Benny Damsgaard: Klimaloven bliver stilhed før vinterstorm

KOMMENTAR: Klimaloven er den klart letteste del af den enorme klimaøvelse, som Folketinget står over for. Det kommer til at gøre anderledes ondt, når man skal sige ja til konkrete virkemidler, som skal træde i kraft allerede i indeværende valgperiode, skriver Benny Damsgaard.

Inden forhandlingerne om klimaloven for alvor er kommet i gang, er spændingen om resultatet reelt allerede væk. Alle folketingets partier på nær Nye Borgerlige har for længst tilsluttet sig de 70 procent i reduktionsmål i 2030, og alt tyder derfor nu på, at loven uden de helt store sværdslag falder på plads inden jul.

Indholdsmæssigt er klimaloven en slags udvidet rammelov. Loven fastsætter delreduktionsmål frem mod de 70 procent i 2030 samt rammerne for klimarådets fremtidige arbejde. De konkrete redskaber, som frem mod 2030 skal bruges til at nå reduktionsmålene, fastsættes derimod først ved forhandlingerne efter jul om det såkaldte 'virkemiddelkatalog'.

De få spændingsmomenter, der endnu er tilbage i forhandlingerne om selve klimaloven, er reelt kun størrelsen og årstallene på delmålene, hvordan opfyldelsen af delmålene konkret skal beregnes og så ikke mindst, hvor meget aftalen om klimaloven forpligter parterne i de efterfølgende virkemiddelforhandlinger. Skal der være enighed i kredsen om alle virkemidlerne, eller kan partierne gå til og fra de enkelte delaftaler?

Alle spørgsmål på nær det sidste forventes at blive løst forholdsvis smertefrit. Dermed ikke skrevet, at alle partier inderst inde vil være glade for at indgå en aftale om en så ambitiøs klimalov, som regeringen lægger op til. Flere af de borgerlige partier har ganske betydelige betænkeligheder ved udsigten til det virkemiddelkatalog, som automatisk følger efter. Det bliver dog ikke til andet end interne betænkeligheder. Ingen partier vil i dag risikere at stå tilbage uden for klimaloven og dermed reelt være stemplet som klimafjendsk.

Klimaloven er dog også den klart letteste del af den enorme klimaøvelse, som Folketinget står over for. Hvor det er forholdsvis let at sige ja til måltal, som er over ti år og mere end to hele valgperioder ude i fremtiden, så gør det anderledes ondt, når man skal sige politisk ja til konkrete virkemidler som skal træde i kraft allerede i indeværende valgperiode.

Når man kigger på det, der venter, så er betegnelsen 'virkemiddelkatalog' et meget pænt udtryk. Reelt er der tale om, at der skal vedtages lovgivning, som skal gøre det dyrere og mere besværligt at være dansker. Forbrug af energi, fødevarer og rejser bliver dyrere, og pengene kanaliseres over i forskning i klimaløsninger og tilskud til CO2-reduktion i erhvervslivet. Hvilke modeller det konkret ender med, vil forhandlingerne vise, men at det ender med at gøre især økonomisk ondt på den almindelige dansker, er uden for diskussion.

Og det vil vel at mærke være en smerte, som vil blive ved, og som kun vil blive værre frem mod 2030. Hvis man skal have en chance for at nå de 70 procent, skal politikerne kontinuerligt forhandle om nye virkemidler helt frem mod 2030. Og jo tættere man kommer på de 70 procent i 2030, jo sværere bliver det at øge reduktionen.

Som udgangspunkt bliver første del af virkemiddelkataloget forhandlet i tre store klumper.

Der kommer først en stor klump omkring energisystemet. Her skal der tages stilling til, hvilke ændringer der skal ske i energisystemet, for at det kan bidrage mere til CO2-reduktionen. Energiområdet er som følge af det brede energiforlig fra sidste år, hvor alle Folketingets daværende partier var med, forligsbelagt. Derfor skal alle partier fra dengang være enige om alle ændringer. Det kommer til at tage tid, men det vil lande med en aftale.

Langt mere sprængfarlige bliver de to andre store områder, som skal forhandles hen over foråret. Landbrug og transport. Begge sektorer er i dag nogle af dem der udleder allermest CO2, og derfor skal der på begge områder ske betydelige reduktioner, hvis Danmark skal komme i nærheden af 70-procents-målet.

