Tidligere generalsekretær i K: Søren Pape betalte måske den højeste pris for et liv i politik

Ærkekonservativ

Han var først og sidst konservativ. For ham var der kun det parti. Og han bidrog såmænd selv: fra kampen om borgmesterposten i Viborg til de bedste stunder på Christiansborg og i folkehavet til efternavnet ”Folkeparti”.

Han kunne på sine bedste dage være ægte folkelig – hvad også kræver sund ydmyghed – når ikke spindoktorer opildnede ham til forsøg på at være for smart. Det lå nemlig ikke til ham. Han var vel jyde.

Slagfærdig og en fremragende taler på partiets landsrådsmøder – allerbedst, indtil ansvaret begyndte at tynge. Ansvarets åg.

Han var først og sidst konservativ. For ham var der kun det parti. 

John Wagner
Politisk kommentator

Fordomsfriheden kom helt sikkert med homoseksualiteten, som han helst havde set som et privat anliggende, men på godt og ondt mødte offentlighedens – især pressens - nysgerrighed, da han pludselig på afbud blev partiformand.

Ansvars- og fællesskabsfølelsen havde rod i kærligheden til adoptivforældrene, som var gensidig og synlig på landsrådsmøde efter landsrådsmøde – i fremgang måske de bedste timer i hans alt for korte liv.

Også ligefremheden og åbenheden, begejstringen for Melodi Grand Prix og julepynt, møbelklassikere og de grønklædte superliga-spillere i Viborg Fodsports Forening var pejlemærker i et ikke ukompliceret, men i bedste forstand jævnt og muntert liv.

Respekten for arbejde tog han med fra gården hjemme og arbejdspladsen i Bjerringbro. Forståelse for det lokale fra borgmesterperioden i Viborg.

Efterlader uforløste drømme

I partiet og på Christiansborg vil han blive savnet mange år frem. Ikke som en uundværlig chefideolog eller -strateg, men som det gode menneske med konservative dyder, sympatiske og velmente synspunkter – måske i virkeligheden for god og for skrøbelig til dansk politik.

Udadtil med det skæve smil, vi alle mødte, men også antydningen af alvor og noget… uforløst.

Tænk, hvis ikke komplikationerne i og med hans ægteskab, skattepolitik som valgkamptema, efterfølgende stressede Grønlands-udtalelser, komplicerede indspark fra fokusgrupper og meningsmålinger havde ødelagt Sørens valgkamp i 2022.

Måske havde hans folkelighed, pragmatiske indstilling og ikke uefne politiske snilde så gjort ham til statsminister.

Men desværre for ham og partiet forblev det netop uforløst. Hvad han aldrig klandrede andre for, men nærmest med skorpioner piskede sig selv for.

Søren kom altså ikke til at gå over i historien som en ny Schlüter, hvad han også fra begyndelsen havde frabedt sig al tale om. Han var ikke en bulderbasse som Hans Engell og vil heller ikke blive mindet som en politisk tænker på linje med Per Stig Møller.

Han så nok sig selv mere som en Poul Sørensen, ”partiejeren” i 1960’erne og VKR-regeringens konservative indenrigsminister, som desværre også døde i tjenesten.

Pape skulle være trådt i karakter

Det politiske liv bød som bekendt på op- og nedture. De seneste to år desværre mest af det sidste. Men der var så sandelig også storhed.

Han blev genvalgt som borgmester, da mandattallet i Folketinget blev fordoblet, og da meningsmålinger toppede på niveau med "gamle dage", da Schlüter var statsminister.  

Måske det værdimæssigt i virkeligheden toppede for ham selv, da han som justitsminister afskaffede forældelsesfristen for seksuelle overgreb på børn og året efter på det konservative landsrådsmøde blev hyldet af sangerinden Pernille Rosendahl for dette initiativ.

Retrospektivt kan man måske ærgre sig over, at han ikke oftere trådte i karakter.

John Wagner
Politisk kommentator

Den aften kunne man virkelig se Søren nyde livet som den konservative med et meget menneskeligt ansigt, som han også i overført betydning var.

Resultatsøgende, når han som justitsminister skulle skabe tryghed for den enkelte, når erhvervslivet skulle forkæles, forsvaret forstærkes, og når de svageste i samfundet havde behov for en særlig indsats - hvorfor han aldrig skulle være sendt i byen med krav om topskattelettelser til de rigeste.

Det var jo ikke den Søren, der tidligere flyttede stemmer over midten i dansk politik!

Retrospektivt kan man måske ærgre sig over, at han ikke oftere trådte i karakter, sådan som han som sin sidste politiske positionering gjorde for få dage siden med meldingen om, at han nu selv ville overtage ansvaret for partiets deltagelse i forsvarsforligsforhandlingerne med krav om endnu flere værnepligtige, både mænd og kvinder, og endnu flere penge til forsvaret af både Danmark og Ukraine. Altså, en klar konservativ markering.

Betalte måske den ultimative pris

Der blev efter 2022-valget gjort grin med den såkaldte ”Pape Power”, der var udeblevet.

Måske den udeblev, netop fordi forventningerne blev for store og det hele for iscenesat, forlorent og kunstigt. For meget spin, for lidt Søren.

Måske var livet heller ikke altid lige let, når pressen interesserede sig mere for det private end det politiske.

Måske var livet heller ikke altid lige let, når pressen interesserede sig mere for det private end det politiske.

John Wagner
Politisk kommentator

Og når partiet var i vildrede og ubalance, utålmodigt efter en ny storhedstid, som man pludselig fik smag for med opturen i meningsmålingerne forud for det seneste valg og det dermed følgende, ulyksalige statsminister-kandidatur.

Det var nok heller ikke Sørens opfindelse.

Søren betalte således flere gange i sine ti år som konservativ partiformand en høj pris for at stå i spidsen for et kriseramt parti med statsminister-drømme.

Den slags hænger ikke sammen. Det kan gå op, det kan nå ned, som Schlüter engang sagde og tilføjede: Det skal nok gå.

Men det gjorde det kun for Søren Pape Poulsen frem til fredag aften, hvor han midt i en tale om ældrepolitik og forsvarsforhandlinger og med en klar afstandtagen til Trump faldt om blandt sine allernærmeste partifæller med en dødelig hjerneblødning - og dermed måske betalte den højeste pris for et liv i politik.

Æret være Søren Pape Poulsens minde og alle gode tanker til hans kærlige forældre.