Moderaterne har forvandlet sig fra døgnflue til nøglespiller

Løkkes aktier er stigende

Tilmed begynder Moderaterne også at få tilgang fra andre partier. Da Løkke grundlovsdag sidste år præsenterede sit nye partis kandidatliste, var den overraskende tynd. Den tidligere Venstre-mand Jakob Engel-Schmidt var det eneste navn med lidt politisk erfaring.

Listen afspejlede, at Løkke havde fået nej efter nej, når han forsøgte at hyre kandidater med politisk pondus. Løkkes ry på Borgen som en mand, der smider både venner og fjender under bussen, gjorde interessen for at kæmpe under hans faner meget begrænset.

Men efter at Moderaterne har etableret sig som et indflydelsesrigt regeringsparti, er interessen vokset. Naturligvis hjulpet godt på vej af andre partiers kriser. Det gælder ikke mindst konservative afhoppere, hvor først det tidligere folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll og senest den tidligere K-formand Lars Barfoed hoppede over til Moderaterne.

Det hører med til historien, at Lars Barfoed næppe har glemt, at han selv blev væltet ved det oprør, der bragte Søren Pape Poulsen (K) til magten. Men det er ikke kun et et spørgsmål om payback time:

Lars Barfoed hørte til den del af Det Konservative Folkeparti, der befandt sig i krydsfeltet mellem Konservative og Radikale. Og det er ret præcist der, Moderaterne har lagt sig under den nye udgave af Løkke.

Radikal udlændingepolitik

Kort efter Barfoeds skifte fik Moderaterne følgeskab af erhvervskvinden Stine Bosse som spidskandidat for partiet til europaparlamentsvalget næste år. Stine Bosse er af mange blevet forbundet med Radikale, men også Radikale er i en krise, der lige nu gør Moderaterne mere tillokkende for ambitiøse kandidater.

Stine Bosse er et scoop for Moderaterne, men hendes kandidatur fortæller også noget om Moderaternes værdipolitik. For Bosse kritiserede i efteråret 2021 Radikale for at være for være for hårde i udlændingepolitikken.

Partiet er blevet kritiseret for meget gennem tiden, men lige præcis dén kritik må have fået de radikale politikere til at måbe. Men det var ikke desto mindre Bosses budskab, da hun fyrede en kronik af i Altinget med overskriften: "Selv Radikale vil have pigtrådshegn om Europa. Er bolværket mod nationalkonservatismen væk?"

Lokkemad til fagbevægelsen

Meget tyder på, at Bosse faktisk har valgt det parti, der flugter bedst med hendes holdninger.

For kort før offentliggørelsen af hendes kandidatur forslog Lars Løkke Rasmussen tilmed, at Danmark på et tidspunkt åbner for indvandring af arbejdskraft fra Afrika. Da forslaget vakte en vis uro i SVM-regeringen, bagatelliserede Løkke forslaget som "strøtanker", men det er der ikke noget, der tyder på, det var.   

Kun få dage senere bakkede Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, nemlig varmt op om Dansk Erhvervs forslag om hente 50.000 personer fra lande som Ghana, Filippinerne  og Tunesien til Danmark. Linjen blev offensivt forsvaret under finanslovsdebatten af Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, der ellers har en fortid som gammel Venstre-borgmester i Tønder.

Moderaterne har også foreslået, at udlændinge, der har tegnet overenskomst med en etableret dansk fagforening, skal have mulighed for at komme til Danmark "i overhalingsbanen". Det er forslag, der skal få fagbevægelsen til at droppe den konsekvente modstand mod udenlandsk arbejdskraft. Et smart taktisk træk og en typisk Løkke-løsning.

Erhvervslivets parti

Presset for at hente mere udenlandsk arbejdskraft uden for EU kommer fra erhvervslivet, der har stigende problemer med at få arbejdskraft i udvalgte sektorer. Moderaterne fremstår mere og mere tydeligt som erhvervslivets parti, et parti der langt hen ad vejen sætter lighedstegn mellem erhvervslivets interesser og det danske samfunds interesser. 

