelte pædagog eller det enkelte dagtilbud efterlyser den arbejdsmetode eller den specifikke opkvalificering.

Det har konsekvenser, fordi vi mennesker fokuserer på det, som konceptet stiller skarpt på. Det pædagogiske område, som konceptet peger på. Man risikerer dermed at få en ensrettet pædagogisk brille, som mangler blik for den pædagogiske diversitet.

Vi vil derfor hævde, at der er risiko for, at den pædagogiske dømmekraft sættes ud af spil. 

Refleksionsevnen svækkes
Det betyder, at vi svækker pædagogers evne til at reflektere og til at se det særlige, både hos det enkelte barn og hos hele børnegruppen. 

Pædagoger har brug for hele tiden at skærpe deres kritiske sans, så de netop kan stille spørgsmål til koncepternes manualer og underliggende værdi, så fokus rettes mod den lokale børnegruppes behov og ikke manualens pædagogiske plan eller værdimæssige afsæt.

Ved ensrettet konceptuddannelse er der samtidig risiko for, at vi ikke får iltet den individuelle motivation hos pædagoger, som kan have andre interesser og have særlig opmærksomhed og viden om de lokale behov hos den børne- og ungegruppe, som de arbejder med, og som ikke nødvendigvis afspejles i kommunens fastlagte indsatsområde. 

Vi vil gerne understøtte pædagogers egen drivkraft i forhold til deres kompetenceudvikling.

Vi må udvise tillid til pædagogerne og drage omsorg for, at de får den faglige opkvalificering, som de oplever, de har brug for og har lyst til for fortsat at engagere sig professionelt i børn og unges liv, og ikke udelukkende det, som kommuner har fastlagt.