Fra "jeg" til "vi"

Pape kom med andre ord ud af afstemningen med buler i forskærmen så store, at de er uundgåelige at lægge mærke til. Og klapsalverne, han modtog, da han blev genvalgt som formand, var ikke høje nok til at overdøve mislydene fra et splittet parti.

Det nærede han åbenlyst heller ingen illusioner om. Den tale, han holdt, havde ét formål: samling.

Det var ikke en udadvendt tale, men en indadvendt. Mere partiterapi end valgkamp. Der var simpelthen tidspunkter i talen, hvor man ikke vidste, om Pape talte om samfundet eller om partiet. For eksempel da Pape sagde sådan her:

"Derfor er det tid til, at vi finder sammen igen. Det kan vi gøre gennem vores fælles rødder. Vores traditioner, normer og sprog. Vores historie og værdier."

Sætningen er også sigende for det retorisk glid, Pape foretog fra "jeg" til "vi". Han forlod hele den strategi, partiet havde slået sig op på frem mod folketingsvalget sidste år med Pape Power, skattelettelser og statsministerpost. 

I år handlede det om fællesskab og tid til familien. Selv gamle gangere som modstanden mod Christiania blev trukket af stalden.

En bevægelse, der skal løse hans grundlæggende problem: Hvordan indrømmer man store fejl og et endnu større nederlag ved folketingsvalget, samtidig med at man gør hævd på at stå i spidsen for sit parti?

Konservative har forladt den store politik og bevæger sig nu ind på den lille hverdagspolitik. Hvor det handler om at lette presset på familierne, gøre det bedre muligt at passe de helt små børn hjemme fremfor at sende dem i vuggestue, og gøre det lettere for kassereren i den lokale håndboldklub.

Det kan man enten se som agilt i forhold til en postliberal tidsånd. Eller som at man – for en stund i hvert fald – accepterer rollen nicheparti, der ikke længere føler reformansvaret for at øge udbuddet af arbejdskraft lige så tungt som før.

Hvordan det hænger sammen med vækst og råderum, fortalte Pape ikke noget om. Og kilder i toppen af partiet fortæller om, at det er en modsætning, der stadig er til forhandling.

Og ligesom sidste års slagnummer om fjernelse af topskatten med Mette Frederiksens mellemkomst bragte K i en skæbnesvanger konfrontation med velfærden, har en politik, der vil åbne for mere fritid til at passe børn, sammen potentiale trods de bløde formuleringer. 

Pape har travlt

Det er let at se, at Pape og co. har nærstuderet, hvordan Alex Vanopslagh har fået vind i sejlene ved ikke at tale om penge og procenter, men om hverdags-eksistentialisme i en borgerlig aftapning.

Der var noget So ein Ding over det. Omvendt er grænsen mellem innovation og kopiproduktion ikke strengt bevogtet i politik.

Målet for Pape var egentlig ikke at tale på vegne af sit parti, men at bringe sig tilbage i den position, hvorfra han kan gøre netop det. Han havde derfor ikke store nye politiske forslag med, der kan tage overskrifterne. I stedet kom han med et nyt sprog og en ny fortælling til sit parti.

Det blev godt modtaget i baglandet. Det Konservative Folkeparti har skiftet fortælling i stedet for at skifte fortæller. 

Om det er nok til at vende den nedadgående strømpil i meningsmålingerne afhænger af, om Pape kan få ørenlyd i vælgerhavet, og om han kan ændre det indtryk af manglende kompetence, hans præstation under folketingsvalget 2022 efterlod.

Kan man med troværdighed tale om krigen og kriserne og om civilisamfundets og familiernes nedslidte resiliens og på den anden præsentere sig selv som svaret på alt det, når man samtidig føler sig nødet til at erklære, "at vi fik klø, da vi spillede med i det politiske Champions League"?
 
Det, han lykkedes med på landsrådet, var at få chancen for at bevise sig på ny. Men de 25 procent, der stemte på Weiss, viser også, at der ikke er meget sand i timeglasset. Pape har travlt.