Alt peger på Mona Juul som ny K-leder. Men ingen ved reelt, hvad hun vil med partiet

Og mange K-borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer kan takke hans personlige popularitet for, at de blev valgt ind i 2021.

Især fra 2019 til 2022 var Konservative synonymt med Søren Pape. På godt og ondt. På den gode side trak hans dengang stigende personlige popularitet målingerne op, så man til sidst, for første gang siden Schlüter, turde drømme om statsministerposten.

Bagsiden af medaljen har der været skrevet meget om – også af denne skribent. Da Papes personlige popularitet kollapsede under valgkampen i 2022, kollapsede målingerne sammen med drømmen om landets højeste embede. Projektet havde været for tyndt og forarbejdet for ufuldstændigt.

En anden og mindre omtalt bagside ved den store fokus på Pape og hans "power" var, at resten af gruppen undervejs gled ud i glemslen.

Hvor der under VLAK-regeringen var plads i offentligheden til både erhvervsminister Brian Mikkelsen og socialminister Mai Mercado, så var der i partiets kommunikation i sidste periode kun plads til "Pape Power".

Billedet er blevet lidt mere nuanceret siden valgnederlaget i 2022. Magten, som i sidste periode entydigt lå hos Pape og hans nærmeste rådgivere, er, efter krav fra gruppen, til dels blevet omfordelt. Gruppen har fået større indflydelse og især rådgiverne mindre.

Hvis valget som ventet falder på Mona Juul, vil det konservative bagland tage godt imod hende.

Benny Damsgaard

Siden valget i 2022 er billedet af Konservative derfor også blevet lidt mere nuanceret. Især den politiske ordfører Mette Abildgaard har fået en stærkere profil.

Det samme har den nu tidligere gruppeformand, Mai Mercado, som har været en vokal kritiker af regeringen i især FE-sagen.

I perioder har også sygemeldte Rasmus Jarlov været meget aktiv på især X med kantede udmeldinger – dog ofte til resten af gruppens udtalte irritation. 

Men så stopper det stort set også der. Resten af folketingsgruppen er mere eller mindre ukendt i den brede offentlighed. Det gælder også den sandsynlige arvtager til Søren Pape, den nyvalgte gruppeformand Mona Juul, som offentligheden kender meget lidt til personligt og politisk.

Pilen har peget på Mona Juul i et stykke tid. Først og fremmest fordi den naturlige arvtager, Mette Abildgaard, har ladet forstå, at hun ikke har ambitionen nu. Abildgaards børn er stadig små, og hun har ikke appetit på jobbet som partileder i et parti under pres. I stedet har Abildgaard ladet forstå, at hun støtter Mona Juul.

Det er den konservative folketingsgruppe, som enevældigt vælger partiets politiske leder. Kigger man rundt i gruppen, er der ingen, der i dag har styrken eller viljen til at udfordre Mona Juul. Og ingen udenfor gruppen har efter Papes død appetit på at åbne et slagsmål om lederskabet.

I gruppen er vurderingen, at den naturlige nationalkonservative kandidat, Rasmus Jarlov, sandsynligvis har lysten til at overtage lederskabet, men han har i dag ikke styrken.

Efter at Khader blev smidt ud af partiet i 2021 og Marcus Knuth og Britt Bager mistede deres mandater i 2022, er hans indflydelse i gruppen reduceret.

I perioder har også fynske Mai Mercado været nævnt som en potentiel kompromiskandidat. Lidt i stil med den rolle Bendt Bendtsen havde efter fløjkampen mellem Hans Engell og Per Stig Møller i 90'erne.

Spekulationerne har dog i et stykke tid været for nedadgående, og efter at Mai Mercado opgav posten som gruppeformand til fordel for Mona Juul, er vurderingen internt, at hun har opgivet egne ambitioner for nu i stedet at kaste loddet i Mona Juuls vægtskål.

Men hvad er det så for et Konservativt Folkeparti, man får med Mona Juul som politisk leder? Ja, det korte svar er, at det er der reelt ingen der ved – på nær måske hende selv.

Mona Juul blev medlem af Det Konservative Folkeparti i 2018, et år før hun blev valgt ind i Folketinget, og har ikke en fortid i KU eller partiet. I stedet kommer hun med en erhvervsbaggrund som partner og direktør i et større århusiansk reklamebureau.

Efter hun blev valgt, har hun især brugt tid på to meget klassiske konservative ordførerskaber, erhverv og klima. På det sidste område har hun profileret sig som en aktiv kritiker af regeringen, som hun har kritiseret for nøl og for ikke at være ambitiøs nok.

