Benny Damsgaard: Derfor hader politikere mandatprognoser

KOMMENTAR: En negativ mandatprognose, der dømmer centrale, navngivne politikere ude efter næste valg, kan ramme et parti som en forhammer og slå luften ud af hele organisationen, skriver Benny Damsgaard. 

Den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen er citeret for at have sagt, at man først er rigtig politiker, når man kan gå over Rådhuspladsen og se sig selv hængt ud på Ekstra Bladets spiseseddel – uden at det får ens puls til at stige!

Det samme kan siges om de politikere, som står til at miste deres mandat i en af de stadig flere mandatprognoser, som vi vil se frem mod valget. Der skal ualmindeligt meget hår på brystet til, for at man kan bevare roen og troen på projektet, hvis man konstant bliver udskreget som det syge dyr i flokken, der står med det ene ben i graven.

Det er dog ikke kun knuden i maven og usikkerheden, som får politikere og rådgivere til at hade mandatprognoserne. Man hader dem først og fremmest, fordi de gør langt større skade på enkelte kandidater og partiet som helhed end de traditionelle nationale meningsmålinger.

Teknisk set er mandatprognoser bare modelberegninger over, hvem der bliver valgt i de forskellige storkredse baseret på meningsmålinger. At data til modelberegningerne kommer fra meningsmålinger betyder, at der er en vis naturlig usikkerhed omkring resultatet, som der er ved alle former for meningsmålinger.

Usikkerheden er især problematisk for de mindre partier, hvor det kan være marginaler, som afgør, om et parti overhovedet bliver repræsenteret i en storkreds eller ikke. Desværre er det også en usikkerhed, som sjældent kommer særlig tydeligt igennem i mediernes dækning af prognoserne.

Ud over den generelle statistiske usikkerhed så er mandatprognoser, da de af natur er baseret på stive matematiske beregningsmodeller, også meget dårlige til at tage hensyn til ekstraordinære lokale forhold. En problemstilling, som jeg har betydelig personlig erfaring med fra min tid som kommunikationschef for Det Konservative Folkeparti.

I forbindelse med 2015-valget var der flere prognoser, som pegede i retning af, at den konservative leder, Søren Pape Poulsen, ikke ville blive valgt i Vestjylland, hvor han var opstillet, fordi mandatet ville gå til en af de andre storkredse.

Prognoserne tog imidlertid ikke forbehold for, at Pape, alt andet lige, var ekstraordinær kendt i Vestjylland, at han ville få betydeligt mere landsdækkende omtale, end de kandidater, han var oppe imod i de andre storkredse, og at han havde partiets samlede økonomiske ressourcer bag sig til at føre lokal valgkamp for.

Derfor tilsagde al logik, at han ville få et relativt godt valg og derfor også ville få mandatet. På valgdagen blev resultatet da også, at Pape blev valgt og det endda med en fin margin.

Alligevel oplevede jeg gentagne gange op til og under valgkampen, at man fra især formiddagspressen kørte på med dommedagsscenarier om, at Pape ikke blev valgt. Og de betydelige usikkerhedselementer ved mandatprognoserne fik kun marginal omtale.

Om denne journalistiske prioritering skyldtes mine manglende evner til at formidle statistisk usikkerhedsberegning til de journalister, jeg talte med, eller der var tale om, at man bevidst ikke ville "ødelægge" en saftig historie med for mange forbehold, er for mig stadig uklart.

Resultatet var dog en dækning, som gav indtryk af, at Det Konservative Folkepartis problemer var større, end de reelt var.

Omtalen og dermed skaden bliver større, jo højere placeret politikeren, som bliver dømt ude af prognoserne, er. Det er dog ekstremt hårdt for alle, som ender på den "forkerte side af stregen", især ude lokalt.

Det, der måske er en notehistorie på landsplan, er en virkelig stor og dejligt let lavet historie lokalt. Og den gør ondt! Pludselig handler ens mediedækning ikke om, hvad man som politiker mener politisk, men at man nu risikerer ikke at blive valgt.

Og tankevækkende nok så er vurderingen af, hvem der er på den "forkerte side af stregen", i mange tilfælde en ren journalistisk vurdering!

Og hvad der er mere usynligt, men ikke mindre alvorligt, så begynder panikken også at brede sig bag de kandidater, der bliver dømt ude. De lokale donorer bliver nervøse for deres "investering" og begynder naturligt at overveje at skifte hest. Og hvad der er endnu værre, så mister de frivillige motivation og gejst. Det er svært at få folk til at arbejde 24 timer i døgnet i en kampagne, hvis de på forhånd tror, det er forgæves.

Der er ikke noget, der tyder på, at denne valgkamp kommer til at have færre målinger end i 2015, hvor der alene fra udskrivelsen 27. maj til valgdagen 18. juni blev offentliggjort 124 meningsmålinger! Fra en, der har siddet på den anden side af "målingsjournalistik", skal der dog lyde et lønligt håb om, at man denne gang husker alle forbehold.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese, hvor han har ansvar for politisk rådgivning af udvalgte klienter. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013-2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Lars Midtiby: Negative kampagner virker Lars Midtiby: Negative kampagner virker Næste artikel Benny Damsgaard: Vrede politikere vil straffe pressen efter valget Benny Damsgaard: Vrede politikere vil straffe pressen efter valget
  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    Prognoser.

    Jeg mener at alle prognoser, exit polls og journalistiske kommentarer bør stoppe mindst 2 uger før valgdagen, så både vælgere og politikere kan få den nødvendige ro til at tænke over situationen.
    Med hensyn til exit polls, så bør disse forbydes på selve valgdagen for at undgå forvirring hos vælgerne ud over at disse vil kunne påvirke vælgerne af hensyn til, hvilket parti de vil stemme på. Journalister skal holde sig langt væk fra valgstederne. Valgnatten vil dermed være "sandhedens" time.