Professor om ny magtudredning: Mediebilledet er i opbrud, og det kan ændre demokratiet fundamentalt

Det er en udbredt myte i den offentlig debat, at medierne har (for) stor magt, og at de dermed øver demokratisk illegitim indflydelse på dansk politik.

Den modsatte myte har været gængs i statskundskaben, altså den videnskab der beskæftiger sig med politisk magt.

Da jeg læste statskundskab i 1970’erne, blev medier betragtet som netop det: kanaler, som medierede budskaber udsendt af betydningsfulde politiske aktører, organisationer og institutioner. Men i sig selv øvede de ingen indflydelse.

Så udbredt var denne opfattelse, at medierne i den første danske grundbog i statskundskab, professor Erik Rasmussens Komparativ Politik, kun blev nævnt med et par linjer. Tankegangen syntes at være: Hvorfor trætte kvikke unge universitetsstuderende med en gennemgang af en samfundsmæssig institution, som ingen betydning havde for politik?

Medierne har fået større indflydelse

Opfattelsen har ændret sig i de sidste årtier. Interessen for politisk kommunikation, herunder for massemediernes påvirkning af politik, har været stærkt stigende. Det skyldes i al fald to ting.

For det første er forskningen blevet bedre til at afdække mediernes indflydelse. Man har teoretisk videreudviklet forestillingen om, hvordan medierne kan øve indflydelse, og der har været en rivende udvikling i og anvendelse af metoder og teknikker til at afdække disse forskellige former for medieindflydelse. 

For det andet er der god grund til at formode, at medierne faktisk i dag har mere indflydelse på politik end tidligere.

For et par generationer siden blev man nærmest født ind i et politisk parti. Der skulle uendeligt meget til, for at en vælger skiftede fra et parti til et andet i en valgkamp, og kun yderst sjældent ville et sådant skifte skyldes noget, medierne havde bragt. Men sådan ser verden ikke ud længere.

I dag er samfundet i mindre grad end tidligere opdelt i klare politiske segmenter med fælles interesser, som matches af nogle få, klart definerede partier – og medier.

Det har blandt andet betydet, at ’volatiliteten’ blandt vælgerne er steget betydeligt, det vil sige den andel af vælgere, der skifter parti fra et valg til et andet. Desuden beslutter flere vælgere senere og senere i valgkampen, hvor de vil sætte deres kryds, undertiden først når de står i stemmeboksen.

Det giver selvsagt større sandsynlighed for, at medierne kan påvirke stemmeadfærden hos den enkelte vælger. Det er således meget sandsynligt, at statskundskaben havde ret, da den tidligere mente, at medierne stort set var magtesløse. Men den tid er omme.

Brug for mere viden om mediernes magt

Det var da også konklusionen i Danmarks første magtudredning. Flere af dens undersøgelser beskæftigede sig med medierne, og mediernes rolle i det danske demokrati indgik da også som et vægtigt element i Magtudredningens hovedrapport.

Den afspejlede den nu dominerende opfattelse af medierne i forskningen: De spiller en vigtig rolle i demokratiet, men deres magt udspilles altid i et samspil med andre væsentlige aktører.

Siden forekommer mediernes samfundsmæssige rolle dels at være blevet endnu vigtigere, dels at have ændret sig.

Samfundet synes i stigende grad at være blevet medialiseret, det vil sige, at andre samfundsinstitutioner og -aktører tilpasser sig mediernes logik. Internettet gør, at borgerne kan søge informationer mange andre steder end i de klassiske massemedier. Sociale medier bevirker, at borgerene kan kommunikere med hinanden, og politikere kan kommunikere direkte til deres potentielle vælgere uden om de klassiske nyhedsmedier.

Ændringerne i mediernes og den politiske kommunikations vilkår kan være med til radikalt at ændre det danske demokratis funktionsmåde – og potentielt være med til at underminere det.

Erik Albæk
Professor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet

Algoritmer snarere end journalistiske nyhedskriterier styrer de nyheder og informationer, borgerne møder ikke alene på internettet, men også i det klassiske nyhedsmedier. Annoncører kan nå deres publikum på anden vis end gennem de klassiske massemedier, hvilket har undermineret en væsentlig del af sidstnævntes indtægtsgrundlag.

Flere og flere danskere undgår nyheder i de klassiske nyhedsmedier og bliver det, man kalder ’news avoiders’. Dertil er der opstået en kritik af de klassiske nyhedsmedier som formidlere af ’fake news’.

Men hvad betyder alle disse ændringer for den politiske kommunikation i Danmark, og for danskernes viden om politiske forhold, deres holdninger til politikerne og vores politiske institutioner og til deres politiske adfærd? Det ved vi fortsat forbavsende lidt om.

Det er der i den grad brug for, at der bliver sat fokus på i en eventuelt kommende magtudredning. Ændringerne i mediernes og den politiske kommunikations vilkår kan være med til radikalt at ændre det danske demokratis funktionsmåde – og potentielt være med til at underminere det.