Ny alkoholgrænse og dyrere nikotin: Her er aftalen, der skal mindske unges forbrug af alkohol og tobak

Fremover må de 16-17-årige unge maksimalt købe alkohol med en styrke på seks procent. Det er den mest markante ændring i den nye forebyggelsesaftale, som regeringen og en række partier har indgået. Få et overblik over resten af den nye aftale her.

Den nye forebyggelsesaftale blev tirsdag præsenteret af partierne bag aftalen med indenrigs- sundhedsminister Sophie Løhde i front.
Den nye forebyggelsesaftale blev tirsdag præsenteret af partierne bag aftalen med indenrigs- sundhedsminister Sophie Løhde i front.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Rasmus Lauge Winding

16-17-årige skal fremover maksimalt kunne købe alkohol på seks procent, og afgiften på nikotinprodukter skal hæves.

Det står klart, efter at SVM-regeringen har præsenteret en ny forebyggelsesaftale, der er indgået med Alternativet, Danmarksdemokraterne, Konservative og SF.

Den nye aftale indeholder en række tiltag, der skal gør det sværere for unge under 18 år at få fingrene i alkohol og tobak.

Læs også

Det skal blandt andet sikres gennem bedre kontrol med butikkerne, øget bødetakst samt større sanktioner ved overtrædelse af lovgivningen på området.

Med til historien hører, at den nye aftale er væsentligt mindre vidtgående end det udspil, den socialdemokratiske etparti-regering fremlagde i marts 2022. Blandt andet tillades unge under 18 år med aftalen stadig at købe alkohol, mens at priserne på cigaretter heller ikke ændres.

Altinget giver dig her et overblik over den nye forebyggelsesaftale.

Mere kontrol og hårdere straffe ved ulovligt salg

  • Der skal afsættes penge til etablering af et forbud mod indførsel, køb og besiddelse af nikotinprodukter, der ikke må markedsføres i Danmark. Det muliggør, at de relevante myndigheder kan standse de ulovlige produkter i at blive solgt.
  • Aftalepartierne vil give Sikkerhedsstyrelsen og Anklagemyndigheden flere beføjelser. Blandt andet skal Sikkerhedsstyrelsen have hjemmel til udenretligt at konfiskere ulovlige nikotinprodukter samt hjemmel til at udstede bødeforelæg i ukomplicerede sager på området uden at politianmelde det.
  • Sikkerhedsstyrelsen får med aftalen en varig bevilling på 15 millioner kroner årligt til øget alderskontrol med butikkernes salg af alkohol, nikotin og tobak. Forsøgsvist skal der til alderskontrollen anvendes unge 'kontrolkøbere'.
  • Fremover skal Sikkerhedsstyrelsen kunne påbyde relevante sociale medier at fjerne indhold med ulovlig markedsføring af nikotin- og tobaksprodukter.
  • Forbrugerombudsmanden får med aftalen udvidet sine beføjelser til blandt andet at omfatte 'skjult identitet' ved tilsyn. Derudover tilføres Forbrugerombudsmanden også flere midler til arbejdet. Mængden af midler oplyses ikke i aftalen.
  • Der skal være en øget koordinering mellem Sikkerhedsstyrelsen, Skattestyrelsen og Politiet på området.
  • Bøden for ulovlig salg af tobak, nikotin og alkohol samt salg af lignende produkter, der er ulovlige at markedsføre i Danmark, skal sættes op. Generelt vil den nye bødetakst starte på 50.000 kroner. Derudover skal bødetaksten være proportionel med lovovertrædelsen, så det sikres, at der aldrig er fortjeneste på en given overtrædelse.
  • Såkaldt 'proxy-salg' for alkohol-, nikotin- og tobaksvarer skal fremover forbydes entydigt. Dermed bliver det klart ulovligt at købe en flaske vodka eller en pakke cigaretter til sit barn eller sine søskende, hvis de er under 18 år.

