Pape er blot et kapitel i historien om et parti plaget af selvbedrag og selvskadekultur

Bogstaveligt talt. Der var dørmænd placeret ved indgangene, så pressen ikke kunne komme ind i selve salen for at stille K-medlemmerne spørgsmål fra virkeligheden. Vi måtte sidde oppe på en balkon, og da vi endelig mødte formanden til det obligatoriske pressemøde, var det placeret langt væk fra resten af partiet, som stadig befandt sig inde i konferencemørkets tyste parallelunivers.

I stedet fejrede man – folketingsgruppen, de delegerede, kandidaterne, medarbejderne – sig selv, og at man stadig – hvis man lod som ingenting – kunne tro på, at man stod på tærsklen til noget stort. At man blev størst i blå blok. At man kunne bruge ordene "Danmarks næste statsminister" om Søren Pape uden at blive til grin.

Fra højtalerne gjaldede Fleetwood Macs hit 'Don't Stop', sikkert udvalgt fordi den med sit refræn "Yesterday's gone, yesterday's gone" både har været Bill Clinton og David Camerons kampagnesang.

Det er en af de sange, der lyder gladere, end den egentlig er. Forsanger Christine McVie skrev den til bandkollega, bassisten John McVie, i kølvandet på deres skilsmisse. Og alle opfordringerne til at glemme dagen i går og vende blikket mod en lys og løfterig fremtid er adresseret til ham, der stadig var forelsket i hende og hang ulykkeligt fast i fortiden.  

I dag – efter folketingsvalget 2022 og valgkampen, der gjorde alt det, der foregik på det landsråd, til skamme – er det svært ikke at høre en tydelig efterklang af mørk forudanelse, farce og fortrængning i lige netop dét budskab til K-medlemmerne.

For som psykologer ved, hævner en fortrængt fortid sig altid. Og jo hårdere vi fortrænger, jo hårdere bliver selverkendelsen, når den indtræffer. Nogle gange fortæller vi hellere en ny historie, opretholder den kognitive dissonans, bare for at slippe for det sandhedens øjeblik.

Det er på tærsklen mellem de to veje, Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti befinder sig nu, når de i weekenden trisser ind i Messecenter Herning for igen at afholde landsråd.

I en videre forstand har partiet befundet sig lige der de seneste 30 år. 

Sagen Weiss

Som jernlovene er i politik, har nederlaget ved folketingsvalget i 2022 og meningsmålingerne, der kun er blevet dårligere siden, resulteret i en diskussion om, hvorvidt Pape Poulsen skal fortsætte som formand. Han har for længst mistet det, en partiformand ikke kan holde til at mangle. Medvind, succes, og det ikke at kunne sætte en fod forkert.

Kritikken har været drevet af folk fra den såkaldt Frederiksberg-konservative fløj i partiet og med storhedstiden – og i eks-formand Lars Barfoeds tilfælde behøver den ikke at være så stor endda – bag sig.

Men uden en oprørsleder i aktiv politik – Helsingør-borgmester, Benedikte Kiær har ganske vist været nævnt i forbifarten – sidder Pape nogenlunde sikkert endnu. Det er en anden jernlov i politik: Nogle gange er din bedste og eneste ven som partiformand dit manglende alternativ. Når du kan true med kaos i dit fravær. 

At utilfredsheden med Pape alligevel er til at tage at føle på, kan man se på opbakningen til Pernille Weiss' kandidatur til EP-valget næste år. Partiledelsen vendte tidligere i år meget offentligt ryggen til hende oven på en sag om hendes angiveligt tyranniske ledelsesstil, men nu er hendes mulige kandidatur blevet en stedfortræderkrig for et ulmende opgør med Pape og hans tro væbner, partisekretær Søren Vandsø.

Netop derfor har Pape understreget, at han blander sig H-E-L-T udenom den afstemning, der skal være om Konservatives opstilling til europaparlamentsvalget. Kan man ikke få øje på en ført hånd fra Pape i den sammenhæng, dæmper det måske lysten til at skyde på ham med en stemme på Weiss, er vurderingen.

Men dermed er det altså stadig muligt, at hun på en eller anden måde havner på kandidatlisten alligevel. Det afhænger af den afstemningsform, landsrådets to dirigenter vælger, hvoraf den ene er pikant nok er Weiss' eksmand.

