Kronik

Politikerforum: Christiansborg burde have tillidsrepræsentanter til at sikre ordentlige arbejdsvilkår for politikerne

Mens vi ser den ene politiker efter den anden gå ned med flaget, burde der for længst være skabt nogle ordentlige rammer for politikernes arbejdsmiljø. Det kunne hindre det store antal stress-sager blandt vores folkevalgte, skriver Anne-Mette Scheibel, Nanna Hebsgaard og Jacob Torfing.

Der er masser af vilde problemer, som kalder på politisk lederskab, hvor politikere sætter en tydelig retning og anviser gode og kreative løsninger. Men hvordan sikrer vi, at vores folkevalgte politikere brænder igennem uden at brænde ud, spørger Anne-Mette Scheibel, Nanna Hebsgaard og Jacob Torfing.
Der er masser af vilde problemer, som kalder på politisk lederskab, hvor politikere sætter en tydelig retning og anviser gode og kreative løsninger. Men hvordan sikrer vi, at vores folkevalgte politikere brænder igennem uden at brænde ud, spørger Anne-Mette Scheibel, Nanna Hebsgaard og Jacob Torfing.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Anne-Mette ScheibelNanna HebsgaardJacob Torfing
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Hvorfor er der ingen kollektive rammer for politikernes arbejdsmiljø?" Det spørgsmål stillede vi for nylig en gruppe af regions- og kommunalpolitikere, da vi i regi af Politikerforum havde besøg af folketingspolitiker Jacob Mark, der personligt oplevede så stort et pres, at han gik ned med stress og endte med at miste dele af synet.

Jacob Marks svar var, at det er en personlig opgave at sikre trivsel og en passende arbejdsbyrde, da der ikke er andre, der gør det. Det politiske system passer ikke på sine politikere. Det er jo såden set ret vildt.

Den danske offentlige sektor er generelt præget af en systematisk indsats for at sikre arbejdsmiljøet ved hjælp af MED-systemet, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og en omfattende arbejdsmiljølovgivning. Så i det lys må man under sig over, at politikerne er undtaget alt dette, og ikke har fået skabt kollektive rammer for deres eget arbejdsmiljø, som hindrer det store antal stress-sager.

Alarmerende højt arbejdspres

Arbejdspresset for de folkevalgte i både regioner, kommuner og på Christiansborg er alarmerende højt. Vi hører ustandseligt om borgmestre, der oplever stress, og om regions- og byrådspolitikere, der kun sidder en enkelt periode, fordi arbejdspresset er for stort og ikke giver mulighed for at have et fuldtidsjob og et familieliv ved siden af. Vi mister masser af politisk talent på den måde.

Der burde være regler, der sikrer mod rovdrift på politikere

Anne-Mette Scheibel, Nanna Hebsgaard og Jacob Torfing
Hhv. partnere, Resonans, og professor, Roskilde Universitet

Jacob Mark beskriver i sin bog 'Fartblind', hvordan han blev valgt ind helt ung og startede med syv udvalgsposter. Og vi undrer os over, at vi har procedurer og regler i Folketinget, hvor det er muligt.

Vi er med på, at det er særligt udfordrende for de mindre partier at besætte diverse udvalgsposter, men der burde være regler, der sikrer mod rovdrift på politikere.

I mangel på sådanne regler bliver det en individuel opgave at prioritere, hvilket er umuligt i en verden præget af voldsom konkurrence og forpligtelse over for vælgerne.

Mediecirkuset på Christiansborg

Senest har vi set Alternativets Torsten Gejl blive ramt af stress efter at have haft 52 ordførerskaber i løbet af tre år. Partiet er efterfølgende begyndt at involvere eksperter fra partiet i den omfattende forberedelse af udvalgsmøderne. Det er fint, men hvor er de kollektive løsninger?

Medierne skaber også et kæmpe pres på politikerne. I gamle dage havde politikerne fred fra ud på eftermiddagen, hvor avisernes redaktion lukkede. I dag kører nyhedsstrømmen 24-7.

Læs også

Det bidrog til, at Jacob Mark, der selv havde arbejdet på at formindske præstationsræset for de unge, selv bukkede under for det pres, som mediernes konstante invitation til at stille op lagde på ham.

I lyset af dette kunne man sagtens spørge, om ikke det var en god ide, at få mediecirkuset ud af Christiansborg, så politikerne kan få lidt mere fred til deres politiske arbejde.

