Analyse af 
Esben Schjørring

Da dronningen abdicerede, afslørede hun noget om kongehuset, alle overser

Dronning Margrethe har formået at agere bedre i opmærksomhedsøkonomien end de fleste andre. Nu er det kronprins Frederiks tur til konstant at genforhandle monarkiets værdi med sin personlige performance. Og betingelserne er blevet meget sværere.

Var Margrethe tv-dronningen, bliver Frederik influencer-kongen. Kongehusets skæbne står og falder med hans evne til at spille sig selv på tusind flygtige scener. Med hver deres publikum og hver deres specifikke præmisser for succes. 
Var Margrethe tv-dronningen, bliver Frederik influencer-kongen. Kongehusets skæbne står og falder med hans evne til at spille sig selv på tusind flygtige scener. Med hver deres publikum og hver deres specifikke præmisser for succes. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

De bedste tryllekunstnere kan afsløre deres tricks og alligevel hensætte publikum i dyb begejstring. Måske fordi vi til syvende og sidst hellere vil have illusionen end desillusionen.

Sidstnævnte er, som Søren Ulrik Thomsen skriver et sted, jo også bare "det samme hus, men set efter mørkets frembrud med pestflaget hejst over blændede ruder".

Og hvem vil egentlig det?

Jeg kom til at tænke på tryllekunstneren og vores forhold til illusioner, da dronning Margrethe abdicerede for åben skærm nytårsaften, og især da de første reaktioner tikkede ind.

Dronningen er nu så populær, at hun kunne have frasagt sig tronen på en hvilken som helst måde, og denne verdens Krasnik, Jensen & Jensen, henholdsvis Berlingskes Tom og Politikens Christian, og Jyllands-Postens Marchen Neel Gjertsen havde alle konkluderet, at det ikke kunne være gjort bedre, finere eller mere taktfuldt.

Læs også

At den lange historie og det store fællesskab med de plus tusind år på bagen atter var blevet fremvist og bekræftet. Det store i livet simpelthen. Det faste i det flygtige. Selve nationens sine qua non – det uden hvilket intet . Alt det vi arver.

Men det passer jo ikke. Dronningen havde lige forvandlet det, hun selv tidligere har udlagt som en pligten-til-døden-skæbne, til et almindeligt job og sig selv til pensionist. Og hun havde lige fremvist, at hun om nogen forstår, at de præmisser, som alle institutioner – partierne, museerne, politiet, parlamentet og de føromtalte mediehuse – er underlagt, også gælder for kongehuset.

Vi kalder det ved forskellige navne: opmærksomhedsøkonomien, det postmoderne, sædernes forfald, skuespilsamfundet. Vælg selv – pointen er den samme: Ingen og intet bærer længere sin legitimitet i sig selv. Alt og især tillid er altid til iscenesat genforhandling i medierne. De traditionelle, men i stigende grad de nye. Alt, også kongehuset, er afhængig af nøglepersonernes performance i det store show, vi kalder virkeligheden.

Og ingen ved det bedre end dronning Margrethe.

Landsdækkende tv var nyt

Da dronningen blev dronning hin dag for 52 år siden, havde Danmark forandret sig radikalt på få år. Vi havde fået en universel velfærdsstat på mindre end 20 år, og det store ideologiske slag om samfundsindretningen var overstået med en entydig sejr til Socialdemokratiet. 

Ingen – groft sagt – ser længere fjernsyn i den betydning, det havde fra 1972 indtil for fem-ti år siden. Vi ser det hver for sig, når vi har tid, hvis vi overhovedet ser det.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

På den måde var det betegnende, at det var en socialdemokratisk statsminister, Jens Otto Krag, der udråbte hende.

Men det er en anden – forandring er et alt for lille ord – samfundsrevolution, der er vigtig her. I 1972 var fjernsynet blevet det dominerende medie i Danmark. Men kun akkurat lige.

20 år før var det stadigt et åbent spørgsmål, om landsdækkende fjernsyn overhovedet var en mulighed.