Bliver hun kandidat, kan 51-årige Søren Pape Poulsen skrive endnu et forsmædeligt nederlag på CV'et. Og han står allerede der, hvor han ikke kan tåle ret meget mere af den slags, før han kan tilføje præfixet "eks-" ud for formand. 

Minkkritikken "stak helt af"

Det finder vi alt sammen ud af, inden det bliver frokosttid lørdag. Partiledelsen vil gerne have det overstået hurtigt, så alle, inklusive journalisterne, får andet at beskæftige med.

Det andet er et fornyet fokus på det, man kalder "den konservative fortælling", værdierne om civilsamfundets fællesskab og familien som samfundets elementarpartikel. Det er især Mette Abildgaard og Mona Juhl, der har stået for den opgave, ligesom Kristendemokraternes forhenværende formand og shooting star, Isabella Arendt, har været med i kulissen.

I den ånd er det heller ikke længere Papes ansigt, der skal bære det hele. Manden, der engang var mere populær end sit parti, skal nu konstant flankeres af andre fra gruppen. Før var det ham, der holdt dem oppe, nu er det omvendt. 

Pape står allerede der, hvor han ikke kan tåle ret meget mere af den slags, før han kan tilføje præfixet "eks-" ud for formand.

Alt det med topskatten, og at den er marineret i misundelse, er man på vild flugt fra, og Pape betragter det som en strategisk appelsin i turbanen, at LA tidligere på måneden overtog ejerskabet til topskatte-protesten.

I virkeligheden er de to tilgange forskellige svar på den samme situation. Begge partier ved, at de kommer til at lave et hav af aftaler med SVM-regeringen, men Vanopslagh mener, at det stadig er vigtigt at understrege symbolske forskelle – og topskatten er et af de tungeste symboler i dansk politik – til regeringen i almindelighed og Venstre i særdeleshed.

Pape derimod satser på at fremvise alt det, han får, selv meget små trofæer, i aftaler med Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).

Men for Konservative er der også andet på spil her:

Nemlig det faktum, at havde det ikke været for den kurs, partiet slog ind på under mink- og FE-sagen, hvor det ikke kunne blive anti-Mette Frederiksen nok med rigsret, advokatundersøgelser og højlydte mistillidserklæringer, var man – som en kilde i folketingsgruppen sagde til mig for nylig – "gået i regering".  Kilden sagde også, kritikken af Mette Frederiksen dengang var "stukket helt af".

Og så er vi nået frem til selverkendelsen og den kognitive dissonans. For når et parti går rundt med et falsk billede af sig selv, er vejen til strategiske fejl ryddet for alle forhindringer. 

Konservativ selvskadekultur

Den fortid, partiledelsen gerne ville have medlemmerne til at glemme sidste år, da de spillede Fleetwood Mac, var de seneste 30 års partihistorie. Siden Poul Schlüter tjekkede ud af dansk politik i 1993 i kølvandet på Tamilsagen.

Det var her K indtrådte i en tilstand, hvor man indimellem har haft svært at skelne partiet fra et kollektiv holdt sammen af en gensidig selvskadekultur, der var løbet ud af kontrol.

I nullerne kom Bendt Bendtsen til og på partiets vegne byttede sig til ro på bagsmækken ved at indlade sig på rollen som den blå lillebror på højst ti procent af stemmerne, alle de andre partier i blå blok mobbede, udstillede og grinede af – og tog for givet.

Med tiden sneg de vilde Schlüter-drømme om 20 procent af stemmerne sig alligevel ind på Konservative. Bare man skiftede formand.

I en sky af konfetti blev Lene Espersen i 2008 kåret som formand på et landsråd i Bella Center, hvor medlemmerne viftede med skilte, hvor der stod "Klar Tale" og "Danmarks første seriøse bud på en kvindelig statsminister".

Hvormed Konservative selv havde forsynet offentligheden med det måleinstrument, der skulle tages i brug for at fastslå den nøjagtige dybde af hendes og partiets efterfølgende fald.

Lene Espersen nåede ikke engang en fuld valgperiode, før hun måtte gå af som formand på baggrund af manglende resultater, en totalt mislykket kampagne for at gøre K til de offentligt ansattes parti og ferieture i arbejdstiden.

