Analyse af 
Erik Holstein

Messerschmidt holdt en nostalgisk tale til baglandet

På nær en enkelt undtagelse var Morten Messerschmidts tale til DF's årsmøde klinisk renset for politiske nyheder. I stedet skildrede DF-formanden udførligt sit idealsamfund. Det var et Danmark anno 1980. 

Morten Messerschmidts tale til medlemmerne varede næsten en time.
Morten Messerschmidts tale til medlemmerne varede næsten en time.Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

For mange danskere var 80'erne et trist årti: "Fattigfirserne" med den tårnhøje arbejdsløshed, kartoffelkuren, der var benhård for mange boligejere, og en manglende tro på fremtiden.

Men sådan ser verden ikke ud fra DF-formand Morten Messerschmidts synsvinkel, der i sin tale til sit partis årsmøde i Næstved netop fremhævede 80'erne som et årti fra før, verden gik af lave. 

Her voksede den 43-årige Messerschmidt op, og her kunne man stadig finde det Danmark, DF-formanden holder så meget af. Og som han vil tilbage til.

For i dag er "Danmark gået i stykker" på grund af "islam, unge indvandrere, der skaber utryghed, åbne grænser - og woke".

"Så er der nogen i dag, der tør kigge bagud for at finde løsninger?" spurgte Messerschmidt - og gav sig i den næste halve time til at gøre netop det.

Er der nogen i dag, der tør kigge bagud for at finde løsninger?

Morten Messerschmidt
DF-formand

Kirkeklokker i stedet for bønnekald

Messerschmidt fremhævede en kaskade af misundelsesværdige ting fra livet i 80erne, hvor man "talte i telefon med et menneske frem for en chatbot, hvor man drak milkshake med masser af sukker i stedet for cafelatte og cappuccino, og hvor der var en far og mor - og ikke en medmor og en medfar."

"Dengang var det utænkeligt, at nogen ville stjæle ved den vejbod, dengang så forældre efter andres børn, ingen børn fik behandling med kønshormoner - og man blev vækket om søndagen af kirkeklokker i stedet for at blive forstyrret af bønnekald om fredagen."

Messerschmidt strammede den nok en anelse, da han hyldede "halballer med Bamses Venner i stedet for høj musik på diskotekerne". I hvert fald kunne de færreste mediefolk se den klassisk dannede Messerschmidt danse rundt til Bamses Venner. Men meningen var ikke til tage fejl af.

Slut med krig i fjerne muslimske lande

Talen var designet til baglandet snarere end til medierne, og DF-formandens bagland tog da også pænt imod talen. Men det største bifald kom karakteristisk, da Messerschmidt hyldede partistifter Pia Kjærsgaard, der netop har meddelt, at hun slutter i Folketinget:

Vi drømmer ikke om at indføre demokrati og vestlige værdier i muslimske lande på den anden side af jordkloden.

Morten Messerschmidt
DF-formand

"Det er din skyld, Pia, at der er forskel på Danmark og Sverige," lød det med en effektiv punchline, Messerschmidt har brugt før, men som høstede stående ovationer på årsmødet.

Politisk var der meget lidt nyt i Messerschmidts tale, men DF-formandens udtalelser om Danmarks militære missioner langt fra de danske grænser var overraskende klare:

"Vi vil ikke gå i krig i fjerne dele af verden. For vi drømmer ikke om at indføre demokrati og vestlige værdier i muslimske lande på den anden side af jordkloden," lød det fra DF-formanden, der efterfølgende udtalte til Altinget, at "Irak-krigen var en fejl".

Den tidligere DF'er Søren Espersen (der er gået over til Danmarksdemokraterne) har tidligere lagt en vis afstand til Irak-krigen, men det er første gang, Messerschmidt udtaler sig så klart imod den krig, Dansk Folkeparti var udslagsgivende for, at der blev sendt danske soldater ind i.

Læs også

Pause til Løkke

Bortset fra et par dask til socialdemokraterne, der "måske siger det rigtige om udlændingepolitikken, men stadig ikke har ryddet op i det rod, de selv har skabt", blev de øvrige partier nærmest ignoreret i talen.

De konstante angreb på Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen var sat på pause i Messerschmidts tale, men Løkke skal nok ikke glæde sig for tidligt: For der er åbningsdebat i Folketinget i næste uge. 

Morten Messerschmidt har trukket mange overskifter på det sidste og kunne godt tillade sig en tale, der primært vakte minder hos de mange ældre tilhørere. Det er bare ikke en tale, der vil sætte sig politiske spor. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024