Kommentar af 
Jeppe Klenitz-Jakobsen

Statsministeren drømmer om at sætte skolerne fri. Men glemmer os i daginstitutionerne

En umyndiggørende og kvælende detailstyring præger Christiansborgs tilgang til daginstitutionerne. Hvorfor begynder politikernes frihedsdrømme først, når skoleklokkerne ringer ind, spørger Jeppe Klenitz-Jakobsen, der tidligere sad i folketinget for DF.

Staten må og skal have ambitioner for dagtilbuddene. Men vi behøver ikke meget mere end dagtilbudslovens formålsparagraf om at skulle 'sikre børns trivsel, udvikling og læring', skriver Jeppe Klenitz-Jakobsen.
Staten må og skal have ambitioner for dagtilbuddene. Men vi behøver ikke meget mere end dagtilbudslovens formålsparagraf om at skulle 'sikre børns trivsel, udvikling og læring', skriver Jeppe Klenitz-Jakobsen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Jeppe Klenitz-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så er der ringet ind til et nyt folketingsår. For mig, som forhenværende politiker, er det den tid på året, hvor det nok trækker mest i den gamle cirkushest, og lysten til at slette 'forhenværende' i titlen er stærkest.

Men en af de ting, som er det bedste ved at være forhenværende, er man er fri til at rose dem som roses bør, uanset deres partifarve. Og Statsministerens åbningstale fortjener ros.

Statsministeren satte for alvor en tyk streg under behovet for deregulering. I første omgang for folkeskolen. Færre bindende og vejledende mål, mere tillid til lærere, ledere og pædagoger.

Hvis skolerne kan selv, hvorfor kan vi så ikke også selv i daginstitutionerne?

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Det er en dagsorden jeg selv, som skolebestyrelsesformand på en frisat folkeskole under velfærdsaftalen, har fulgt og set resultaterne af. Jeg har set, hvordan tillid under ansvar kan veksles til bedre velfærd og større arbejdsglæde. Jeg har oplevet, hvordan man kan blive fyldt med energi, når man oplever, at man kan fokusere på det meningsfyldte frem for statslige kæpheste.

Men de indlæg, jeg skriver her på Altinget Børn, handler jo ikke om folkeskolen, men om dem jeg har ansvaret for på mit arbejde som dagtilbudsleder: Samfundets mindste.

Selvom det er i samme kommune og min institution er en del af samme forvaltning som skolerne, så er frihedsgraden en anden hos mig. Vi er stadig underlagt rigelige mængder af statslig og kommunal styring. Indtil videre håber jeg.

Læs også

Jeg håber, at Statsministerens åbningstale vil sætte skub i debatten om, hvor meget i detaljen folketing og kommunalbestyrelser skal regulere. Jeg håber, at den debat der nu er om folkeskolerne vil brede sig til andre områder. Til mit område. For hvis skolerne kan selv, hvorfor kan vi så ikke også selv i daginstitutionerne?

Det skal være min påstand, at det kan vi faktisk også godt. Jeg tror, at frihed under ansvar, vil løfte kvaliteten i daginstitutionerne betragteligt. Langt mere end "den styrkede pædagogiske læreplan" nogensinde kommer til. Det er i hvert fald min egen erfaring.

For lidt over et år siden overtog jeg Nr. Jernløse Børnehus. Et hus med fagligt kompetent personale og med gode traditioner. Men også et hus som på daværende tidspunkt havde mange udfordringer at tage fat på, både for børn og personale.

Detailreguleringen er en umyndiggørelse, og uanset hvor man indfører umyndiggørelse som metode, så fører den til et stop for udvikling og ansvarstagen.

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Det har været og er fortsat et spændende projekt at få forløst potentialet i min institution. Vi er sammen nået rigtig langt. Krumtappen har været at skabe rammer og retning for pædagogikken, sådan at børn og personale trives og udvikler sig. På intet tidspunkt i den proces har jeg så meget som skævet til "den styrkede pædagogiske læreplan".

