Forskere: Invitér fagligheden med i evalueringen af pædagoguddannelsen

Af Line Togsverd, docent ved UC-Syd, og Jan Jaap Rothuizen, forskningsleder VIA UC

Når landets største uddannelse, pædagoguddannelsen, bliver evalueret er det en vigtig sag, der ikke blot berører de mange studerende, undervisere og institutioner, som via praktikken er direkte involveret i dens praksis.

Hvad der sker i pædagoguddannelsen berører stort set alle danskere, for uddannelsen retter sig mod menneskers liv og væren fra vugge til krukke: lige fra det lille vuggestuebarn, over den udsatte unge, den marginaliserede eller sårbare voksne eller den ældre med demens.

Derfor er det ikke uvæsentligt, at vi som samfund overvejer og kritisk forholder os til, hvordan evalueringen og den efterfølgende reformproces foregår.

”Vi er nødt til at diskutere, hvem der bedst definerer, hvad en god pædagog er, før vi kan evaluere pædagoguddannelsen”, skriver Anna Sofie Zaar Hastrup fra Pædagogstuderendes Landssammenslutning i Altinget den 4. september.

Evaluering mangler fagligt perspektiv
Dermed peger de pædagogstuderende - ganske som BUPL og adskillige undervisere og uddannelsesansvarlige har gjort det i en lang række indlæg i Altinget - på at den igangværende evaluerings- og reformproces lader meget tilbage at ønske; nemlig egentlige faglige perspektiver på uddannelsens formål og centrale spørgsmål.

Mens interessenterne ved, hvad de vil have ud af uddannelsen, så er deres forestilling om, hvordan de kan få det, virkelighedsfjern. Hvem kan i ramme alvor mene, at man får gode pædagoger ud af et forløb, som kan kendetegnes som en kæde af pensumlister?

Line Togsverd og Jan Jaap Rothuizen
Hhv. docent ved UC-Syd og forskningsleder VIA UC

Som det aktuelt tegner sig, spiller uddannelsens interessenter hovedrollen, sådan at det reelt er en lang række strategiske ledere af forskellige organisationer, der skal blive enige om, hvad de ønsker af uddannelsen, og hvilke tiltag der kan imødekomme disse ønsker.

Interessenterne tænker gennemgående i output og styringsbaner. De tænker, i hvilket produkt der gerne skulle komme ud af uddannelsen; hvilket curriculum (uddannelsesindhold) der kan bidrage til det; og hvilke positive og negative incitamenter både undervisere og studerende skal have for at levere.

Det gælder også dén interessent, der er ansvarlig for driften af uddannelsen: Danske Professionshøjskoler, som gennemgående taler samme sprog.

Dybt foruroligende
Det er bemærkelsesværdigt og fra et fagligt perspektiv også dybt foruroligende. Reformer af landets største uddannelse har hidtil altid foregået på måder, hvor egentlige faglige perspektiver på og viden om, hvad pædagogisk faglighed går ud på, har stået centralt.

Forud for reformen af pædagoguddannelsen i 2006 var der fortsat nedsat en række faglige udvalg, der skulle rådgive og udarbejde forslag på baggrund af faglig viden.

Rammen var sat centralt, men uddannelsens aktører – de, der har indgående kendskab til uddannelsen, til faget og professionen - arbejdede i maskinrummet. Forud for reformen i 2013 etablerede man en rådgivende følgegruppe, hvori to forskere med indsigt i pædagoguddannelsen, pædagogers professionsudøvelse og faglighed havde et fast sæde.

I den aktuelle reformproces er det svært at se, hvor faglige perspektiver, på hvad en god pædagoguddannelse bør kendetegnes af, får stemme. Budskabet til uddannelsens aktører er, at de og uddannelsens faglige sigte er repræsenteret gennem deres interesseorganisationer.

Virkelighedsfjerne interessenter
Fra at være aktør i uddannelsesudvikling bliver faglighedens rolle reduceret til input, formuleret som svar på evalueringsinstituttets spørgsmål samt nogle mails, sendt til en postkasse som ministeriet i sidste øjeblik har etableret, uden at der dog er fastlagt en transparent proces omkring, hvad der sker med mailboksens formentlig spraglede indhold.

Mens interessenterne ved, hvad de vil have ud af uddannelsen, så er deres forestilling om, hvordan de kan få det, virkelighedsfjern. Hvem kan i ramme alvor mene, at man får gode pædagoger ud af et forløb, som kan kendetegnes som en kæde af pensumlister?

Ikke pædagogerne selv, ikke underviserne og ikke de pædagogstuderende, som indgående kender uddannelsen og også den pædagogiske praksis, den uddanner til. De ved, at der er grænser for styring. Og de opfordrer til, at faglige perspektiver får plads, sådan at der kommer en dialog med styringsinteresserne.

Invitér fagligheden ind
I indlæg over de seneste måneder og dage har pædagogernes formand, de pædagogstuderende, undervisere og forskere – alle med indgående kendskab til uddannelsen og faget - gennem mange indlæg opfordret til, at egentlige faglige perspektiver får stemme i reformprocesserne.

Faget og uddannelsens aktører peger således samlet på, at der i en evaluerings- og reformproces, ikke kun bør være plads til interessentbestemte styringsmæssige udredninger og forestillinger, men også til faglige diskussioner, udredninger og forestillinger.

Lykkes det at etablere en dialog mellem de to, det faglige sprog og styringssproget, så er der chancer for, at man kommer til resultater, som begge parter kan finde mening i.

Det kræver at fagligheden atter inviteres ind, og at der er vilje til at sætte sig ind i hinandens sprog.

Ja, det tager tid og kræfter, men det er for intet at regne mod den tid og de kræfter, der spildes på en uddannelse, der reelt ikke fungerer godt nok.