Ordentlige og rimelige arbejdsvilkår

Jacob Mark beskriver i sin bog, hvordan en del af presset kommer fra hans følelse af at være stærkt forpligtiget over for sine vælgere. Han beskriver det nærmest som et personligt svigt, hvis han må sætte tempoet ned – for eksempel i forhold til arbejdet med at sikre minimumsnormeringer i kommunale daginstitutioner.

Fakta

Politikerforum har til formål at samle politikere på tværs af kommuner, regioner, Christiansborg og Europa-Parlamentet.

Forummet er etableret via et samarbejde mellem KL, Danske Regioner, Djøf, Resonans og forskere fra Aarhus Universitet, RUC, SDU og KU.

Der er afholdt fem samlinger i regi af Politikerforum i de seneste to år.

Et personligt værdibaseret engagement er vigtigt for en folkevalgt politiker, men man risikerer at brænde ud, hvis man som individ tager for stort et ansvar og påtager sig skyld for manglende resultater.

Så man kan også undre sig over, hvad partierne gør for at hjælpe deres egne politikere til at sætte grænser og få et sundt og fornuftigt arbejdsliv.

Vi er helt med på, at politik også er en konkurrencesport både udenfor og indenfor partierne, men både partierne og samfundet som helhed har en interesse i, at politikerne ikke brænder ud og får mulighed for at arbejde stille og roligt og i dybden med at løse de vilde problemer. Det kræver fokus på arbejdsmiljø, ændrede arbejdsgange og bedre understøttelse af de enkelte politikere.

I kommunerne er der mange steder blevet arbejdet med at udvikle et fælles kodeks for det politiske arbejde, der skal skabe et godt politisk arbejdsklima.

Partierne burde igangsætte et lignende arbejde, og i folketinget burde der være tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljøkonsulenter, ja måske endda en HR-afdeling, som kan sikre ordentlige og rimelige arbejdsvilkår for politikerne.

Visionsledelse er helt central

Er en del af handlingsmulighederne at være bevidst om, hvordan man måler sin succes i et fag, hvor målet ofte kan være uklart? Det er et dilemmafyldt farvand, når man som politiker både har brug for at vise kortsigtede konkrete resultater for at blive genvalgt, samtidig med at vi som samfund har brug for politikere, der arbejder langsigtet og visionært med at løse vilde problemer.

Et personligt engagement er vigtigt for en folkevalgt politiker, men man risikerer at brænde ud, hvis man som individ tager for stort et ansvar og påtager sig skyld for manglende resultater

Anne-Mette Scheibel, Nanna Hebsgaard og Jacob Torfing
Hhv. partnere, Resonans, og professor, Roskilde Universitet

Som professor Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet anfører, så er visionsledelse en vigtig politisk ledelsesdisciplin. Visionsledelse handler om, at politikerne i fællesskab udvikler, deler og fastholder en vision for den kommune eller region eller det politikområder, som de søger at lede.

Det, at have langsigtede ambitioner og være i stand til at formulere en fortælling om den ønskede fremtid, understøtter de offentlige ansattes public service motivation (ønsket om at gøre noget for samfundet) og kan samtidig bidrage til værdi- og resultatskabelse i praksis.

Det kræver dog, at politiske ledere lægger sig i selen for at drøfte deres visioner i øjenhøjde med administrationen, medarbejderne og borgerne.

Læs også

Som led i håndteringen af de vilde problemer, der går på tværs af sektorer, fagligheder og borgerbehov, så er visionsledelse helt central.

Konkret i forhold til de netop overståede kommunale og regionale budgetforhandlinger kunne toårige budgetter være vejen frem, da det giver ro til at lave mere langsigtede politiske løsninger, for eksempel i forhold til udviklingen af den forebyggende sundhedsindsats eller nye klimaløsninger – områder der kræver et langt sejt træk, og hvor det kan være svært at måle og dokumentere gevinsterne på kort sigt.

Afslutningsvist vil vi gerne opfordre til en åben og fordomsfri debat om, hvordan vi kan passe på vores politikere, så demokratiets fremtid ikke baseres på politikernes individuelle overlevelseskamp, men på bæredygtige former for politiske ledelse.

Løsning af de vilde samfundsproblemer kræver politisk mod, som igen er afhængigt af, at politikerne føler sig trygge, har tillid til hinanden og overskud til at tænke uden for boksen.

Lad os drøfte, hvordan vi kan skabe et sundere arbejdsmiljø for vores politikere, som både kan styrke demokratiet og problemløsningsevnen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne-Mette Scheibel

Seniorkonsulent og partner, Resonans

Nanna Hebsgaard

Seniorkonsulent og partner, Resonans

Jacob Torfing

Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet
cand.scient.pol. (AU), Master og Ph.d. (University of Essex)

0:000:00