"Det må anses for økonomisk uoverkommeligt at opnå en til enhver tid fuldkommen forstyrrelsesfri modtagning overalt i landet," som det hed i en rapport fra Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsnet fra 1951. Det, vi senere skulle kalde DR, sendte en times tv om dagen dengang, og blot 200 så med.

Ti år efter – i 1962 – var der 730.000 tv-licenser ud af en befolkning på 4.5 millioner. Og i 1972, da dronning Margrethe overtog tronen, var det 1,5 millioner licenser. Det var på det tidspunkt – men også først fra det tidspunkt – at man kunne gå ud fra, at der sådan cirka var et tv per husstand i Danmark.

Det er sigende, at vi netop alle kender til scenen med Jens Otto Krag, der udråber en tydeligt sorgfuld prinsesse Margrethe til dronning af Danmark fra balkonen på Christiansborg: Vi har set det på tv.

Danskerne blev tv-danskerne

Tv’s betydning har vi i dag glemt. Sikkert fordi tv først med ét blev så massivt og totalt, at man ikke kunne se det, fordi vi stod midt i det, for så bagefter ret pludseligt at forsvinde igen.

Ingen – groft sagt – ser længere fjernsyn i den betydning, det havde fra 1972 indtil for fem-ti år siden. Vi ser det hver for sig, når vi har tid, hvis vi overhovedet ser det.

Læs også

Men i et par årtier eller tre var tv lig med offentligheden. Tv synkroniserede og nivellerede. Alle så pludselig det samme på det samme tidspunkt. Tv omskabte avisernes separate offentligheder til én enhed, og danskerne blev ét tv-folk med én fælles, tv-produceret bevidsthed.

Og tv nivellerede, fordi tv blev den enkeltstående arena alt, foregik på: det var her skuespillerne var, politikerne, fodboldspillerne, det var her krigene og samfundet og demokratiet var. Og det var her dronningen var.

Tv gjorde det at være kendt til en fælles skæbne for mange forskellige professioner, og det var med tv, at man senere skulle kunne blive kendt for at være kendt (fra tv).

Den første tv-dronning

Enhver, der har været på tv eller har mødt en, der har været på tv, ved det her: Selvom kameraet bare er en ting blandt andre ting, har det en nærmest magisk effekt på alt omkring sig, når det bliver tændt.

Intet er i virkeligheden, som det er på tv. Nogle er automatisk gode til det, og så er der dem, der aldrig bliver det, men alle bliver nogle andre, end dem de i virkeligheden er.

Det formulerede den canadiske tænker Marshall McLuhan sådan her: "Mediet er budskabet".

Det betyder, at når et medie bliver dominerende i et samfund, bliver reglerne for succes og fiasko på det medie, definerende for samfundsaktørerne. 

På modtagersiden betød det, at graden af mistænksomhed steg. Var tingene og især personerne, som de var på tv? Eller blev den magt, tv gav til de personer, brugt til at give os et manipuleret billede af virkeligheden, så de kunne fastholde magten?

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Det var ikke noget tilfælde, at Mogens Glistrup - halvandet år efter Jens Otto Krag udråbte dronningen til dronning - udløste jordskredsvalget og væltede de bærende søjler i det danske parti-demokrati, sådan som danskerne havde lært det at kende siden systemskiftet.

Det var ikke sket uden tv, og det var ikke sket uden, at Glistrup opdagede, hvor god han var på tv, og hvad det kunne bruges til, nemlig at få politisk magt.

Ligesom det heller ikke var et tilfælde, at én af dem, der interviewede Glistrup dengang og medvirkede til at gøre ham til en kendis, var Uffe Ellemann-Jensen, der få år senere gik samme vej og udskiftede én rolle på tv, nemlig den som journalist, til en anden, nemlig den som politiker.

Tv blev også definerende for dronning Margrethe. Hun blev udråbt på tv, og selvom monarkens nytårstale har været sendt på tv siden 1958, hvor blot 130.000 havde en tv-licens, var det en helt ny tv-baseret offentlighed, hun henvendte sig til nytårsaften 1972, da hun holdt sin første nytårstale.