Faktisk er det sådan, at da jeg begyndte at hænge de vigtigste elementer for vores hus op på væggen, stod jeg med læreplansplakaten i hånden. Jeg valgte ikke at hænge den op. Til gengæld hænger der den pædagogiske metode vi arbejder efter, den pædagogiske røde tråd som personalet selv har formuleret, og de pædagogiske mål vi har formuleret på baggrund af vores tilsyn. Et tilsyn der i øvrigt viste et hus med en rigtig fornuftig kvalitet.

Det skal være min påstand, at vi er nået så langt på så kort tid, fordi vi selv har lagt planen og ikke har ladet os føre af Christiansborg.

Det der er den helt grundlæggende udfordring med "den styrkede pædagogiske læreplan", og al lignende ensretning og styring af pædagogikken og daginstitutioner, er, at det er i modstrid med alt, hvad vi ved om pædagogik.

Børn skal udvikles ud fra, hvad det enkelte barn har brug for, og hvor det enkelte barn er følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt. Det er hele fundamentet for praktisk pædagogik. Hvis du vil flytte et andet menneske, så må du sætte dig det menneskes sted, finde det næste udviklingskridt og motivere til, at den anden tør tage skridtet.

Vi er nået så langt, på så kort tid, fordi vi selv har lagt planen og ikke har ladet os føre af Christiansborg.

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Den opgave bliver alt andet lige sværere at udføre, hvis man hele tiden skal have et halvt øje på statslige krav, om hvad du burde lave, i stedet for at gøre det du kan se, barnet overfor dig har brug for.

I tirsdags var jeg til en konference om kvalitet i dagtilbud for vores allermindste borgere. Arrangeret af selveste 'Styrelsen for kvalitet og udvikling'. Altså af staten. Mellem arrangørerne, oplægsholdere og deltagere var der rørende enighed om, at det der var det vigtigste for vores små børn var: tryghed, nærvær og omsorg.

Ikke et ord om eksempelvis science eller æstetik, som ellers er lovkrav for danske vuggestuer. Tankevækkende, ikke?

Statslig detailregulering, hvor uendelig træls den måtte være, er ikke født ud af ond vilje. Den er jo skabt i den bedste mening. Man har ment, at det der blev leveret kunne være bedre. Det var og er nok ikke forkert.

Men man greb i det forkerte håndtag. Detailreguleringen er nemlig en umyndiggørelse, og uanset hvor man indfører umyndiggørelse som metode, så fører den til et stop for udvikling og ansvarstagen.

Og præcis ligesom vi ikke skal umyndiggøre børnene, men derimod bygge dem op, så skal staten og kommuner ikke umyndiggøre daginstitutionerne, men understøtte os i at nå vores fulde potentiale.

Begynd at tro på os. Giv os ansvaret. Hjælp os når vi fejler. Vi vil faktisk børnene det bedste.

Jeppe Klenitz-Jakobsen

Staten må og skal da også have ambitioner for dagtilbuddene. Alt andet ville være trist. Men vi behøver faktisk ikke meget mere end dagtilbudslovens formålsparagraf om at skulle 'sikre børns trivsel, udvikling og læring'.

Til gengæld skal vi holdes op på det og tage ansvar for, at det bliver sådan. Ikke alene vil det være vejen til dagtilbud, hvor børn får hvad de har brug for. Men det vil også være vejen til en sektor, hvor de dygtigste pædagoger og ledere har lyst til at blive, fordi de kan udleve deres faglighed og give børnene det, de har brug for. Frem for at leve op til krav, som ikke altid giver mening i virkeligheden.

Så kære tidligere kollegaer, drop umyndiggørelsen af daginstitutionerne. Skrot "den styrkede pædagogiske læreplan" og al anden detailregulering.

Begynd at tro på os. Giv os ansvaret. Hjælp os når vi fejler. Vi vil faktisk børnene det bedste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00