Især forhandlingen på landbrugsområdet bliver svære. Et centralt spørgsmål vil være, hvor mange af de lempelser, som den daværende Venstre-regering sammen med DF, LA og K vedtog i forbindelse med fødevare- og landbrugspakken i december 2015, som eventuelt skal rulles tilbage og i givet fald hvornår.

Kødproduktion er noget af det, der udleder allermest CO2, og i forbindelse med pakken i 2015 blev det for eksempel vedtaget af øge det såkaldte harmoniseringskrav fra 1,4 til 1,7 dyreenhed per hektar. Lempelsen af harmoniseringskravet gav landbruget mulighed for at have flere dyr i sin produktion, men samtidigt så øgede det sektorens CO2-belastning.

Landbruget er selv opmærksom på, at de er i skudlinjen og har derfor klogt valgt at nedsætte et såkaldt advisory board med blandt andre de to respekterede forskere Katherine Richardson og Peter Birch Sørensen i spidsen, for at forsøge at komme kritikerne i møde. Det nye "board" skal inspirere erhvervet og komme med "innovative" løsninger, så fødevareerhvervet kan blive klimaneutralt i 2050.

Uanset advisory board og innovative løsninger, så kommer klimaindsatsen til at gøre ondt på landbruget, og den kommer til at indebære, at nogle af de senere års lempelser med tiden rulles tilbage. Det politiske spørgsmål er derfor, hvor hårdt Jakob Ellemann-Jensen i en af sine første store aftaler er villig til at gå til den del af Venstres bagland, som indtil nu har været allermest skeptisk over for ham.

Når det kommer til stykket, kan han og Venstre næppe holde til at holde sig ude af en så central del af klimaindsatser af hensyn til landbruget, men vejen derhen bliver uden tvivl lang og konfliktfyldt.

Venstre er imidlertid ikke det eneste borgerlige parti med klimamæssige udfordringer.

Det Konservative Folkeparti var det første borgerlige parti til at tilslutte sig 70-procents-målsætningen. En klog manøvre, som indtil DF, LA og til sidst V også tilsluttede sig målsætningen, gav lidt tiltrængt 'grøn kant'.

K har til gengæld ikke udviklet egne løsninger. Man har i stedet gjort Dansk Industris 2030-plan, som indeholder en detaljeret plan for, hvordan man konkret kan nå 70 procent i 2030, til sin.

Partiets udfordring er dog, at langt hovedparten af de konkrete virkemidler, som DI peger på, er realpolitisk totalt urealistiske. DI har – helt legitimt – hevet sine gamle forslag af stalden og foreslår blandt andet, at topskattegrænsen hæves, den øverste marginalskat sænkes, den grønne check afskaffes, at stigningen i arveafgiften trækkes tilbage og at beløbsgrænsen skal sænkes fra 427.000 til 325.000 kroner.

Alle forslag, som med det nuværende Folketing er realpolitisk totalt urealistiske. Ud over regeringen og dens parlamentariske grundlag kommer Dansk Folkeparti aldrig til at acceptere dem.

Da K ikke kan holde til at stå uden for forårets virkemiddelkataloger, hvis de vil bevare det grønne image, så ender det sandsynligvis med, at de må give køb og acceptere øgede skatter, afgifter og tæsk til landbrug og transport.

Det vil til gengæld åbne en gevaldig flanke til LA og DF, som begge godt kan holde til at stå uden for eksempelvis en virkemiddelsaftale på landsbrugsområdet.

Julefreden vil snart sænke sig over en bred klimaaftale. Freden bliver dog kortvarig, og forude venter et vanskeligt forår, hvor de lette klimamæssige skåltaler skal omsættes til konkret handling.

-----

Benny Damsgaard (f. 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Nye Borgerlige er også bare politikere Benny Damsgaard: Nye Borgerlige er også bare politikere Næste artikel Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende Benny Damsgaard: Radio24syv var sin egen værste fjende
Ellemann slap helskindet gennem landsmødet

Ellemann slap helskindet gennem landsmødet

ANALYSE: Efter en dårlig optakt med intern uro og en mislykket duel med statsministeren lykkedes det Jakob Ellemann-Jensen at stabilisere situationen på Venstres landsmøde. Men de politiske uenigheder i partiet består, og intet tyder på, at Inger Støjberg har tænkt sig at stikke piben ind.