Her er tre bud på, hvordan oppositionen kan udnytte regeringens krise

Før det første skal de undgå Venstre-fælden. Det vil sige det massive tillidsbrud, som Venstre begik ved at have været i hidsig opposition til Mette Frederiksen helt frem til valgdagen - ja, endda efter valgdagen - og alligevel gøre hende til statsminister. 

Det er umuligt at forestille sig, at hverken Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne ikke også er en del af den næste regering. Der vil ikke kunne skabes et dueligt flertal efter næste valg uden mindst ét af de nuværende regeringspartier. 

Det vil sige, at oppositionspartier med en regeringsambition skal betone deres kritik af regeringen på en måde, så fremtidigt samarbejde ikke udelukkes. 

Jacob Bruun

Det vil sige, at oppositionspartier med en regeringsambition - det har de fleste af dem måske med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige - skal betone deres kritik af regeringen på en måde, så fremtidigt samarbejde ikke udelukkes. 

Normalt siger man, at "the role of the opposition is to oppose", men det er en svær balancegang for de partier, som gerne vil i regering på et tidspunkt, men som også vil være kritisk overfor den første politik i dagligdagen. 

For det andet bør det seneste halve år have lært oppositionspartierne, at de ikke er noget alene. 

Et rekordhøjt antal partier blev valgt ind i Folketinget ved valget den 1. november sidste år. Tolv partier i alt, hvilket topper den hidtidige rekord på elleve partier helt tilbage fra 1977. 

At der er så mange partier betyder, hvis man skal sætte det lidt på spidsen, at dansk politik anno 2023 udgøres af ét stort parti og elleve små. Socialdemokratiet og alle de andre.

Det betyder, at der er trængsel i blandt småpartierne, og at det er enormt vanskeligt at finde en holdning, som man står alene med.

Enten må man ty til mere og mere skingre synspunkter for at stå alene med dem, og ellers må man acceptere, at man blot er ét blandt flere partier, som mener nogenlunde det samme. 

Hvis man i opposition vil bryde igennem lydmuren og finde en relevant platform i den politiske debat, så er det en fordel at være flere om det. 

Jacob Bruun

Hvis man i opposition vil bryde igennem lydmuren og finde en relevant platform i den politiske debat, så er det en fordel at være flere om det. 

Det har nogle af oppositionspartierne luret. 

Vi er så småt ved at lære at tale om K-LA-R, som er en reformalliance mellem De Konservative, Liberal Alliance og De Radikale. Vi har set De Konservative og SF i en umage alliance på det grønne område. Og der kommer flere af den slags midlertidige alliancer i den kommende tid. 

Det er ikke et udtryk for, at partierne har etableret nye vedvarende samarbejdsrelationer, men snarere et udtryk for, at oppositionspartierne har indset, at de hver især er så uinteressante, at de må hjælpes ad med at blive relevante. 

Det tredje, oppositionspartierne gør klogt i at huske, er, at det er frustrerende svært at få kredit for sejrene, så der skal meget til, før er oppositionsparti kan fremstå konstruktivt og løsningsorienteret. 

Tidligere kunne det oppositions- eller støtteparti, som mindretalsregeringerne var afhængigt af, kræve betydelige indrømmelser. Den slags lagde man mærke til. 

Men regeringens store fordel ved at have flertallet, er, at prisen for brede aftaler er blevet lavere end hidtil. Hvis nogle af de ni oppositionspartier vil have en politisk sejr, så må de stille sig tilfreds med krummerne fra regeringens bord. 

Hvis nogle af de ni oppositionspartier vil have en politisk sejr, så må de stille sig tilfreds med krummerne fra regeringens bord. 

Jacob Bruun

Se bare på finanslovsaftalen fra april, hvor forhandlingsreserven var historisk lille, men aftalen alligevel endte med at blive historisk bred. 

Og i efterspinnet efter finanslovsaftalen opstod hundeslagsmål, især på sociale medier, om hvem der egentligt skulle have æren for de ekstra småpenge til Klimarådet, de forbedrede barselsvikar for tvillingeforældre eller det ekstra fradrag på aktiesparekontoen. 

Læren er i hvert fald, at hvis man som oppositionsparti ikke blot vil skabe profil på at være i opposition, men også på at levere resultater, så skal man være ualmindeligt skarp både på indholdet og på at få taget æren for det bagefter.