Vive: Vi skal holde godt øje med, om problemerne i de udsatte boligområder bliver løst eller bare spredt rundt

I de seneste år er listerne for omdannelsesområder, parallelsamfund og udsatte boligområder skrumpet. Er det et udtryk for, at den mest udsatte del af den almene sektor er på vej i den rigtige retning?

Det ved vi endnu ikke. Det afgørende spørgsmål er, om færre boligområder er på listerne, fordi der er færre borgere i socialt udsatte positioner, eller om borgere i socialt udsatte positioner blot bor andre steder.

Der er fortsat en stor koncentration af social udsathed i omdannelsesområderne

Gunvor Christensen

I Vive har vi for nyligt gjort status på den transformation af de 15 første omdannelsesområder (tidligere hårde ghettoer), som blev sat i gang i 2018 som følge af Parallelsamfundsaftalen.

Målsætningen er, at omdannelsesområderne ikke længere står på listen over omdannelsesområder eller parallelsamfund, og at der er sket en reduktion i andelen af familieboliger i 2030. Indtil videre ser transformationerne lovende ud.

Der er tydelige tegn på, at den obligatoriske styrede indflytning bidrager til at skabe en mere blandet beboersammensætning. Tilflyttere skal opfylde krav om at have en uddannelse, være i beskæftigelse, have et tilstrækkelig højt indkomstniveau og ikke være kriminelle.

Men der er fortsat en stor koncentration af social udsathed i omdannelsesområderne. Det vil kræve en stor samfundsmæssig opmærksomhed de kommende år, hvis vi skal imødegå denne sociale udsathed.

Højt fravær i skolegangen
Børn og unge har fortsat højt fravær i skolen. Mere end hver tiende elev har mere end ti procent fravær på et skoleår. Det er en dobbelt så høj andel som i befolkningen. Relativt færre elever får en afgangseksamen fra grundskolen, og en stor andel af de unge er hverken i uddannelse eller beskæftigelse.

Der er altså anledning til, at kommuner efterser, om børn og unge får den hjælp og støtte, som de har behov for.

Færre unge i områderne får forebyggende foranstaltninger end i den almene sektor, og færre unge har psykiatriske diagnoser end i befolkningen. Det er naturligvis positivt, hvis dette er udtryk for det sande behov, men det kan også dække over uopsporede behov.

Områderne har høj koncentration af udsathed. Det bør give anledning til, at kommunerne efterser deres praksis med opsporing, og at boligorganisationer sammen med kommunerne efterser, hvordan de i endnu højere grad kan samarbejde om at opspore børn og unge med behov samt hjælpe dem bedst muligt videre.

Mere støtte til borgere med kroniske sygdomme
Tilsvarende er der klare tegn på social ulighed i forhold til sundhed. Der er en relativ højere andel af borgere med kronisk sygdom, der dør i omdannelsesområderne end i befolkningen, på trods af at andelen med kronisk sygdom er den samme i omdannelsesområderne og i befolkningen.

Dette kan tyde på, at borgere i områderne med en kronisk sygdom mestrer deres sygdom mindre godt.