I værdipolitikken kan man nu se et parløb mellem den tidligere udlændingestrammer Lars Løkke Rasmussen og direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, der brugte en stor af sin tid som konservativ toppolitiker til at argumentere for en benhård udlændingepolitik. Sådan er politik så mangfoldig.

Hele diskussionen om udlændingepolitikken understreger, at Moderaternes udlændingepolitik ikke blot er et appendix, der skulle tiltrække frustrerede radikale vælgere. Den bløde udlændingepolitik har vist sig at være et vigtigt element i Moderaternes politik, og Løkke har investeret en betydelig kapital på området. Forårets slagsmål om IS-mødrene i de kurdiske lejre var ikke en enlig svale, men en del af et mønster.

Moderaterne fremstår som erhvervslivets parti, et parti der sætter lighedstegn mellem erhvervslivets interesser og det danske samfunds interesser.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Kontroverser i regeringen

Det skaber til gengæld interne problemer i SVM-regeringen, hvor hverken Venstre eller Socialdemokratiet kan holde til substantielle ændringer af udlændingepolitikken.

Således var reaktionerne på Brian Mikkelsens udspil markant anderledes fra regeringspartnerne.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) betonede, at hun ikke kun ville se på Dansk Erhvervs interesser, men "anlægge et samfundsperspektiv". Og Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, lagde ligeledes klar afstand til Brian Mikkelsen.

Dermed risikerer udlændingepolitikken – ret overraskende – at blive en destabiliserende faktor for en regering, der i forvejen er udfordret af kompromiserne i den økonomiske politik.

Det kommer bag på både Venstre-folk og socialdemokrater, der havde forventet, at Løkke på det område ville være langt lettere at danse med end Radikale.

Partiejeren

Kontroversen om udlændingepolitikken er dog ikke noget, der skader Moderaterne som parti – i hvert fald ikke indtil videre. Løkkes linje er fuldstændig uanfægtet på alle væsentlige politiske områder, kun i personsagen om Jon Stephensen trak flere af partifællerne i en anden retning.

Men Løkkes styrke som politiker er samtidig Moderaternes største svaghed. For hvad sker der, hvis Løkke pludselig stopper af den ene eller anden grund – eller hvis hans stjerne styrter mod jorden, som det er sket tidligere i hans karriere? 

Hvis Moderaterne ikke var kommet i regering, kan man kun gisne om, hvor længe Løkke havde kunnet holde interessen som formand for en samling uerfarne parlamentarikere uden synderlig indflydelse. Et godt bud er, at han i den situation havde været særdeles modtagelig for et tilbud om at blive ny dansk EU-kommissær efter Margrethe Vestager. Og så kunne Moderaterne have været historie, før partiet for alvor var kommet i gang.

Nu er det derimod usandsynligt, at selv en kommissærpost vil friste Løkke. Men der er andre ting, der kan svække Moderaternes partiejer.

Mangler klare mærkesager

Lars Løkke Rasmussen har gennem hele sin karriere haft utroligt svingende præstationer. Han har unikke evner som taktiker og politisk retoriker, men han er en humørspiller, der gang på gang er røget ind i helt unødvendige sager, som har tynget ham ned. Og der er ikke meget, der tyder på, at han har ændret stil.

Moderaterne har ikke en decideret kronprins, og Løkke har ikke taget nogen initiativer til at bygge en op. Derfor hænger næsten alt på Løkkes egne præstationer. Det er en meget sårbar situation. 

Moderaterne har heller ikke klare mærkesager, som for eksempel Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti eller Dansk Folkeparti havde med emner som abort, boligbeskatning og udlændingepolitik.

Hos Moderaterne er det meget mere diffust. Det er "et parti, der vil finde løsninger på fremtidens udfordringer". Men hvem vil ikke det? 

Løkkes parti kom ud over døgnflue-stadiet og har tilmed fermt manøvreret sig ind i en rolle som en nøglespiller på Borgen. Det er en imponerende bedrift på så kort tid.

Der skal dog arbejdes med både persongalleri og mærkesager, hvis Moderaterne også skal være her om 10 eller 20 år.