Det blev Lars Barfoeds lod at indkassere valgnederlaget, da han blev formand i 2011. Det er få partiformænd, der slipper godt fra en halvering af partiet, ikke i længden i hvert fald. Barfoed lignede ikke én, der havde det, der skulle til for at løfte partiet nævneværdigt op fra de 4,9 procent af de krydser, man var blevet tildelt af vælgerne ved FV11. Heller ikke han nåede en fuld valgperiode som formand, og i 2014 blev det Søren Pape Poulsens tur.

Han lagde fra land med en yderligere decimering af Det Konservative Folkeparti ved folketingsvalget i 2015, hvor kun 3,4 procent af vælgerne satte kryds ud for partiet. Og i lang tid så det ud som om eksborgmesteren fra Viborg snarere var et symptom på partiets afgrundsdybe krise end en frelser: Naziislamisme-kampagnen placerede partiet i rollen som højrepopulist, Papes undsigelse af klimapolitikken var helt ude af trit med tiden.

Det var hele dette lange, smertefulde "yesterday", der skulle være "gone" med Pape som statsministerkandidat. 

Ingen bakkede rigtigt op om Pape som statsminister

Hvad der helt præcist var årsagen til hans pludselige popularitet efter 2019-valget, står stadig noget hen i det uvisse.

I kredsen omkring Pape overrakte man sig selv pokalen på baggrund af vælgerundersøgelser, der viste, at der snart sagt ikke var den vælger i hele landet, der ikke hellere ville lade Pape frem for Ellemann fodre huskatten, når familien skulle på sommerferie.

Andre steder så man en tydelig sammenhæng mellem konservativ fremgang og det modsatte i Venstre.

Uanset hvad havde Konservative iført sig en skudsikker vest af ubegrundet selvtillid, da man nåede frem til valget 1. november 2022. Nu skulle man være størst og bestemme.

Venstrefolkene kunne få lov at gå på kompromis med borgerlig kernepolitik for at hente stemmer ind over midten, alt det de ville, men fordi de andre borgerlige partiledere kunne få deres mest mørkeblå drømme opfyldt af Pape Poulsen, ville de pege på ham som statsminister. Og så kunne Venstre ellers skylle Hjort-doktrinen og de sekundære ministerposter ned med en flaske Pape Power. 

Den store hemmelighed op til valget i 2022 var, at der kun én borgerlig statsministerkandidat, og det var Jakob Ellemann-Jensen. 

Problemet var dobbelt.

For det første var der ingen af de andre borgerlige partiledere – måske med Inger Støjberg som undtagelsen – der for alvor så for sig, at Pape skulle lede blå blok som statsminister.

Det var Venstre, der havde drevet forhandlingerne med S-regeringen dengang, Venstre der kunne håndværket på den store måde. Og en vigtig del af grunden til, at man bandt sig så tæt sammen i et samlet blåt forhandlingsfællesskab, var en udbredt frygt for at lade Pape alene med statsministeren. Hvad hvis han endte med at nikke ja til et eller andet?

Den store hemmelighed op til valget i 2022 var, at der kun én borgerlig statsministerkandidat, og det var Jakob Ellemann-Jensen.

Vi turde bare ikke sige det højt, som en kilde fra dengang sagde til mig for nogle uger siden. Pape var dengang så populær, at det måske kunne sikre regeringsmagten, og så blev man nødt til at gøre gode miner til slet spil.

Den anden del af problemet har Pape selv indrømmet som en fejl i et efterhånden berømt interview med TV-Avisen for små to uger siden: at gøre topskattefjernelse, endda finansieret med nedgang i antallet af offentligt ansatte, til en kampdygtig bastion i slaget om regeringsmagten med Socialdemokratiet. 

Papes nedtur skabte socialdemokratisk valgpanik

I interviewet med DR gjorde Pape det til en strategisk bommert foretaget i krigens taktiske tåge. Men sandheden er, at man gjorde det trods højlydte advarsler fra Venstre og i frontalt sammenstød med mere end 30 års borgerlig danmarkshistorie.

Man vinder ikke et valg over Socialdemokratiet på et fordelingspolitisk kryds mellem skattelettelser eller velfærd.

