Der er gået politik i corona – og det er sundt

Folkestyre er ikke nemt og skal heller ikke være nemt. Den lange undtagelsestilstand i dansk politik, hvor partierne på Christiansborg ikke for alvor turde udfordre S-regeringens enerådige beslutninger, er langt om længe slut. Endelig er der igen opstået reel polemik om, hvordan vi som samfund skal lære at leve med sygdomme, som i værste fald kan ramme ældre og de mest sårbare borgere.

For første gang i mere end 600 dage kunne statsminister Mette Frederiksen (S) ikke blot diktere, hvilke restriktioner, som regeringstoppen mener, er nødvendige, da hun mandag aften holdt endnu et coronapressemøde i Spejlsalen. Den nye epidemilov betyder, at S-regeringen nu er tvunget til først at finde parlamentarisk opbakning i Folketinget, og det er en tiltrængt tilbagevenden til mere normale tilstande.

Hvis S-regeringen for alvor havde erkendt, at magtbalancen er tippet, ville pressemødet have været skubbet, indtil Folketingets Epidemiudvalg havde holdt sit møde her tirsdag. Dybest set er det ikke længere helt så afgørende, hvad statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke måtte mene og ønske, men derimod hvad et flertal i Folketinget rent faktisk vil stemme for.

Tiden, hvor Socialdemokratiet kunne bestemme alene, er forbi, og på klassisk vis har Radikale genvundet rollen som tungen på vægtskålen. Uanset, hvordan partierne hver især stiller sig til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, må de nu argumentere for deres holdninger og kan ikke længere bare dække sig ind under frygtsomhed.

Efter en lang og hektisk periode, hvor folkestyret i flere tilfælde blev kortsluttet, er det et sundhedstegn, at beslutningsprocesserne omsider er blevet mere gennemsigtige, og klassifikationen af corona som "samfundskritisk sygdom" nu kun kan ske efter anbefaling fra Epidemikommissionen, og et flertal i Folketingets Epidemiudvalg dernæst skal godkende anbefalingerne.

For det er og bliver et højpolitisk spørgsmål, hvordan en stigning i antallet af coronasmittede kan og bør håndteres. Som alle andre spørgsmål, der griber ind i borgernes hverdag og bevægelsesfrihed, findes der ingen neutrale løsninger. Tusindvis af hensyn skal balanceres i forhold til hinanden, og dét er et parlament nu engang væsentligt bedre til end en etparti-regering.

Fra nu af skal regeringstoppen og myndighederne igen til at argumentere åbent og offentligt for, hvad de gør og hvorfor.

Lars Trier Mogensen

Statsminister Mette Frederiksen har ikke længere selv den fornødne og naturlige autoritet til at kunne overbevise den brede befolkning. Den aktuelle minkskandale har svækket vælgernes tillid til, at S-regeringen evner at træffe gennemtænkte og afbalancerede beslutninger, og så meget desto vigtigere er det, at Folketinget nu har overtaget kontrollen, og at restriktionerne ikke længere blot kan besluttes i en lille lukket kreds inde i Statsministeriet.

Den historisk enestående situation med en etparti-regering, der har overlevet mere end to finanslove, har vist sig at være ustabil og vakkelvorn. Når Folketinget ikke tør træde i karakter som lovgivende magt, men overlader hele initiativet til regeringen, er der alt for stor risiko for lovsjusk og magtfuldkommenhed.

De seneste mange måneder har udstillet, at der ofte laves fejl hos både myndighederne og ikke mindst i regeringstoppen. Status er, at Danmark i dag ikke kan siges at være noget nær verdensmester i coronabekæmpelse, blandt andet fordi Epidemikommissionens anbefalinger ikke engang er blevet fulgt.

Hidtil er regeringsapparatet ikke blevet udfordret skarpt nok, og det er derfor mildest talt på høje tid, at den centraliserede topstyring, som tidligere og flere gange har vist sin skrøbelighed under Mette Frederiksens regeringstid, nu afløses en mere demokratisk proces.

Hvis partierne, der er repræsenteret i Folketingets Epidemiudvalg efter størrelse, hver især har deres meningers mod og politiske integritet, vil noget af det allerfineste ved det danske folkestyre snart kunne genskabes, nemlig det fænomen, som kaldes for en "kort magtdistance", og som i sin tid var nomineret til Bertel Haarders Danmarkskanon:

"Det danske samfund er efter manges opfattelse præget af kort afstand mellem folket og magthaverne, mellem høj og lav, ligesom der er en uhøjtidelig og antiautoritær tilgang til magten. Den korte magtdistance gælder ikke kun i politiske forhold men også i børneopdragelsen, hvor danske forældre og lærere i udpræget grad opfordrer til selvstændighed hos børn og elever, og der generelt altid kan stilles spørgsmål til autoriteter".

