Benny Damsgaard: Når ministerbilen ikke kommer længere

KOMMENTAR: Skiftet er brutalt, når ministerposten forsvinder. Og det er langtfra alle ministre, som klarer overgangen til almindeligt folketingsmedlem lige godt. Benny Damsgaard skriver om skiftet fra magtens centrum til yderste kontorrække på Ridebanen.

"Jeg var ingenting længere. Jeg har aldrig følt mig så forhenværende. Forhenværende minister, forhenværende vigtig, forhenværende sjov."

Citatet stammer fra Folkemødet 2018, hvor tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S), i en samtale med miljø- og fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V), skulle tale om det at vokse op i en politikerfamilie og dele anekdoter fra et liv i og med politik.

Selvom Hækkerups citat blev sagt med et smil på læben, så indkapsler det alligevel godt den virkelighed, der venter en minister, når man ikke længere er det. Magten og indflydelsen er stort set væk, og det dybt professionelle ministerielle apparat, som før servicerede en 24 timer i døgnet, og som endda også – i hvert fald i Nick Hækkerups tilfælde – grinede høfligt ad ens smådårlige vittigheder, er pludselig væk.

De barske realiteter er jo, at det ikke er ens store personlige kvaliteter som minister, der gør, at man konstant blev forsøgt lobbyeret af de store organisationer, at man får langt flere interviewforespørgsler, end man kan og vil sige ja til, eller at man bliver inviteret til premierer, modeshows og til kur hos dronningen. Det er posten. Det er, fordi man er minister. Og det øjeblik, man ikke er det længere, så skifter bedetæppet retning mod den nye minister. Øjeblikkeligt.

Det skifte er menneskeligt hårdt – uanset hvem det rammer. Og om kort tid, når valget er overstået, vil det som minimum ramme ministrene fra Liberal Alliance, som Dansk Folkeparti allerede har dømt ude, og måske endda hele regeringen, hvis oppositionen vinder.

Alle, der har opholdt sig på Christiansborg i tiden umiddelbart efter et valg, er stødt på friskt afgåede ministre, der går hvileløst, ja, næsten hjælpeløst rundt på gangene. Man kan kende dem på, at de stadig er lidt pænere klædt end det gennemsnitlige folketingsmedlem, at de ofte har lidt for god tid til at småsnakke ved rygeboksen, og på at de lige igen skal lære, hvordan kaffemaskinerne i tekøkkenet fungerer.

De fleste forhenværende ministre nyder tydeligt det første stykke tid i friheden. Arbejdspresset som minister er ubarmhjertigt for selv den mest arbejdssomme. Men når der først er sovet ud, så melder rastløsheden og kedsomheden sig. At skifte fra en hverdag som minister til MF i opposition er som at gå fra Superligaen til 2. division. Det er stadig på forholdsvis højt niveau, men tempoet og presset er bare ikke det samme.

Pludselig er fire år til næste valg rigtig lang tid, og det bliver naturligt for mange at begynde at overveje, om det måske var tid til at skifte spor ud til ”virkeligheden”. Væk fra de evigt kværnende og destruktive sociale medier, væk fra en evigt kritisk presse og ud til forventningen om bedre løn og mere menneskelige arbejdstider.

Hvordan vil de nuværende ministre så klare skiftet til opposition? For det første vil flere af dem stoppe i politik i løbet af næste periode. Zetland har opgjort, at 32 MF’er i denne periode har meddelt, at de ikke vil være med længere. Det svarer til over 18 procent af Folketinget. I valgperioderne fra 2005 og frem har tilbagetrækningen ligget på et lignende højt niveau. 30, 39 og 30 politikere valgte selv at sige farvel i de tre foregående valgperioder.

Mange af de politikere, der overvejer sporskiftet, finder dog hurtigt ud af, at politisk erfaring på topniveau på ingen måde er en garanti for, at det er let at få et godt arbejde udenfor.

Det er der flere grunde til. For det første er det kun få toppolitikere, som har reel erfaring med at drive virksomhed, eller som har prøvet at have personaleansvar for mange medarbejdere. Nok er en minister formelt i spidsen for sit ministerium, men det er departementschefen, som har det øverste personalemæssige og driftsmæssige ansvar i et ministerium.

For det andet er der baggagen. Det er ikke alle virksomheder eller organisationer, som ønsker at blive sat i forbindelse med et bestemt parti, hvilket man ofte vil blive, hvis man rekrutterer en aktiv politiker til en toppost. Der skal gerne en afkølingsperiode ind over, hvilket er en af grundene til, at konsulentbranchen er et ofte brugt første stoppested for tidligere ministre – eller rådgivere.

Hvis det så lykkedes at komme godt ud i virkeligheden, så finder mange politikere og rådgivere ud af, at nok er der langt færre kriser og ikke mindst et langt bedre forhold mellem arbejdstid og løn ude på ”den anden side”. Men for alle, der har fået politik og Christiansborg i blodet, så er det ofte også ret kedeligt!

--------------

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese, hvor han har ansvar for politisk rådgivning af udvalgte klienter. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Lars Midtiby: Nekrolog over Folkebevægelsen mod EU Lars Midtiby: Nekrolog over Folkebevægelsen mod EU Næste artikel Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.