Det var her hun trådte frem på den arena, langt de fleste af os kender dronningen fra: fjernsynet.

Vi var tv-folket, dronningen vores tv-dronning.

Mistænksomhedskulturen bliver født

McLuhan fandt på sit slagord, da tv var i sort-hvid, og det mest bestod i at myndige mænd iført hvid skjorte og slips talte til seerne.

Måske var det derfor, han mente, at tv var et køligt og rationelt medie, der krævede fornuftigt engagement og stillingtagen fra den, der så på.

Det, der skete, var noget helt andet.

Skellet mellem den rå virkelighed og det iscenesatte, vinklede og producerede billede af virkeligheden blev mere og mere porøst. Selvfølgelig fordi vi i stigende grad kun kom i kontakt med det første via det sidste.

Læs også

Men især fordi det var den tv-producerede virkelighed, der blev definerende og afgørende i og for samfundet – som eksemplet med Glistrup viser.

På modtagersiden betød det, at graden af mistænksomhed steg. Var tingene og især personerne, som de var på tv? Eller blev den magt, tv gav til de personer, brugt til at give os et manipuleret billede af virkeligheden, så de kunne fastholde magten?

I USA – hvor den her udvikling var 10-20 år foran – blev Hollywood i midten af 1970'erne hjemsøgt af paranoia. Marathon Man, Three Days for the Condor, The Conversation og All the President’s Men resonerede med en offentlighed, der havde sværere og sværere med at stole på noget og nogen, fordi de ikke stolede på det, der kom ud af skærmen.

Det plejer man at forklare med Vietnam-krigen og Watergate-skandalen, men fælles for begge er, at de (også) foregik på tv.

Tv skabte en mere og mere intens mistænksomhedskultur.

Tony Blairs strategimand

Selvfølgelig var de første til for alvor at konfrontere sig med det problem politikerne. De skulle jo vælges, og selvom tv havde gjort det nemmere for dem at komme i kontakt med vælgerne, havde det også gjort alle mere og mere mistænksomme over for dem.

Da vi nåede frem til 1990'erne, var folk simpelthen holdt op med at stole på dem – sådan over en bred kam, uanset om de var røde eller blå. "Utilfredshedens mur", kaldte Tony Blairs strategimand, pollster og tænker, Phillip Gould, det.

Læs også

Om nogen var det ham, der på vegne af britisk, europæisk og dansk politik analyserede, hvad problemet var, og hvad man – det vil sige for ham: politikerne – skulle gøre.

"Folk," skrev han, "er ophørt med at stole på politikere", men samtidig "søger de sandhed, hungrer efter ærlighed; de længes efter autenticitet og troværdige ledere og institutioner".

Goulds pointe var, at bag ved mistilliden gemte der sig en dyb længsel efter alt det, der var forsvundet ned mellem virkeligheden og gengivelsen af den.

Hans råd til Tony Blair var, at han skulle holde op med at love alt muligt, og i stedet love at holde løfter, han var sikker på at kunne holde, så han meget offentligt kunne bevise, at han var til at stole på.

Kontraktpolitik kom det til at hedde, og danskerne stiftede bekendtskab med det i nullerne, da Anders Fogh Rasmussen kom til.

Vi var tv-folket, dronningen vores tv-dronning.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Det var dengang.

I dag er det mere interessant, at politikernes problem dengang sidenhen er blevet alle institutioners problem. De er ikke automatisk legitime, men skal gøre sig konstant gældende i en billedbåren offentlighed, hvor præmisserne for at komme i kontakt med folk samtidig undergraver tilliden.

Og det er samtidig en offentlighed, hvor konkurrencen om folks opmærksomhed er hyperintens. Ikke bare fordi der mange, der gerne vil have vores opmærksomhed, men fordi opmærksomhed er en relativt begrænset ressource.

Det fik vi sådan set et perfekt eksempel på, da statsministeren i sidste øjeblik måtte skrotte sin stort anlagte nytårstale og lave en ny, fordi hun vidste, at ingen ville høre efter om en reform af ældreplejen, fordi de kun tænkte på dronningen og den nye konge.

