Ergoterapeuter: Vi har brug for tværfagligt samarbejde om folkeskolen

Af Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen

Regeringen og dens støttepartier sætter barren højt, når det gælder børneområdet: ”Danmark skal være verdens bedste land at være barn i”.

Det er positivt. For investeringer i børn er den mest effektfulde forebyggelse. Og der er med finansloven lagt trædesten til et forstærket fokus på strukturelle tiltag i børnehave, skole og familiens hverdagsliv. Her vil ergoterapeuter gerne bidrage meget mere.

Skolen er en af de vigtigste arenaer i livet. Skolen skal give kompetencer, som rækker udover de faglige færdigheder. Den er grobund for venskaber, nysgerrighed og glæde ved at lære, som er vores fælles fundament for voksenlivet.

At støtte alle børn til at få en velfungerende skoledag er ikke kun en gevinst for det enkelte barn, men også for klassekammeraterne, lærerne, forældrene og for samfundet.

Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen

Ergoterapeuter kan bidrage til inklusion
De fleste børn er glade for at gå i skole. Men desværre er der alt for mange i hver eneste klasse på landets skoler, hvor glæden i maven er afløst af en stor klump af uro og bekymring. Over ikke at passe ind, over ikke at kunne sidde stille en hel skoledag eller over ikke at kunne forstå, hvad læreren siger. Og med en stigende frygt for at begå fejl, og for igen og igen at mislykkes.

I dag skal den enkelte lærer håndtere flere elever med særlige behov og sørge for, at alle er inkluderet på en tilfredsstillende måde. Det er en meget stor opgave.

Vi vil som ergoterapeuter meget gerne bidrage til inklusion – til en skole for alle.

Vi er uddannet til at finde praktiske løsninger, som fungerer for det enkelte barn, så der skabes forudsigelighed, struktur og koncentrationsfokus.

Det handler om at tilpasse de fysiske omgivelser - som indretning af lokaler, lys, lyd og konkrete hjælpemidler - eller tilpasse opgaverne og ændre arbejdsgange, så barnet oplever at kunne mestre hverdagen.

Kræver meget at gå i skole
Børns adfærd er et spejl af de krav og muligheder, vi giver dem. Vi skal tolke ændret adfærd som overbelastning.

Nogle børn kan blive sure, mutte, konfliktskabende og vrede. Andre bliver helt stille. Det kræver kolossalt meget af børns hjerner at gå i skole - og frikvartererne er ikke nødvendigvis afslapning, fordi skolegården har et andet kodeks.