Kronik: Fik vi egentlig vores første klimavalg i 2019?

Af Rico Kongsager
Adjunkt ved Københavns Professionshøjskole

Sidste sommers hedebølge og de seneste års mange storme trækker mange overskrifter, og der har uden tvivl generelt set i de seneste år været et voksende fokus på klima og klimaforandringer i de danske medier.

Men hvor stor en indflydelse har klima ved et folketingsvalg – og kan man overhovedet snakke om et klimavalg? Med klimavalg menes et valg, hvor klimaproblematikken er fremtrædende og med til at flytte mange vælgere. Det betyder altså ikke, at det var eneste afgørende tema, for der er stort set altid flere parallelt løbende hovedtemaer ved et valg.

Flere medier, politikere og debattører har omtalt og ligefrem døbt det seneste folketingsvalg et ”klimavalg”. Men var det reelt det? Dette satte jeg mig for at undersøge ved at se på antallet af indslag og artikler i danske medier i perioden 1990-2019.

2019 overgår klimatopmødeåret
Ved de otte foregående folketingsvalg ser det ud til, at klimadebatten har haft begrænset indflydelse, for udsving i antallet af klimarelaterede indslag i forbindelse med folketingsvalg ses ikke. Dette forholdt sig dog anderledes ved det seneste valg. For i år 2019 ser det ud til, at vi kommer op på samme niveau eller højere end i 2009, hvor FN afholdt klimatopmøde i København, COP15. Allerede i midten af september i år oversteg nyhedsstrømmen med klimarelaterede indslag COP-året 2009 − 71.114 indslag i 2009 mod 80.502 indtil videre i 2019. Tendensen ser dog ud til allerede at være blevet sat i gang i 2018, hvor niveauet var højere end de foregående år. Så bevågenheden om klimaet under det seneste valg var formentlig ikke igangsat af politikerne, men nok nærmere af øget interesse i befolkningen samt fra virksomheder til at gøre noget.

Hypotesen for denne undersøgelse var, at der indtil videre har været fire særskilte diskursperioder, når vi ser på omtalen af klima i danske medier: 1) en periode, hvor klimaændringerne ikke havde bevågenhed, 2) en COP-periode, 3) efterfulgt af en periode med dalende omtale, og så 4) en periode, hvor medierne var meget opmærksomme på problematikken. Sidstnævnte er den, vi lever i nu. Men spørgsmålet var imidlertid, om det var muligt at kortlægge disse fire perioder. For at følge denne ide blev antallet af artikler, der indeholdt ordet klima, undersøgt.

Ved de otte foregående folketingsvalg ser det ud til, at klimadebatten har haft begrænset indflydelse, for udsving i antallet af klimarelaterede indslag i forbindelse med folketingsvalg ses ikke. Dette forholdt sig dog anderledes ved det seneste valg. 

Rico Kongsager

Bjørn Lomborg-fasen
Og det lykkedes faktisk at vise de fire forventede perioder i Danmark. Før 2007 havde vi en periode, hvor klima havde begrænset plads i de danske medier. I denne periode blev spalterne hovedsageligt brugt på at diskutere, om klimaændringer var reelle, og om de var menneskeskabte. I denne periode fik eksempelvis den danske politolog Bjørn Lomborg meget spalteplads, blandt andet med bogen 'Verdens sande tilstand' fra 1998, der hovedsageligt gik ud på at beskrive, hvad vi alternativt kunne bruge klimamidlerne på i fremtiden.

Det var altså en periode, hvor befolkningen og klimaforskerne diskuterede eksistensen af klimaændringer – og dernæst, om de var menneskeskabte. Dernæst kiggede vi på løsninger for at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, hvor fokus stort set udelukkende var på det samlede energisystem. Vi skulle af med de fossile brændsler (kul, olie og naturgas) og lave en transition til vedvarende energikilder (for eksempel sol, vind og vand).

Det var også en tid, hvor der var en stærk tiltro blandt befolkningen og hos politikerne til, at der ville komme et teknologisk fiks fra de kloge mennesker på for eksempel DTU, der ville kunne levere den ønskede energimængde med få eller ingen udledninger. Det er som bekendt ikke sket, men det skal dog retfærdigvis nævnes, at der er fremkommet mange effektive løsninger, som desværre langtfra har været nok – især når man ser det i et globalt perspektiv.