Nytårstalen er dronningens helt eget tv-program

I en dansk kontekst er det tydeligt, at dronningen med tiden opnåede at indfri Goulds længsel.

Avisledernes hyldest-kommentarer vidner om, at hun blev den autentiske, troværdige leder, der gjorde det danske kongehus historisk populært.

Men at hun blev det, beviser ikke, at hun står udenfor opmærksomhedsøkonomien. Det beviser bare, at hun har formået at agere bedre i den end de fleste andre.

Det er hendes seneste handlinger fra fratagelsen af prins Joachims børns apanage og titler kulminerende med hendes egen abdikation også et vidnesbyrd om. Og de er vidnesbyrd om, at dronning Margrethe meget vel forstår, at i en verden, hvor perception er reality, så er performance altafgørende.

Kong Frederik X kommer til at agere i fragmenteret, segmenteret og sammenbrudt offentlighed, hvor det samme budskab skal gentages på sytten forskellige måder for at nå ud, og selv da kun til en brøkdel af den befolkning, tv tidligere har gjort mulig.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Det er ikke kongehuset som institution, der har gjort hende populær. Det er hende og hendes karisma, der har gjort kongehuset populært.

Dronningen har med den bevidsthed simpelthen begrænset rollelisten i det show, der er det danske kongehus, til de færrest mulige aktører. Sikret sig at de, der skal bære kongehuset, ikke bliver underløbet af mere perifere medlemmers eventuelle skandaler. Eller bare skader på kongehuset som brand med helt almindelig menneskelig adfærd, som for eksempel det at blive gammel og affældig.

Det er kernen i det, kongehuseksperterne omtaler som dronningens "modernisering af kongehuset".

Og hun vidste også, at vi foretrækker illusionen frem for afsløringen af den, selv når vi bliver præsenteret for den.

Det var abdikationen – igen udført på tv – også udtryk for.

Mens hun i sit helt eget årligt tilbagevendende tv-show, som nytårstalen jo er, indrømmede at hun ikke længere kan eller gider levere den performance, der skal til, viste os alle sammen, at kongehuset er lige så meget show og performance som alt muligt andet – mens hun åbnede for snorehænget og kulisserne, der kan skubbes ind og ud – så var vi stadig henrykte over hvor angiveligt ægte og historisk og gammelt det hele var.

Influencer-kongen

Det er symbolsk, at hun trækker sig, samtidig med, at det traditionelle tv tager sine allersidste åndedrag.

Kong Frederik 10. skal agere i en fragmenteret, segmenteret og sammenbrudt offentlighed, hvor det samme budskab skal gentages på sytten forskellige måder for at nå ud, og selv da kun til en brøkdel af den befolkning, tv tidligere har gjort mulig.

Var Margrethe tv-dronningen, bliver Frederik influencer-kongen.

Og han kommer til at skulle kæmpe for kongehusets legitimitet alene med sig selv, sin hustru og sine børn som våben i en tid, som den britiske professor Stephen Barnett har kaldt "afskyens epoke". Her er stjernestatus et flygtigt fænomen, og mistillid slår om i had og krav om bortvisning så let som ingenting.

Læs også

Frederik skal udvise et mindst lige så stort talent for reglerne i opmærksomhedsøkonomien, som hans mor har haft. Men betingelserne er blevet så meget sværere.

Kongehusets skæbne står og falder med hans evne til at spille sig selv på tusind flygtige scener. Med hver deres publikum og hver deres specifikke præmisser for succes.

Det vil være en sær form for ironi, hvis kongehuset falder, i en tid hvor selv republikanerne på Ekstra Bladet, Politiken og Enhedslisten tager slips på og hatten af, når det bliver royalt.

Men noget usandsynligt udkomme er det ikke.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

Præsident, Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab, formand, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, stifter af Dronning Margrethe II's Arkæologiske Fond
filosofikum (Københavns Uni. 1960), studier i arkæologi (University of Cambridge 1961), studier i statskundskab (Aarhus Uni. m.fl.)









0:000:00