Den naturlige nationalkonservative kandidat, Rasmus Jarlov, har sandsynligvis lysten til at overtage lederskabet, men han har i dag ikke styrken.

Benny Damsgaard

Omvendt har det på de indre linjer fra regeringen lydt, at hun er langt bedre til at kritisere offentligt end til at komme med konkrete løsningsforslag inde ved forhandlingsbordet. 

På erhvervsområdet er hun først og fremmest kendt for hendes tætte forbindelser til erhvervsorganisation, Dansk Erhverv, som hun kender indgående fra hendes tid som formand for reklamebranchen. En relation der har fået hendes kritikere til at omdøbe hendes ordførerskab fra at være erhvervsordfører til at være "Dansk Erhvervsordfører".

Hvad hun mener om politiske spørgsmål udover de to ordførerskaber er imidlertid et åbent spørgsmål. Hun har ikke markeret sig offentligt på klassiske konservative områder som rets- eller forsvarsforsvarspolitik. Eller på værdipolitiske spørgsmål som udlændinge eller religion.

Der er flere konservative koryfæer som Per Stig Møller, Connie Hedegaard og tidligere generalsekretær John Wagner, som længe har talt varmt for Mona Juul. De tilhører alle det, man traditionelt ville kalde partiets venstrefløj.

Meget kunne derfor tyde på, at der er en forventning hos den del af den gamle garde om, at hun vil trække partiet lidt væk fra den relativt nationalkonservative linje, som Søren Pape trak partiet ind på de seneste år, og som blandt andet John Wagner offentligt har kritiseret.

Fra den nationalkonservative del af partiet har Marcus Knuth imidlertid også været ude og rose Mona Juul og understrege, at han mener, at hun vil være den rette til at "favne hele partiet". En udtalelse der dog både kan ses som et varselsskud eller ros afhængigt af udgangspunktet.

Da Søren Pape kom til i 2014, var det relativt uklart, hvad han mente om mange landspolitiske spørgsmål. Han havde indtil da primært markeret sig lokalpolitisk. Resultatet af dette landspolitiske "holdningsvakuum" blev, at de forskellige fløje i partiet projicerede de holdninger ind i ham, som de gerne ville have han stod for.

Den midtsøgende – nogen vil sige socialkonservative – del ville have, at han skulle være en dansk Erna Solberg med bred, midtsøgende konservatisme i stil med den, man så på Frederiksberg. Andre fra især 80'er-generationen ville have en mere liberal linje tættere på LA, som dengang i 2014 var på vej frem. Den mere nationalkonservative del ville have, at han skulle gå mod højre og sige nej til "Nazi-Islamisme".

Uklarheden forsvandt for alvor først, da Pape blev justitsminister og fandt sig selv i landspolitik med en linje tydeligt til højre for Venstre. Det sted hvor Konservative traditionelt har ligget politisk.

Indtil Mona Juul begynder at fremlægge hendes bud på, hvor Konservative skal ligge, vil usikkerheden og dermed også projiceringen fortsætte. Det kan i en periode være en fordel og give bred opbakning internt, men i løbet af kort tid vil det give uklarhed hos vælgerne.

Men kan hun ikke bare fortsætte den linje, som Søren Pape har lagt? Til at starte med, jo. I løbet af kort tid er hun dog tvunget til selv at formulere sit eget projekt.

Hun har ikke markeret sig offentligt på klassiske konservative områder som rets- eller forsvarsforsvarspolitik.

Benny Damsgaard

Den linje Konservative havde under Pape var præget af, hvem han var som person, hans baggrund i KU i 80'erne og 90'erne, og de værdier, han havde med fra Viborg.

Mona Juuls udgangspunkt og personlighed er en anden, hvad man tydeligt kunne se i Politikens portræt på dagen, hvor Pape falder om. Her fortælles blandt andet en historie om, at hvor der på Papes kontor hang billeder af Thatcher, så er den primære udsmykning på Mona Juuls kontor et billede af en "masturberende kvinde".

Hvis valget som ventet falder på Mona Juul, vil det konservative bagland tage godt imod hende. Baglandet kan godt lide hende, og der er en instinktiv positiv indstilling hos mange konservative til at få en leder med en klar erhvervsbaggrund.

Udfordringen for Mona Juul bliver imidlertid, at forskellen på politik og erhvervsliv er stor, og at der er meget få eksempler på succesfulde erhvervsfolk, som også bliver succesfulde politikere.

Især hvis de ikke har tænkt meget grundigt over, hvad de egentlig mener politisk.