Bertel Haarder om 50-året for Jordskredsvalget: I dag ligner dansk politik en fredelig søndagsskole

Erhards profil var stik modsat: Som socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe havde han skabt et offentligt rekordforbrug, og han var ligeglad med underskuddet på statsfinanserne, for "det havde vi jo altid haft". Til gengæld gav han folkeskolen og Danmarks Radio et fur ved enhver lejlighed. Det var i venstreorienteringens, reformpædagogikkens og radiomonopolets tid.

Erhard fik optaget alle DR's udsendelser på bånd, så han på sine lange bilture til Europa-Parlamentet kunne sidde og hidse sig op over de grimme ord og den let gennemskuelige venstreorienterede propaganda, der prægede især den omdiskuterede børne- og ungdomsafdeling.

Det skal tilføjes, at det uden tvivl var deltagelsen i Danmarks Radios udsendelser "Spørg Bare", der gjorde det muligt for Erhard at stifte sit eget parti med så stor succes. Han bekæmpede radiomonopolet – og levede højt på det.

Da Erhard i en senere valgdebat på tv angreb en historielærer på en skole i Albertslund, som han anklagede for at undervise børnene i "revolution", blev han irettesat af den forargede studievært, Flemming Madsen.

Dansk politik var utroligt underholdende i de år. "Jeg holder alle mine løfter", sagde Erhard. "Til gengæld lover jeg aldrig noget!"

Bertel Haarder

Jeg tog også selv afstand fra ham på et amtsbestyrelsesmøde i Venstre. Men det skulle jeg ikke have gjort, for min amtsformand, Bent Pedersen, var lærer på samme skole. Efter hans mening havde Erhard fuldstændig ret. Og selvom nogle kaldte det et "stunt", gav det masser af stemmer.

Det var i realiteten Erhard, der udråbte Venstres Poul Hartling til statsminister med den tynde begrundelse, at Venstre var gået mindst tilbage – til 22 mandater.

Det førte til "træsko-regeringen" med kun 12 ministre, hvilket viste sig at være rigeligt. Den ville erstatte lønfremgang med skattelettelser, men endte med begge dele, og Hartling udskrev valg allerede efter 14 måneder, hvor jeg så blev valgt i min nye kreds, Sæbykredsen.

Glistrup udnyttede Folketingets Forretningsorden til det yderste og krævede afstemninger om alt muligt til langt ud på natten. Jeg sad ved siden af ham på bagerste række i Folketinget. Der sad han og underskrev hundreder af "skuffeselskaber" som led i modstandskampen imod skattevæsnet, som han sammenlignede med jernbanesabotagen under krigen.

Allerede i 1971 havde han pralet af sin skatteprocent, der ved sådanne fiksfakserier var bragt ned på nul. Det gav den daværende konservative finansminister Poul Møller (Per Stigs far) et grundskud, som han aldrig forvandt.

Dansk politik var utroligt underholdende i de år. "Jeg holder alle mine løfter", sagde Erhard. "Til gengæld lover jeg aldrig noget!"

Glistrup havde svar på alt: "Hr. Glistrup, når de offentligt ansatte er så unyttige, hvem er så de nyttige?" Svaret kom prompte: "Fiskerne". "Hvor mange statsansatte skal der blive tilbage?" Svaret var "otte!"

Valget var et chok for alle "gammelpartierne", som Glistrup kaldte dem. Det var straffen for, hvad mange vælgere, inklusive jeg selv, betragtede som et svigt.

Socialdemokraterne havde svigtet arbejderne til fordel for nogle venstreorienterede akademikere, Jytte Hilden, Ritt Bjerregaard, Helle Degn, Karl Hjortnæs med flere. Da seks af dem gik imod partilinjen og anbefalede et nej til EF-afstemningen, blev de belønnet af Anker Jørgensen med ministerposter, hvilket gjorde Erhard rasende.

Glistrup gjorde så stort et indhug i arbejdervælgerne, at Erling Olsen (S) erklærede: "Nu kom vore vælgere i Folketinget!" Og den radikale Niels Helveg talte om "vælgerleden", der "bredte sig på Christiansborg".

De borgerlige vælgere følte sig også svigtet, inklusive jeg selv. Venstre og konservative havde svigtet både deres valgløfter og deres økonomiske snusfornuft under VKR-regeringen (1968-71), hvor centraliseringen og de offentlige udgifter skød voldsomt i vejret, blandt andet i forbindelse med en kostbar social- og kommunalreform. 

Der var en sjælden mistillid til politikerne, som også blev forstærket af EF-kampagnen i efteråret 1972, hvor mere end en tredjedel af vælgerne gik imod de gamle partier og anklagede dem for at sælge Danmarks frihed for højere flæskepriser.

Konklusionen er, at det seneste valg og den seneste regeringsdannelse nærmest må betegnes som en fredelig søndagsskole sammenlignet med det kaotiske tiår 1973-82. 

Bertel Haarder

Historikeren Palle Lauring samlede fulde huse, når han hudflettede "Rom-traktaten" som var det store dyr i åbenbaringen for de fleste intellektuelle, lærere, præster og højskolefolk – netop dem, der i dag er allermest tilhængere af EU. 

Antallet af partier voksede fra fem til ti i 1973, og der blev allerede efter 14 måneder udskrevet valg igen. Statsministerpartiet, Venstre, blev fordoblet, men det endte med, at Poul Hartling alligevel måtte gå af, fordi han ikke ville tale med Glistrup. 

Den fejl gentog Poul Schlüter ikke i 1982, hvilket gjorde ham til statsminister midt i det økonomiske og politiske kaos, der var fulgt med oliekriserne. Hans firkløverregering var afhængig af både Glistrup og Radikale, og den blev spået højst tre måneders levetid. Men den holdt i mere end ti år. 

Konklusionen er, at det seneste valg og den seneste regeringsdannelse nærmest må betegnes som en fredelig søndagsskole sammenlignet med det kaotiske tiår 1973-82.

Deraf følger også, at antallet af partier ikke nødvendigvis er afgørende for den politiske og økonomiske stabilitet. Det afgørende er, at de lever op til den gamle professor Løgstrups udsagn om, at demokrati er "en skikkelig måde at være uenig på".