Men fra K lød det dengang, at det bare var noget Venstre havde fundet på, og at venstrefolkene simpelthen ikke havde været modige og dygtige nok.

Det tog Mette Frederiksen omtrent 20 sekunder og et forventeligt slag lige lidt under bæltestedet – der var ikke tale om deciderede fyringer af offentligt ansatte – i en tv-transmitteret partilederdebat at sende Pape i gulvet. 

Spørgsmålet er, om selverkendelsen sætter ind på det landsråd, partiet skal til nu? Om der er nogle, der siger det højt, og om Pape ikke bare kan ride stormen af?

Det var næsten ikke til at tro, at han ikke havde forberedt sig på præcis det slag. Men det havde han ikke.

Papes nedtur gik så stærkt, at strategerne i det socialdemokratiske war room under valgkampen var ved at gå i panik. Man havde satset på, at kampen med Pape og hans topskattelettelser udstedt på de grå fyresedler til velfærdsmedarbejderne, kunne vare valgkampen ud. Men han blev en ikke-faktor efter et par uger, og så var det i stedet Løkke Rasmussen, man skulle håndtere. 

Resten er historie, som man siger. Da Socialdemokratiet mødte ind efter sommerferien sidste år, lå man på lidt over 20 procent af stemmerne. Efter Papes statsministerkandidatur og valgdagen havde S fået en historisk fremgang til 27,5 procent.

Valgnatten blev berømt for klippet med Pape Poulsen, der bevæger sig ind til partifesten på Børsen, lige så storsmilende som dengang få uger forinden på det konservative landsråd. Og totalt forundret, da en journalist fra B.T. spurgte ham, om han gik af som formand.

I salen, hvor han holdt sin tale, nævnte han det også.

"Er det et seriøst spørgsmål," spurgte Pape med et tonefald og en ansigtsmimik fra grænselandet mellem forbavset og forarget.

Man havde tabt én procent og to mandater. Og hvad så? Det går op, det går ned, det går nok alligevel.

Det var en ekstrem form for postmodernisme. Et hurtigt narrativ, hvis formål ikke begrænsede sig til at forme opfattelsen af virkeligheden, men helt at afkoble sig den.

Lige præcis det øjeblik, hvor man – i stedet for at se virkeligheden i øjnene – laver en ny fortælling for at slippe for netop det. Fortrængning for åben skærm.

Et lille nicheparti

Og hvad var virkeligheden?

At Det Konservative Folkeparti var blevet kastet tilbage i en skæbne, partiet aldrig har villet erkende som sin, selvom den har været gældende i 30 år. At man er (endnu) et lille nicheparti til højre for midten, der ikke kan gøre ret meget uden alliancen med Venstre.

En skæbne, man i lige så mange år hele tiden har ment, at der var en hurtig vej ud af, man manglede bare lige at finde den hemmelige dør ud til storhed.

At han var den dør, var det, Pape Poulsen havde fået partiet – og sig selv – til at tro på. Og det var de sidste rester af den tro, partiet og han lidt krampagtigt holdt fast i en sidste dag og aften på landsrådet for et år siden.

Hvor man rockede sammen og pegede på hinanden tværs gennem lokalet og sang med på "Yesterday's gone".

Spørgsmålet er nu, om selverkendelsen sætter ind på det landsråd, partiet skal til nu? Om der er nogle, der siger det højt. Og om Pape ikke bare kan ride stormen af, men reelt sætte sig i spidsen for et parti, hvis succeskriterium ikke længere kan måles med alen fra en mere og mere fjern fortids meritter, men i små fremgange, små sejre og afværgede nærdødsoplevelser?

Og om det vil være nok for partiet?

Eller om medlemmerne snart vil se sig om efter en anden formand, der for en tid kan genantænde den flamme, der kaster Schlüters flaksende skygge op på det racing green bagtæppe, inden ilden i ly af en opmærksomhed, der er rettet det forkerte sted hen, får fat og brænder det hele ned.

Som tingene står, er Pape højst to dårlige valg – det til Europa-Parlamentet næste år og kommunalvalget i 2025 – fra at måtte give fortabt.  

Pape har brug for mirakler nu, og Det Konservative Folkeparti har så dårlige erfaringer med mirakler.