Kongen af public diplomacy: Frederik 10.'s bog er skrevet mere af pligt end af lyst

Bogens titel refererer til kongens valgslogan, undskyld: valgsprog, ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

I bogens tre hovedkapitler bliver valgsproget forklaret og uddybet. I de tre øvrige kapitler møder vi først den unge, tvivlende kronprins, dernæst hans forfædre i kongerækken og endelig hans hustru, dronning Mary.

Man får bekræftet opfattelsen af Frederik som en prins, der ikke ønskede sig at blive konge, og som var længe om at finde lysten til at udfylde sin skæbnebestemte rolle. Man får et rørende indblik i det nære forhold, han havde til sin mormor, dronning Ingrid, og i den beundring han nærer for sin nærmeste forgænger som konge, hans morfar kong Frederik 9.

Det er fundamentalt interessant at høre landets nye konge fortælle i jeg-form, selv om teksten hele tiden balancerer på kanten af det banale.

Sådan taler en moderne djøf’er – og sådan en er kong Frederik også

Frederik giver en smule af sig selv, når han fortæller om, hvordan hans 18-års fødselsdag var ”noget nær verdens undergang” og om, hvordan han længtes væk fra Amalienborg.

I dag er denne tvivl konverteret til en nysgerrighed og et ønske om "at træde uden for det forventelige. Bevæge mig uden for den institution, jeg er en del af, og gå på opdagelse i alt det, som ikke er mig givet.”

De ord kan læses som kongens forsikring om, at han både kan og vil forstå, hvordan almindelige mennesker lever i hans kongerige.

Men de kan også læses som en konges næsten desperate insisteren på ikke at lade sig spærre inde i en rolle, der ikke er hans egen. Hvis man læser det sådan, er det alt andet end banalt.

Tro er noget med kristendom

Gennemgangen af kongens valgsprog er et stykke nødvendigt kommunikationsarbejde. Valgsproget er dels sprogligt kompliceret, dels bemærkelsesværdig i sin manglende omtale af Gud eller kirken.

Nu har vi kongens ord for, at valgsprogets første ord, ”Forbundne”, i høj grad er en reference til ”Gud og vores fælles historie”.

Frederik 10. gør meget ud af at erklære sin egen tro: han har med årene fundet glæde i både gudstjenester og salmer, og han beder i øvrigt aftenbøn med sine børn.

Men hvis nogen skulle have fået den tanke, at den mere rummelige formulering også dækkede over en mere moderne opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk – at Frederik 10. også har en ambition om at blive de danske muslimers konge – så tager man fejl. Det multikulturelle samfund er fortsat for følsomt for en nytiltrådt konge.  

”Tro kan have mange former,” skriver kongens ganske vist, men i den følgende sætning bliver det klart, at han udelukkende taler om ”vores kristne tro”.

Og det er ifølge kongen ”kristne kerneværdier som tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed, der har gjort vores samfund så frit og tolerant”.

I gamle dage ville den slags påstande nok have udløst en sydende vred lederartikel fra kulturradikalerne på Politiken, men i dag udgiver koncernen i stedet argumentet i fin blå indbinding.

Ordet ”forpligte” peger meget tilbage på kongen selv og den pligt, han nu tager på sig. Han betoner sit og dronningens sociale engagement og opfordrer alle danskere til at tage en tørn i civilsamfundet.

Det er med andre ord her, at kongen bekender sig til velfærdssamfundet i dets moderne udgave, hvor hverken individet eller staten kan have ansvaret alene.

Og endelig bliver det slået fast, at valgsprogets sidste ord, ”for kongeriget Danmark”, selvfølgelig afspejler et meget stort ønske om at inkludere Færøerne og Grønland i det fælles "vi".

Bogens sidste kapitel er kongens og dronningens fælles manifest om, hvordan de vil udfylde deres lederrolle.

Man må forstå, at det skal foregå anderledes end i dronningens hof, ”både hvad angår Kongehusets organisation og administration, og hvordan vi som familie veksler mellem arbejde og fritid”. Der skal være plads til "timeouts", erklærer kongen. 

Igen: På kanten af det banale, men lige under overfladen sitrer det af tvivl over, om han for alvor har lyst til at påtage sig sit kald. 

Omvendt skal det hele ”gerne opleves som et ganske almindeligt sporskifte, uden at det ryster for meget i togvognen”.

Kongen af public diplomacy

Kongen fremhæver sin egen uddannelse i offentlig ledelse fra Aarhus Universitet og slår fast, at han og Mary allerede som kronprinspar ”indførte moderne ledelsesprincipper i vores egen administration og daglige gøren og laden”. De vil gerne være med i ”maskinrummet”.

Sådan taler en moderne djøf’er – og sådan en er kong Frederik også.

Da kong Fredrik blev udråbt til konge foran en jublende folkemængde, erklærede han, at han ville være ”en samlende konge af i morgen”.

Om det lykkes, vil tiden vise. Men allerede efter to dage på tronen har han vist, at han er en konge af public diplomacy.