Netop muligheden for at stille spørgsmålstegn ved magthavernes beslutninger er det nye, og når man nærlæser Sundhedsstyrelsens vurdering af udfordringerne for sundhedsvæsenet i den forestående vintersæson, bliver det hurtigt klart, hvor omdiskuteret årsagerne til en mulig overbelastning reelt er.

Selve begrundelsen for igen at opkvalificere covid-19 til en "samfundskritisk sygdom" bygger på en række faktorer, hvor eftervirkningerne af sommerens sygeplejerskekonflikt faktisk fremhæves som én af de vigtigste. Når der kan være en risiko for, at enkelte sygehusafdelinger, særligt i Region Hovedstaden, risikerer at ramme en spidsbelastning, handler det hverken om vacciner eller partybusser, men derimod om mangel på kvalificeret arbejdskraft:

"Efter konflikten på sygeplejerskeområdet er det blevet tiltagende vanskeligt eller umuligt for sygehusene at indgå aftaler om ekstraarbejde, som normalt er et vigtigt redskab til at håndtere perioder med øget pres," hedder det i Sundhedsstyrelsens kortlægning af mulige faresignaler, og videre: "I flere regioner er eksisterende aftaler herom varslet opsagt, ligesom sygeplejersker fra de strejkeramte afdelinger skal afvikle deres ferie inden årets udgang".

På pressemødet mandag aften erkendte statsminister Mette Frederiksen da også, at frygten for en belastning af sundhedsvæsenet hænger direkte sammen med det giftigt konfliktfyldte forhold til landets sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Hun valgte tilmed at konfrontere problemet partipolitisk ved dels at beskylde tidligere borgerlige regeringer for at have udsultet sundhedsvæsenet med besparelser og dels ved at opfordre sygeplejerskerne til at give den ekstra skalle.

Statsminister Mette Frederiksen har ikke længere selv den fornødne og naturlige autoritet til at kunne overbevise den brede befolkning.

Lars Trier Mogensen

Begge fronter er politisk set helt legitime, altså både angrebet på de borgerlige partier for ikke at have bevilget penge nok til sundhedsvæsenet såvel som opfordringen til sygeplejerskerne om at droppe den omsiggribende trodsighed. Men begge fronter er tydeligvis partipolitiske og dermed positioner, som andre oplagt vil være højlydt uenige i.

Umiddelbart kunne statsminister Mette Frederiksens dobbelt-udfald ses som en risikabel strategi, ganske enkelt fordi hun fremprovokerer modreaktioner, og således selv gør coronapolitikken til et politisk konflikttema. Sygeplejerskerne har da også straks udnyttet åbningen til at påpege det indlysende, nemlig at S-regeringens eget lovindgreb i konflikten har været med til at forårsage de problemer, som sundhedsvæsenet nu står i.

Men sådan må det være: Corona er blevet forvandlet til almindelig politik, og såvel Socialdemokratiet som de andre partier har nu frit lejde til at diskutere alle de dybereliggende samfundsproblemer, som epidemien har fremkaldt og gjort tydeligere. Så længe ét parti ikke længere har vidtgående beføjelser til at regere alene, er det en styrke, når forskellige meninger brydes.

Mandagens pressemøde markerede et nyt kapitel i dansk politik: Som en række meningsmålinger også dokumenterer, er epoken, hvor Mette Frederiksen stod urørligt som situationens generalstabschef, afløst et mere åbent slagsmål, hvor hendes genvalg langt fra er statsgaranteret.

Hvis Socialdemokratiet formår at overbevise vælgerne om, at de har bedre løsninger end de andre partier – på alt fra akut vaccineudrulning til skævheder i lønstrukturen – kan Mette Frederiksen meget vel ende med at få endnu en periode som statsminister. Men automatikken er slået fra.

Den korte magtdistance er langt om længe på vej tilbage: Fra nu af skal regeringstoppen og myndighederne igen til at argumentere åbent og offentligt for, hvad de gør og hvorfor – og allermest afgørende overbevise et flertal i Folketinget, før de kan skride til handling. Det virker på alle måder mere betryggende.