Læs også

Begrænset tilgængelighed af tobak, nikotin og alkohol

  • Afgiften på nikotinprodukter skal sættes op fra 5,5 øre per miligram nikotin til 10 øre per miligram nikotin. Det betyder, at prisen for en bøtte nikotinposer stiger fra cirka 48 til 60 kroner.
  • Fremover skal det forbydes at sælge alkoholprodukter til 16-17-årige med en alkoholprocent på mere end seks.
  • Salg af alkohol til personer under 18 år skal forbydes mellem klokken 22 og otte i nattelivszoner. Sidstnævnte zoner udpeges af politiet og vil være omkring steder med mange barer eller midlertidigt i forbindelse med enkeltstående festivaler.
  • Fremover må alkoholholdige varer ikke længere placeres i detailhandlen i sammenhæng med juice, sodavand, chips eller slik. På den måde mener aftalepartierne, at børn og unge vil blive mindre fristet af alkoholprodukter.
  • Der skal gennemføres en analyse af mulige former for elektronisk aldersverificering i fysiske butikker. Analysen skal være færdig i efteråret 2024.
  • Der skal indføres elektronisk aldersverificering ved køb af alkohol, nikotin- og tobaksprodukter online.

Læs også

Mindre attraktive nikotin- og tobaksprodukter

  • Aftalepartierne vil forbyde, at nikotinprodukter kan indeholde tillokkende smage og dufte.
  • Der skal indføres en grænse for nikotinindhold og tilsætningsstoffer i nikotinprodukter, så kravene til alle nikotin- og tobaksprodukter bliver enslydende.
  • Sikkerhedsstyrelsen skal fremover have hjemmel til at fastsætte størrelsen og mængden for den enkelte enhed af tobakssurrogater og tyggetobak.
  • Fremover skal det forbydes, at der på emballagen af e-cigaretter oplyses om smag, duft, aromastoffer eller andet tilsat.
  • Standardiseringen af emballager, som vi kender fra de brune cigaretpakker, skal udvides til fremover at omfatte nikotinposer, tobakssurrogater, emballagen på e-cigaretter samt selve nikotinposen, cigaretten og relevant papir.

Fællesskaber uden tobak, nikotin og alkohol

  • Fremover skal e-cigaretter også omfattes af regler for, hvor der må og ikke må ryges cigaretter eksempelvis på arbejdspladser og serveringssteder.
  • Aftalepartierne vil indføre krav til røgfrie zoner på store, udendørs stadioner. Derudover vil partierne også give kommunalbestyrelser hjemmel til at forbyde røg på udendørslegepladser legepladser.
  • Aftalepartierne vil afsætte en uoplyst mængde midler til Sundhedsstyrelsen, der skal udvikle en materielpakke for, hvordan man lokalt kan forebygge nikotinforbrug blandt børn og unge.
  • Aftalepartierne vil afsætte midler over en fireårig periode til en udviklingspulje, der skal styrke kommunernes arbejde med ryge- og nikotinstop for børn og unge. Den præcise bevilling er ikke oplyst.
  • Kræften Bekæmpelse skal udvikle en ny ryge- og nikotinstop-app. 
  • Alle efterskoler, ungdomsuddannelser og forberedende grunduddannelser bør fremover have en klar alkoholpolitik.
  • Ved større undersøgelser af området, skal kommunerne fremover have adgang til lokale data for rygning og nikotinforbrug.

Større beskyttelse af børn og unge i EU-regi

  • EU's Tobaksdirektiv sætter rammen for tobakslovgivning i Danmark. Direktivet skal snart revideres, om EU-kommissionen har taget de første skridt på området. Aftalepartierne er enige om, at Danmark skal indgå aktivt i revisionen af direktivet og dermed sikre et højt beskyttelsesniveau af den enkelte borger.

Aftalepartierne vil i 2026 og 2027 afsætte midler til at evaluere effekten af den nye forebyggelsesaftale. Lovgivning, der indgår i forebyggelsesaftalen, vil blive fremsat i løbet af 2024.

Du kan selv dykke yderlige ned i aftalen her.

Læs også
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00