Debat

Socialpædagogerne: Børneplanen bør også rumme udsatte børn og unge

DEBAT: I mange år har der været et for ensidigt fokus på almenområdet, og det bør der gøres op med i Børneplanen, skriver formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen. 

Vil regeringen indfri ambitionen om, at flere skal anbringes, bliver der brug for mere specialiseret personale på døgninstitutionerne, skriver socialpædagogernes formand. 
Vil regeringen indfri ambitionen om, at flere skal anbringes, bliver der brug for mere specialiseret personale på døgninstitutionerne, skriver socialpædagogernes formand. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

I sommers indgik regeringen og støttepartierne en aftale om at fremlægge en ambitiøs børneplan. Det er ubetinget godt. Men hvor er planerne for de udsatte børn i dén børneplan?

De fylder til gengæld hos statsministeren, som i sin nytårstale rakte en – tiltrængt – hånd ud til de børn, som må bo og vokse op andre steder end hos deres forældre. 

Og efter talen fulgte en ny barnets lov, som blandt andet sikrer, at omsorgssvigtede børn anbringes tidligere og får ret til at sige nej til samvær med deres forældre. 

Overgangene og samarbejdet mellem almenområdet og socialområdet er vigtigt, hvis vi vil give de udsatte og anbragte lige så mange rettigheder og muligheder som alle andre børn.

Benny Andersen
Formand, Socialpædagogerne

Men vi ser også meget gerne udsatte og anbragte børn indgå i regeringens arbejde med en børneplan, hvis Danmark skal være verdens bedste land at være barn i.

I forståelsespapiret står der blandt andet, at gode vuggestuer og børnehaver spiller en helt afgørende rolle i forhold til kvaliteten af børns hverdag og relationer samt tidlig læring og udvikling.

Samtidig står der blandt andet, at folkeskolen er fællesskabets skole, der forbereder dem til videre uddannelse, deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter. Det kan vi naturligvis kun støtte op om. 

Ensidigt fokus på almenområdet
Men vi efterlyser fokus på, at daginstitutionerne og folkeskolen også skal kunne rumme de udsatte og anbragte børn og unge. Det ensidige fokus på almenområdet er et udtryk for en tendens, som vi har oplevet i mange år.

Nemlig, at socialområdet og almenområdet ikke tænkes sammen, at der tænkes i siloer, og hvor overgange og samarbejde ikke indgår i indsatsen med udsatte og anbragte børn og unge. Det går ud over deres muligheder for læring og uddannelse.

Overgangene og samarbejdet mellem almenområdet og socialområdet er vigtigt, hvis vi vil give de udsatte og anbragte ligeså mange rettigheder og muligheder som alle andre børn.

Hvis Børneplanen skal gælde alle børn og unge i Danmark, så må vi sørge for, at almenområdet også kan rumme de udsatte og anbragte børn og unge.

Brug for specialiseret personale 
Vi skal sikre uddannelse af pædagogisk personale – ikke bare på almenområdet. For på døgninstitutionerne er der også brug for uddannet pædagogisk personale.

Der er behov for specialiseret personale, som både kan udvikle de anbragte børn og unge og skabe trygge, stabile rammer for dem under deres anbringelse.

Hvis regeringen vil indfri sine ambitioner om, at flere skal anbringes, så vil der automatisk også blive brug for mere specialiseret personale på døgninstitutionerne.

For sandheden er, at mange af de børn, der anbringes på døgninstitutioner, er – sammenlignet med tidligere – både ældre og har ofte flere sammenbrudte anbringelser bag sig.

Brug for videre- og efteruddannelse
De har været igennem mange svigt og skift, og det giver en helt særlig faglig opgave til det socialpædagogiske personale. Derfor er der i særdeleshed brug for, at personalet får mulighed for at videre- og efteruddanne sig, så de er klar til at arbejde med de mest udsatte i vores land. 

Derfor skal vi nu få nedbrudt den silotænkning, som foregår på både socialområdet og almenrådet. Hvis vi tænker helhedsorienteret og tværfagligt, kan vi sikre bedre anbringelser og understøtte de udsatte og anbragte børn.

Derudover skal vi sørge for, at der er faglighed ude på tilbuddene. Det gælder også, når børn anbringes i plejefamilier. 

Lad 2020 bliver børnenes år, hvor politikerne også prioriterer de udsatte børns barndom. For de har kun den ene.

Dokumentation

Temadebat: Hvad skal en ambitiøs børneplan indeholde? 

En ambitiøs børneplan skal fremme regeringens mål, om at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. 

Men hvad skal en børneplan frem mod 2025 indeholde? Hvordan skal modellen for minimumsnormeringer konkret se ud? Og hvordan skal forholdene forbedres for personale og børn i daginstitutionerne?  

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give deres bud på, hvad en børneplan skal indeholde.   

Her er aktørerne:  
  • Benny Andersen, forbundsformand, Socialpædagogerne 
  • Christian Aabro, lektor, Institut for Pædagoguddannelse, Københavns Professionshøjskole 
  • Ellen Trane Nørby, medlem af Folketinget og børneordfører, Venstre
  • Elisa Rimpler, formand, BUPL 
  • Marie Blønd, talsperson, forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen
  • Peter Sørensen, formand, Danske Professionshøjskoler 
  • Rasmus Kjeldahl, direktør, Børns Vilkår 
  • Signe Nielsen, formand, FOLA
  • Stina Vrang Elias, administrerende direktør, DEA 
  • Thomas Gyldal Petersen, formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg.

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.  
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.  

Debatindlæg kan sendes til [email protected]. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00