Regler for Slotsholmens blandingsmisbrug?

MANDAGSTRÆNEREN: I udlandet er der regler for, hvor hurtigt insidere kan forlade toppolitik for at blive lobbyister. Herhjemme trænger diskussionen sig på i takt med, at flere politikere og embedsmænd skifter Slotsholmen ud med privat interessevaretagelse.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

I denne uge begynder Karen Hækkerups nye liv som øverste chef i det danske landbrugs- og fødevareerhverv. ”Nu skal jeg ikke længere stå og tænke på at være politisk korrekt,” lød det fra den nyudnævnte cheflobbyist i afskedstalen i Justitsministeriet, hvorefter hun overrakte sin forbløffede efterfølger, Mette Frederiksen, en halsklud af minkskind.

Dermed fik Hækkerup i den grad tyvstartet sin lobbykarriere. Landbrug & Fødevarers formand er selv minkavler, ligesom det milliardeksporterende Kopenhagen Fur er med i Axelborg-familien.

Ikke desto mindre har kommentarerne til hendes farvel mere forholdt sig til regeringens tab af en populær minister end til, hvordan socialdemokraten ledelsesmæssigt vil tumle Venstre-bønderne, når jubelen over mink-halstørklædet har lagt sig. At være minister er én ting, at blive topleder noget ganske andet.

Hækkerups markante skifte kan være anledning til at kigge på, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og –embedsmænd, der trykker på exit-knappen medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Hegelund og Mose, Forfattere og rådgivere

Endnu færre har forholdt sig til den etiske side af sagen: Er det good governance at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre landbrugets topspidser om samme regerings indre liv og overvejelser?

Konkurrenceklausuler
Hækkerups markante skifte kan være anledning til at kigge på, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der trykker på exit-knappen medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Hun er nemlig langt fra det eneste topnavn, der har overrasket ved at tage springet: Det mest iøjnefaldende embedsmandsskift i nyere tid foretog Karsten Dybvad, da han forlod posten som centraladministrationens ubestridte etter – departementschef i Statsministeriet – for at blive øverstemand i Dansk Industri.

Konkurrenceklausuler i det private erhvervsliv er ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den spændetrøje er ministre og topembedsmænd ikke lagt i: For Slotsholms-karrierehoppere er springet uden modkrav.

Enhedslistens Per Clausen opfatter det som dybt problematisk for demokratiet, at topfolk som Hækkerup og Dybvad flytter direkte over som lobby-spidser. Han ser – med et vist skarpsyn – en samfundsudvikling, hvor toplobbyister, topembedsmænd og ministre i stadig større udstrækning udgør en ny klasse med fælles interesser, holdninger og venner. Statskundskabsprofessor Peter Nedergaard peger ligeledes på, at sammenblandingen af interesser ikke var gået i mange andre civiliserede lande.

Flere vil hoppe over
Antallet af karriereplukkende politikere vil formentlig kun gå én vej, nemlig opad, hvad sætter de to herrers betænkeligheder i relief. Den politiske panikalder er rykket et stykke ned i trediverne. Frygten for at ende som politisk ringvrag er udtalt. Det gælder om at komme af sted i tide; lang og tung politisk erfaring trækker ikke op – men ned – på CV’et.

Vi er samtidig på vej mod en udvikling, hvor yngre parlamentarikere først starter deres egentlige arbejdsmæssige karriere, efter at de har været politikere, hvor det tidligere var omvendt.

De er en variant af 00’ernes frem-og-tilbage-politikere, hvor typer som Connie Hedegaard, Naser Khader, Christine Antorini, Morten Helveg Petersen og Pernille Rosenkrantz-Theil blev trendsettere ved at bevæge sig frit rundt mellem politik, spændende job og såmænd også forskellige partier.

De klassiske fuldblodspolitikertyper som Bertel Haarder, Marianne Jelved, Mogens Lykketoft og Holger K. Nielsen kommer vi til gengæld til at se færre af, hvis udviklingen fortsætter. Selv tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen overvejede på et tidspunkt at søge væk, ligesom Brian Mikkelsen i slutningen af VK-perioden var på udkig efter nyt job.

Forhenværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var indtil Karen Hækkerups exit den seneste udbryder. Venstre-kvinden sidder i dag som direktør for interesseorganisationen Danske Havne – efter en kort mellemlanding som bureaulobbyist. Det skal føjes til, at Lillelund Bech i modsætning til Hækkerup og andre ung-politikere i knap ti år arbejdede i Danske Bank, Cowi og Nykredit, inden hun kom i Folketinget.

Dybvad bliver formentlig heller ikke den sidste topembedsmand, der søger væk fra Slotsholmen for at blive interessevaretager. Sophus Garfiel, departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, anbefalede fornylig på Altinget, at embedsværket prøver nye karriere-genrer af. Og som vi selv har fremhævet i en tidligere analyse, Nye trut i karriereklarinetten, kan vejen frem på Slotsholmen de kommende år ligefrem være erfaring uden for murene.

Nedkølingsperiode?
Karrierehopperiet får et grundlæggende spørgsmål til at trænge sig på: Bør der laves begrænsninger for Slotsholmens blandingsmisbrug? Skal der formuleres spilleregler for, hvordan man bevæger sig videre fra et højt betroet embede i det offentliges tjeneste?

I andre lande er der indført en nedkølingsperiode for at sikre, at fortrolig indsigt fra regeringsgangene ikke viderekolporteres til nye arbejdsgivere. I Tyskland har regeringen således fremsat lovforslag om en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

Samtidig har EU's ombudsmand kig på de såkaldte revolving doors, altså at afgående kommissærer og andre topfolk – stik mod EU-reglerne – går direkte over i private lobbyjobs inden for samme område, de har arbejdet med.

Debatten trænger sig også på i Danmark, men mon ikke det på typisk vis herhjemme ender med, at det fortsat bliver op til den enkeltes etik at forvalte sin overløber-rolle på ordentlig vis? Som med partistøtten har de fleste partier her en interesse i, at der ikke laves for meget om.

Man kan ikke fortænke Landbrug & Fødevarer i at gå efter insidere som Hækkerup: Dermed køber de – uden sentimentalt at skele til at hun ikke er venstremand som forgængeren Søren Gade – et tungt netværk og en kvindelig kommunikator med appel til bybefolkningen.

Omvendt går der nok en rum tid, før fagbevægelsen begynder at satse på borgerlige profiler, uanset hvor dygtige disse måtte være. I LO er der ikke tillid til, at en ikke-indfødt kan løse opgaven, så det bliver næppe Venstres Inger Støjberg, der afløser LO-boss, sekretariatschef Finn Larsen, når denne på et tidspunkt takker af.

 

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Karsten Dybvad

Senior fellow, Kraka
cand.polit. (Københavns Uni. 1985)