Folketinget lukker delvis ned: Samråd og lovforslag udskydes

CORONA: Efter regeringens beslutning om at lukke store dele af den offentlige sektor ned følger Folketinget trop og skruer markant ned for aktiviteten.

Coronasmitten får nu også konsekvenser for arbejdsgangen på Christiansborg. 

Folketinget skruer nu ned for alle aktiviteter, der ikke er kritisk vigtige. I den kommende tid vil folketingsmedlemmer blot behandle og vedtage de lovforslag, der er akut nødvendige for håndteringen af coronavirussen.

Det har Udvalget for Forretningsorden besluttet i kølvandet på regeringens beslutning om at lukke dele af samfundet ned for at mindske virussens udbredelse i Danmark.

”Vi har en pligt til at sørge for, at Folketinget kan tage stilling til akutte forslag. Det er blandt andet dem, der vil give regeringen lovgrundlaget i orden til at gennemføre foranstaltninger, der kan bringe Danmark gennem den nuværende krise”, udtaler Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, i en pressemeddelelse.

Beslutningen har den konsekvens, at Folketinget indtil videre kun skal behandle den hastelovgivning, som regeringen varslede onsdag aften. Den skal blandt andet give regeringen mulighed for at gennemtvinge lukninger af private institutioner og til at forbyde arrangementer med mere end 100 deltagere, hvis det er nødvendigt.

Dermed bliver behandlinger af planlagte lovforslag, der ikke er akutte, samtidig udsat. Det samme gælder for beslutningsforslag og samråd. Det betyder blandt andet, at torsdagens planlagte førstebehandling af regeringens klimalov er udskudt.

Kun 95 folketingsmedlemmer i salen
Regeringens kommende forbud mod indendørs arrangementer med mere 100 personer smitter også af på Folketinget. Udvalget for Forretningsorden har også besluttet, at der under behandlingen af hastelovgivningen kun skal være 95 folketingsmedlemmer til stede i folketingssalen. For at holde antallet af tilstedeværende så lavt som muligt, tilstræbes det, at den, som sidder i formandsstolen, også stemmer.

Partierne sørger for at fordele pladser mellem sig, således at magtbalancen forbliver den samme.

Lige nu er det kun den hastelovgivning, som regeringen varslede onsdag, der er på dagsordenen, og den skal behandles allerede torsdag. Men Udvalget for Forretningsorden har meddelt de øvrige folketingsmedlemmer, at de skal være parat til at behandle eventuel mere hastelovgivning, hvis det bliver nødvendigt, i takt med at coronavirussen breder sig i den kommende tid.

Selvom samråd er udskudt på ubestemt tid, har folketingsmedlemmer stadig en mulighed for at føre kontrol af regeringens arbejde. Det kan ske gennem skriftlige spørgsmål til ministrene.

Tema: Coronavirus

Forrige artikel Hvornår lukker skolerne, og må man gå til møder? Få overblik over de nye tiltag mod coronavirus Hvornår lukker skolerne, og må man gå til møder? Få overblik over de nye tiltag mod coronavirus Næste artikel Sådan dækker vi coronakrisen på Altinget Sådan dækker vi coronakrisen på Altinget