Forsker: Når staten skubber på for byfornyelse, er der en risiko for, at det nye bliver for dyrt for gamle beboere

Statsligt iværksat gentrificering, også kendt som state-led gentrification, har været et tema inden for forskningen i årtier.

Vesterbro kan ses som et eksempel herpå, hvor staten går ind og finansierer indsatser og byfornyelse, der i sidste ende resulterer i en udskiftning af ressourcesvage beboere med ressourcestærke beboere.

Samtidig skubbes ressourcesvage i stigende grad ud af storbyerne, der bliver dyrere og dyrere at bo i.

Baggrunden for statsligt iværksat gentrificering kan sagtens være eller virke lødig – som eksempelvis behovet for stadions til afviklingen af OL i London 2012.

Ikke desto mindre kan det, hvis man ikke er varsom, lede til en udskiftning af byens borgere i retning af indbyggere med flere og flere penge.

Det er godt for kommunekassen. Men er det den by, vi ønsker? Er det rimeligt? For har vi ikke alle ret til byen, eller er byen kun for folk med penge?

Med byfornyelse følger altid risici

At bygge almene boliger på Christiania er ikke et klassisk eksempel på statsligt iværksat gentrificering.

For ambitionen om at bygge betalelige boliger i København er netop bedst realiserbar gennem almene boliger. Vi mangler sådanne boliger, og de vil på sigt være med til at sikre billigere boliger i København.

Indledningsvist vil de formentligt ikke være meget billigere, end private lejeboliger er. Men over tid vil de almene boliger ikke stige i samme takt.

Dermed sikres der billigere boliger i byen. Det er godt.

Men hvorfor så bringe statsligt iværksat gentrificering ind i debatten om Christiania?

Det er, fordi vi igennem forskningen herom kan pege på potentielle risici ved den proces, der igangsættes.

Jeg vil trække tre risici frem her:

• Gentrificeringsspiralen løber ud af kontrol
  Forskningen viser, at selv – relativt set – mindre voldsomme tiltag kan sætte gentrificeringen i gang. Igen kan Vesterbro tjene som eksempel. Især i storbyer, hvor presset på boligmarkedet er højt, og priserne er ligeså. Dermed presses de mindre ressourcestærke ud. Derfor må man aktivt søge at sikre deres fortsatte mulighed for at bebo nabolaget og i sidste ende byen.
• Beboerne oplever at miste deres nabolag – helt uden at være flyttet
  Forskningen peger på, at man som beboer kan opleve, at man ikke længere bebor det samme område, fordi det ændrer sig under ens fødder. Det kan ske i en grad, hvor man ikke længere føler, at man hører hjemme i området. Det er ikke mindst, fordi at der ikke længere findes tilbud i området, der passer til ens ønsker og pengepung. Derfor må man aktivt søge at sikre en diversitet i virksomheder og tilbud for at undgå, at der til sidst kun er tilbud for dem med mange penge. 
• Eksisterende og nye beboere lever i forskellige verdener
  Endelig viser forskningen, at en blandet beboersammensætning ikke automatisk leder til relationer mellem de forskellige beboergrupper. Langt fra. Derfor må man aktivt søge at støtte positive relationer mellem beboerne, hvem end de er, for at sikre godt naboskab og godt fællesskab.

Alle har ret til at være en del af byen

Afslutningsvis kan vi tage på en lille ekskursion til de udsatte boligområder, der jo fik deres tidlige julegave 1. december: listerne.

Lad os forsøge at realisere en nænsom byfornyelse, der sikrer alles ret til byen.

Rikke Skovgaard Nielsen
Seniorforsker, Aalborg Universitet

Når politikerne evaluerer parallelsamfundspakken, beskrives det som en succeshistorie, når antallet af områderne på diverse lister mindskes. Hvorfor er det en succes?

Det er, fordi de selv har defineret listerne, kriterierne og grænseværdierne. Dertil skyldes det, at opgaven er bestået, hvis listerne er tomme i 2030.

På den vis kan det komme til at virke som om, at man kan bygge sig ud af sociale problemer. Men – og det er et stort men – man har kun ændret områderne og ikke beboernes situation. Det gælder også for de udsattes situation og situationen for dem med færrest muligheder på boligmarkedet.

Måske har man faktisk forværret deres situation. Man har ikke bygget sig ud af sociale problemer, man har bare flyttet dem rundt og potentielt forværret dem.

Lad os ikke forfalde til samme tilgang i København, når byfornyelsen på Christiania igangsættes. Lad os i stedet forsøge at realisere en nænsom byfornyelse, der sikrer alles ret til byen.