Christian Egander Skov: Ellemann blev ansigtet på Venstres problem – men han var ikke problemet

Men vigtigere end det: I sommeren 2022 var man allerede langt inde i udviklingen af, som understreget, hvor langt partiets ledelse var fra Venstres folkelige rødder.

Det havde allerede på det tidspunkt antydet potentialet for Inger Støjberg og det parti, Danmarksdemokraterne, hun lancerede netop den sommer.

Jakob Ellemann havde ikke skabt alle disse problemer. Mange af dem havde han arvet.

Men Ellemann var gjort af samme stof som problemerne, var selv fra begyndelsen en del af problemet og har siden kun gjort Venstres problemer værre og dybere.

Et af Venstres problemer er, at de forskellige positioner har aflejret sig i partiet

Christian Egander Skov

Ellemann var en del af problemet. Men han er ikke problemet. Der er ingen nem vej for Venstre uden Ellemann, men det var i stigende grad blevet klart, at der slet ikke var nogen vej med ham.

Venstre er siden 1980’erne gået fra at være et udpræget landbrugsparti til at være et udpræget liberalt parti under Uffe Ellemann til at blive et slags konservativt-liberalt folkeparti under Anders Fogh.

Partiet blomstrede på hver sin måde i hver af disse faser. Det gjaldt også det foghske Venstre. Inden det afblomstrede.

Det var indledningsvist præget af masser af energi, siden aftog det, således at det umærkeligt gled over i Lars Løkke Rasmussens fetichering af det politiske håndværk.

Et af Venstres problemer er, at de forskellige positioner har aflejret sig i partiet. Det hele ligger lag på lag. Hulter til bulter, ville onde tunger sige.

Ligesom når man ser ældre menneskers stuer, der gennem årene er blevet konverteret til opbevaringsrum for allehånde memorabilia og møbler indsamlet gennem et langt liv. Charmerende nok, men også rodet.

Da Ellemann tog over, var det allerede, som om de forskellige principper for boligindretning strittede. Partiet var ikke et hele, men åbenlyst en sammensat størrelse.

Dette forhold havde givet Venstre styrke, men også en vis uafklarethed.

Det gav Venstre en bunden opgave, nemlig at være mere en én ting. At kunne balancere. Ellemann magtede ikke den balance. Ville den nok heller ikke. I hvert fald ikke nok.

For ham blev det et spørgsmål, om at der måtte lægges en klar linje. Om det skete på baggrund af dyb analyse eller af vanvare er svært at sige.

Forsøget på at skabe en slags husfred ved at gøre Støjberg til næstformand tyder på det sidste. Men det var også en pacificeringsøvelse. Den slog i den grad fejl.

Og så måtte der under alle omstændigheder lægges en kurs.

Ellemann lyttede her til dem, der opfattede det som Venstres grundproblem, at man var blevet inficeret af ”nationalkonservatisme”, som udfordrede den ægte liberalisme.

Det er en variation over et tema, som findes på hele centrumhøjre.

Den ægte liberalisme var vel at mærke ikke minimalstatsliberalismen, men en frisindet, individualistisk politik med udgangspunkt i den urbane, øvre middelklasses progressive værdier.

”Mere frihed – flere muligheder”, som det hedder i partiets aktuelle slogan.

I forhold til centrale politikområder som velfærdsstatens eksistens og indretning var den pragmatisk.

Her handlede det først og fremmest om at indrette velfærdsstaten således, at den netop gav plads til individualismen.

Derfor var det nok et chok, da Ellemann trak Venstre ind i det, der skulle blive SVM-regeringen, men egentlig kun fordi det brød med vores andres vanetænkning

Christian Egander Skov

Ifølge denne analyse var Venstres problem, at man for at behage den ”nationalkonservative” del af borgerligheden havde udvandet sin liberalisme.

Venstre havde opbrugt sig selv indadtil, men også udadtil hvor man havde været for optaget af at være leder af blå blok til at huske, at man var et liberalt parti.

Det havde gjort partiet uattraktivt for den veluddannede midtervælger i de store byer.

Den borgerlige blokpolitik stod kort sagt i vejen for moderniseringen af Venstre, fordi den fastholdt Venstre i en relation til en ikke-progressiv borgerlighed.

Derfor var det nok et chok, da Ellemann trak Venstre ind i det, der skulle blive SVM-regeringen, men egentlig kun fordi det brød med vores andres vanetænkning.

Skridtet lå i forlængelse af et bevidst forsøg på at modernisere Venstre og gøre op med arven efter Fogh.

I lang tid har Venstre-folk afvist, at der overhovedet har været et forsøg på at flytte Venstre i nogen retning.

På trods af alle bevægelser har Venstre angiveligt stået, hvor det altid har stået, nemlig dér hvor man ved, hvor man har det.

Venstre skifter fortæller, men hvad med fortællingen? Det er straks mere tvivlsomt

Christian Egander Skov

Også dette er forandret. Da Ellemann vendte tilbage fra sin sygeorlov, indstillede han mummespillet og forsøgte sig med en mere offensiv stil.

Han satte alt på et bræt og ville fortælle, hvad han og Venstre stod for. Afvisningen af det borgerlige samarbejde blev skåret ud i pap.

I et interview på Deadline understregede han, at Venstre ikke var et borgerligt-liberalt parti, men et liberalt, borgerligt parti. En markant forskydning.

”Danmark har mistet et folkeparti, og i stedet har vi nu fået et – i mangel af bedreudtryk – ungdomsparti for modne mennesker, der aldrig er vokset fra 90’erne,” konkluderede Zetlands Mahamad-Bakher Sabah i en reportage.

Ellemann ville genskabe sin fars liberale parti og kule Foghs folkeparti i graven.

Nu er Ellemann fortid. Venstre skifter fortæller, men hvad med fortællingen? Det er straks mere tvivlsomt. For nu at sige det med en af den slags jydske underdrivelser, som engang var Venstre-sprog.