Kan Mette Frederiksen gentage Thornings comeback fra 2015?

Kant til Løkke

For første gang konfronterede Thorning partiets akilleshæl: halveringen af dagpengeperioden, som fik tusindvis af ledige til at falde ud af systemet.

Hvor Thorning indtil da havde stået skulder ved skulder med Vestager, anerkendte hun nu problemerne og lovede et nyt og trygt dagpengesystem.

Samtidig lagde Thorning op til en stramning af udlændingepolitikken. Her erklærede hun, at SR-regeringen ville stramme reglerne for at få asyl "for første gang i 12 år", ligesom hun erklærede, at indvandrere og flygtninge "skal arbejde mere for kontanthjælpen".

Endelig slog hun det tema an, der skulle blive gennemgående i det lange opspil til valgkampen: Thorning ville afsætte flere penge til sundhed – og andre ydelser – i modsætning til Venstres Lars Løkke Rasmussen, der gik til valg på nulvækst i den offentlige sektor.

Alt sammen sød musik for de socialdemokratiske kernevælgere, der i titusindvis havde forladt partiet i de foregående år. Det næste halve år blev en konstant mobilisering imod Venstre, der blev beskyldt for at "udsulte velfærden".

Strategien viste sig at være lige så vellykket, som den var enkel.

I seng med fjenden

Problemet er bare, at en lignende mobilisering af de socialdemokratiske kernevælgere ser umulig ud denne gang. For hvem skal man egentlig mobilisere sig imod?

Mette Frederiksens optimisme og kampgejst er ukuelig, men denne gang er vejen til en genrejsning langt mere stenet

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Skal man mon rette kanonerne mod den traditionelle konkurrent til statsministerposten i form af Venstre – eller mod selve inkarnationen af borgerlige reformer, Lars Løkke Rasmussen?

Lidt svært med den givne regeringskonstellation. Og det gør ikke tingene lettere, at alle tre regeringspartier mister vælgere i hobetal. Dermed har ingen af de borgerlige partnere råd til at lade socialdemokraterne køre friløb hen mod næste valg.

Endelig skal man lige huske, at Thorning i 2015 nok fik et fint resultat i kassen for sit eget parti. Men hendes regeringspartnere blev slagtet – og hendes regering faldt efter kun en enkelt periode.

Stærk grundform

Men hvad så med valget i november 2022?

Her fik Socialdemokratiet hele 27,5 procent af stemmerne, selvom partiet i kølvandet på Minkkommissionens rapport var dykket faretruende nær de 20 procent. En meget stærk valgkamp af Mette Frederiksen fik på få måneder vendt målingerne.

Men også her er der en afgørende forskel.

De ringe målinger i sommeren 2022 var en undtagelse for Socialdemokratiet, der i det meste af regeringsperioden havde ligget overmåde godt – ikke mindst som følge af Mette Frederiksens corona-håndtering. Dykket var et øjebliksbillede og ikke udtryk for en langvarig frustration blandt S-vælgerne.

Desuden var det helt uproblematisk for en socialdemokratisk etparti-regering at finde godbidder til kernevælgerne. Her kunne man tone rent flag. Derfor kunne S-regeringen fremlægge et populært huslejestop midt i den rasende inflation, ligesom lønløftet til sygeplejersker og andre offentligt ansatte også var velegnet til at mobilisere basen.

Ser man på SVM-regeringen, tog det nøjagtig én måned at blive upopulær, og hverken Socialdemokratiet eller regeringen som helhed har på noget tidspunkt været i nærheden af valgresultatet fra 2022.

Skal håbe på en blå foræring

Mette Frederiksens optimisme og kampgejst er ukuelig, men denne gang er vejen til en genrejsning langt mere stenet. De socialdemokratiske strategier, der tidligere sikrede flotte comebacks, er simpelthen ikke til rådighed i den nye situation.

Eneste chance synes at være, at der igen kommer hjælp udefra.

På samme måde som den alt for højredrejede konservative skatteplan var en gave til Mette Frederiksen i sidste valgkamp, kan socialdemokraterne håbe på, at blå blok stiller med LA-lederen Alex Vanopslagh som statsministerkandidat. Så bliver der igen noget at skyde på for de socialdemokratiske strateger, igen noget at mobilisere imod.

Men selv under så gunstige betingelser skal der et mindre mirakel til for at undgå det værste socialdemokratiske valgresultat siden 1903.