Tilpasning som tabu
Derimod var der ikke meget debat om klimatilpasning i denne periode. For at snakke om – eller bare nævne klimatilpasning i 1990'erne og langt op i 2000'erne var ilde set. Det blev betragtet som at give op – give op på, at vi kunne håndtere vores udledninger. Tilpasning blev således behandlet som et tabuemne, da det enten blev opfattet som repræsentativt for et svigt, og at det ville svække indsatsen med at nedbringe udledningerne af drivhusgasser.

For eksempel erklærede Al Gore kraftigt sin modstand mod klimatilpasning i 1992 ved dette statement: ”At tro, at vi kan tilpasse os stort set alt, er i sidste ende en slags dovenskab, en arrogant tro på vores evne til at reagere i tide for at redde os.”

Derudover blev klimatilpasning også set som en urimelig plan b. For forskere og politikere vidste allerede dengang, at konsekvenserne af klimaændringer ville ramme udviklingslandene hårdere, og derved blev klimatilpasning anset for at handle uansvarligt, da dem, der ville blive hårdest ramt (ulandene), ikke var dem, der havde forårsaget problemet.

Den gyldne periode
Efter denne periode gik vi ind i, hvad jeg vil betegne som ”den gyldne periode” (2007-2009). Den kan hovedsageligt tilskrives tildeling af værtskabet for klimatopmødet COP15 til København, hvilket skete på COP13 på Bali i 2007. Denne periode var på sit højeste niveau i 2009, da COP15 blev afholdt, hvilket var en tid, hvor klima var på alles læber og havde alle danske mediers store bevågenhed.

Året efter, i 2010, var antallet af artikler, der beskæftigede sig med klimarelaterede problemer, næsten halveret. Men selv om det var en nedadgående periode (det er nok at betragte som en slags tømmermænd efter nedturen ved COP15), så faldt det ikke til det tidligere eksisterende niveau før klimatopmødet. Fra 2010-17 oplevede vi nemlig en mere konstant periode på et højere niveau end perioden før 2007, men lavere end i de gyldne år omkring COP15. I denne periode var der en stigende forskel mellem mængden af artikler og forskellige artikler, hvilket tyder på, at medierne i større grad begyndte at videresende artikler skrevet af nyhedsbureauer (for eksempel Reuters) og dermed havde et mindre antal originale indslag om klima.

Klimarapporter og skiftende nyhedsværdi
I den samme periode er der et studie (publiceret i 2016), der viser en øget tendens til, at klimarelaterede nyheder flyttes fra forsiden og ind i avisen, hvilket ses som en følge af faldende nyhedsværdi i befolkningen. Studiet konkluderede, at klima er noget, medierne bliver nødt til at beskæftige sig med. Ikke for meget, men heller ikke for lidt. Det er også en periode, hvor medierne i høj grad har accepteret, at klimaet er påvirket af menneskelige aktiviteter og omtaler ofte både klimatilpasning og metoder til nedbringelse af drivhusgasudledningerne. Samme studie viste, at vi i denne periode sjældent ser medieindslag, der tvivler på menneskers indflydelse på klimaet. Artiklerne fortæller ikke længere om klimaændringer som en risiko, men som noget, der er faktuelt, og der er derfor fokus på konsekvenser og håndteringen af disse.

Som eksempel herpå er der i perioden en tendens til at fokusere på klimatilpasningsteknologier (for eksempel CleanTech og grøn vækst) og forbrugeradfærd samt ekstreme vejrforhold såsom intense skybrud. Men det var også en periode, hvor der var mindre fokus på klimapolitik – og vi ser faktisk en nedgang i antallet af indslag i forbindelse med de to folketingsvalg, der er i denne periode (2011 og 2015).

Hvis vi retter blikket om Klimarapporterne fra FN’s Klimapanel (IPCC), synes de at have nogen betydning. Især vurderingsrapport 4 fra 2007 gav noget momentum i den ”gyldne periode”, og vurderingsrapport 5 i 2013-14 synes at have givet et boost til det samlede antal indslag, da resultaterne blev videregivet af de fleste medier i Danmark. Interessen faldt dog hurtigt igen årene efter. 

Konklusionen er, at vi nok havde det første klimavalg i Danmark. Og nok ikke kun i Danmark, men i verden. Hvilken betydning det så får, vil jeg ikke begive mig ud i at gætte på, for politik og medier har det med hurtigt at skifte fokus. Men jeg har lov til at håbe på, at klimaproblematikken vedbliver med at være aktuel i mange årtier i dansk politik, og at vigtigheden af klima stiger i nationalpolitik i andre lande, så vi snart ser tiltag og initiativer, der har en reel indflydelse globalt.