Lektorer om pædagogmangel: Det handler hverken om velfærdsbonusser eller højere løn

Alt for mange uddannede pædagoger arbejder på deltid, forlader deres job i daginstitutionerne, eller videreuddanner sig til jobs, der er væk fra relationsarbejdet med børnene. Skal vi dæmme op for den truende pædagogmangel, er det ikke nok at finde forklaringer på, hvorfor pædagoger forlader jobbet – vi må også interessere os for, hvori de finder mening i det pædagogiske arbejde med børnene – altså, hvad der får dem til at blive i faget.

Når vi, som forskere, følger børnelivet i en daginstitution, bliver det synligt, hvordan en hverdag med mangel på voksne og med skiftende voksne skaber utryghed, gråd og konflikter. Når Aida ikke vil afleveres til endnu en ny voksen, og Sidsels forældre begynder morgenen med at spørge den voksne "hvem er du og hvor lang tid regner du med at være her?" og overlevering af viden om Maltes udfordringer i børnefællesskabet forsvinder, har vi et problem.

Og det er ikke kun et problem for Aida, Sidsel og Malte eller deres forældre. Det er et samfundsproblem, og dermed et problem for os alle sammen, men i særlig grad for børnene, der hver dag tilbringer i gennemsnit 7,5 time i institutionen.

Der har de senere år været en stigende kritik af den pædagogiske faglighed, både i relation til det faglige niveau på pædagoguddannelsen og i relation til fagligheden i den pædagogiske praksis, hvor forskellige dokumentarudsendelser har vist, hvordan børn er blevet omsorgssvigtet i vores daginstitutioner. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Men det handler ikke alene om den pædagogiske faglighed, men også om betingelserne for at gøre et godt pædagogisk arbejde i mødet med Aida, Sidsel, Malte og deres forældre.

Forberedelsestid er afgørende på den lange bane

Hvis vi for alvor vil skabe daginstitutioner med høj kvalitet, der muliggør det gode børneliv, skal det være attraktivt både at uddanne sig til og arbejde som pædagog på den lange bane. Det fordrer gode arbejdsbetingelser i daginstitutionerne, hvor det rent faktisk er muligt at arbejde pædagogisk og udviklingsstøttende med børnene og deres fællesskaber. Der skal være plads til faglig refleksion, og det betyder, at pædagoger må have forberedelsestid, ligesom vi kender det fra lærerstanden.

Hvis vi skal lykkes med at rekruttere flere pædagoger, der rent faktisk vælger at blive i den pædagogiske praksis, når først de er ansat, kræver det, at pædagogerne har mulighed for at bruge deres faglighed. Faglighed er nemlig ikke noget, der alene udvikles på en pædagoguddannelse som en videnspakke om børns udvikling, motorik og sprog.

Der findes smutveje til at uddanne flere til den pædagogiske praksis. Men det handler også om at mobilisere de kræfter, der allerede er i daginstitutionen

Crisstina Munck og Anja Marshall
Lektorer, Københavns Professionshøjskole

Faglighed udvikles relationelt og kontekstuelt gennem refleksion og i samspil med kolleger i hverdagen. Det handler om at have tid og mulighed for at observere børnene for dermed at understøtte børnenes deltagelse med hinanden og skabe viden om det, der er vigtigt for børnene. Det handler med andre ord om at kende børnene og deres familier rigtig godt. 

Hvad gør vi på den korte bane?

Men hvordan håndterer vi manglen på pædagoger på den korte bane? Til dette spørgsmål er der flere gode bud. Eksempelvis har vi en meritpædagoguddannelse og en sporskifteuddannelse for dem, der hurtigt vil springe til og hjælpe i den pædagogiske praksis og som har erhvervserfaring eller andre erhvervsuddannelser som baggrund. Ligesom der også er en pædagogisk assistentuddannelse der kan fungere som en smutvej til at komme ud og gøre en forskel for Aida, Sidsel og Malte.

Så der findes smutveje til at uddanne flere til den pædagogiske praksis. Men det handler også om at mobilisere de kræfter der allerede er i daginstitutionen, og det handler om, at frede pædagogernes relationsarbejde fra yderlige krav og opgaver. Det lærte vi under Corona-pandemien, hvor pædagogerne fik mulighed for arbejde med børnene i små faste grupper, og dermed blive en betydningsfuld anden for børnene.

Det handler derfor ikke bare om højere løn eller velfærdsbonusser, men om at differentiere i arbejdsopgaverne, så de unge på sabbatår, der alligevel er i daginstitutionen i en periode, er dem, der varetager de overskydende praktiske opgaver, mens pædagogerne er sammen med børnene, følger deres udvikling og skaber tillidsrelationer til forældre.

Det fordrer et opgør med, at alle per automatik skal varetage samme opgaver i daginstitutionen og det fordrer et opgør med regnearkslogikker

Crisstina Munck og Anja Marshall
Lektorer, Københavns Professionshøjskole

Det handler altså om, at vi må tage pædagogers relationsarbejde alvorligt, ved at give pædagoger plads og mulighed for gennem netop deres faglighed at blive betydningsfulde andre både for børn og forældre. Det fordrer dog et opgør med, at alle per automatik skal varetage samme opgaver i daginstitutionen, og det fordrer et opgør med regnearkslogikker, hvor pædagoger flyttes rundt som Ludo-brikker for at vikar-dække for hinanden, uafhængig af deres relationer til børnene og forældrene.

Vil vi pædagogmanglen til livs, må vi både sætte ind på den korte og den lange bane. Vi må både understøtte uddannelsesmæssige smutveje til praksis og samtidig skabe gode betingelser for, at pædagogerne rent faktisk laver relationsarbejde og gør deres faglighed virksom i mødet med børn og forældre. Det kræver tid til forberedelse, til at være nærværende med børnene, til at observere børnene og blive klogere på børnelivet og til at være i dialog med forældrene og kolleger herom.

Hvis vi lykkes med dette, er der et håb for at flere vil være pædagog og fortsætte med at være det. Og at de endda vil opleve, at de varetager et yderst meningsfuldt arbejde.