Målinger viser blåt reform-flertal uden DF

RISBJERGS SNIT: For første gang siden 2007 danner de fire reformivrige partier V, K, R og LA flertal i meningsmålingerne. Det viser gennemsnittet af november måneds målinger. DF’s indflydelse er dermed under pres.
Trods blåt flertal i meningsmålingerne, så står Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ikke til at genvinde deres magtfulde position som tungen på vægtskålen.
Trods blåt flertal i meningsmålingerne, så står Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ikke til at genvinde deres magtfulde position som tungen på vægtskålen.Foto: Casper Andersen/Altinget.dk
Jørgen Skadhede
Venstre stormer frem i meningsmålingerne. Og var der valg lige nu, så kunne V-formand Lars Løkke Rasmussen i teorien danne en ny regering uden at være afhængig af Dansk Folkeparti.

For første gang siden valget i 2007 er der nu et blåt reform-flertal udenom Dansk Folkeparti bestående af V, K, R og LA. De fire reformivrige partier står til at få 50,4 procent af stemmerne, viser professor Søren Risbjerg Thomsens vægtede gennemsnit af november måneds meningsmålinger.

Dermed viser meningsmålingerne et rent flertal for at føre liberal økonomisk politik. Men et blåt reform-flertal vil næppe betyde, at Dansk Folkeparti vil blive parkeret helt på sidelinjen i dansk politik, selvom partiets indflydelse vil blive langt mindre end i VKO-æraen fra 2001 til 2011.    

Åbner for nye perspektiver
"Det er meget spændende og åbner for nogle nye perspektiver i dansk politik. Men man skal passe på med at overvurdere betydningen af sådan et blåt reform-flertal. Det giver Venstre en rar mulighed for at søge andre og nye flertalsmuligheder. Men Venstre ønsker næppe at erstatte DF helt med Liberal Alliance," siger politisk kommentator Hans Engell.

Han vurderer, at det blå reform-flertal primært er en våd drøm hos Liberal Alliance, mens man hos Venstre er mere usikker på, hvad man rent faktisk kan bruge Liberal Alliances mandater til.

Fakta
Det blå reform-flertal

Består af partierne Venstre, Konservative, Radikale og Liberal Alliance. For første gang siden 2007-valget står de fire partier nu til at kunne danne flertal sammen ifølge professor Søren Risbjerg Thomsen vægtede gennemsnit af november måneds meningsmålinger. Nedenfor vises partiernes samlede stemmeandel.

Nov-11: 50,4 pct.
FV-11: 46,1 pct.
FV-07: 44,6 pct.

"Liberal Alliance vil være under alvorlig observation for, hvad de rent faktisk kan bruges til, fra de andre borgerlige partiers side i de kommede år. LA mangler at bevise solidt parlamentarisk arbejde og levere stemmer til store forlig uden at stille krav, som er alt for vidtgående," siger Hans Engell.

Han er i øvrigt overbevist om, at der vil blive dannet en ren V-regering efter næste valg, hvis de nuværende meningsmålinger holder. Uanset om der er blåt flertal med eller uden DF.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Engell

Politisk kommentator, fhv. minister, MF og partiformand (K)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1970)

Søren Risbjerg Thomsen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
dr.scient.pol. (Aarhus Uni. 1987), cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00