Messerschmidt er braget igennem lydmuren, men det nye DF appellerer til et langt mindre publikum

Stemningen fejlede ikke det mindste, da Dansk Folkeparti lørdag holdt årsmøde, selvom rammerne i den åndløse Arena Næstved var temmelig uinspirerende.

Formand Morten Messerschmidt kunne med rette konstatere, at DF er på vej op igen, og at den umiddelbare overlevelseskamp er forbi.

I de seneste måneder har der virkelig været meget at glæde sig over for DF, det er mere på den langsigtede og strategiske bane, der er grund til skepsis.

Vendepunktet
Efter fem års nedtur begyndte det endelig at lysne for Dansk Folkeparti i de første uger af 2024. Først likviderede konkurrenten Pernille Vermund sit Nye Borgerlige, og selvom Messerschmidts gamle fjende fra DF, Martin Henriksen, tappert forsøger at holde liv i NB, må hans chancer tælles i promiller.

Dernæst klarede Dansk Folkeparti selv skærene til europaparlamentsvalget, efter DF-spids Anders Vistisen havde ført en både hårdtslående og effektiv kampagne. Det var ikke alene vigtigt rent symbolsk og økonomisk, hvor et EP-mandat er en sand guldgrube.

Det har også en særlig betydning for Messerschmidts (og Vistisens) DF, hvor man lægger helt anderledes vægt på samarbejde med andre europæiske højrepartier. Det blev til fulde illustreret på årsmødet, hvor Messerschmidt mødtes med Marine Le Pens højre hånd, Jordan Bardella, fra partiet National Samling, som Messerschmidt indgik et formelt samarbejde med. Det nye samarbejde blev markeret med en tale fra Bardella på selve årsmødet.

Samtidig er DF begyndt at rette sig i meningsmålingerne. I Altingets seneste snit lå DF på 4,7 procent, og i en Gallup-måling i Berlingske fik DF for nylig 6,4 procent. Stadig uendelig langt fra partiets normale niveau på omkring 12 procent, men et meget mindre nervepirrende udgangspunkt end de 2,6, procent partiet fik ved folketingsvalget for to år siden.

Efter flere års borgerkrig fremstår DF igen som et yderst homogent parti

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Den helt rigtige fjende
Fremgangen hænger selvfølgelig sammen med, at DF efter partiets giftige borgerkrig igen fremstår som et yderst homogent parti.

Der er dog heller ingen tvivl om, at de mange kontante markeringer fra Messerschmidt og andre DF'ere igen har sat partiet på landkortet. Messerschmidt har – indtil videre med succes – valgt den stik modsatte mediestrategi af den nye, mere usynlige, konservative leder, Mona Juul.