Råbekonkurrencen om stram udlængepolitik stabiliserer først og fremmest regeringen

Historikere vil kaste sig over valgperioden efter 2019-valget som både dramatisk med stort opbrud især på højrefløjen, men også en så ganske stabil politisk periode, hvis vi ser bort fra corona-krisen.

Det stabile element er nemt at få øje på. Ankeret i dansk politik er Socialdemokraternes fundne position mellem lettere venstrepopulistisk fordelingspolitik med Arne-pensionen som kronjuvelen og nærmest én-til-én-kopiering af DF's udlændingepolitik, hvor regeringen - i al fald i retorikken - ikke er til at skelne fra de borgelige yderfløjspartier, og hvor statsministeren endda frækt formår at afæske Venstres formand om det gamle regeringsparti nu stadig formår at være hård nok i sin udlændingepolitik. 

Det sidste så man et eksempel på i Folketingets såkaldte partilederdebat og spørgetime tirsdag, hvor statsministeren forsøgte at udstille Jakob Ellemann-Jensen som bløddyr i udlændingepolitikken. Hermed malede hun elegant videre på det billede, som gennem længere tid er blevet tegnet af V-formanden af rækken af nationalkonservative debattører og højrefløjspartier og ikke mindst tidligere V-næstformand Inger Støjberg.

Selve spørgsmålet var effektivt spin, der på én gang både slog skår af V-formandens troværdighed og galvaniserede statsministerens ditto. Til trods for, at Ellemann skød rapt og veloplagt tilbage ved at rive Mette Frederiksen i næsen, at regeringen sammen med sine røde støttepartier har besluttet at udbetale flygtninge 2000 kroner skattefrit om måneden, så ændrer det ikke på, at hård udlændingepolitik er blevet en styrkeposition for Socialdemokraterne.

Netop det demonstrerer udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye dagligt for tiden, hvor han blankt afviser en strøm af personhistorier fra medierne, hvor yngre syriske kvinder fra visse roligere områder nær den syriske hovedstad Damaskus i arbejde og uddannelse nu kan se ind i en fremtid som afviste asylansøgere på landets udrejsecentre. Her er intet digebrud at spore i regeringens politik.

Det samme kan man indtil videre også sige i sagen om de danske børn af IS-krigere, der sidder fast i kurdiske flygtningelejre i Syrien. Her vogter S-ordføreren på området, Rasmus Stoklund, regeringens stramme udlændingepolitik så nidkært, at den radikale Zenia Stampe ikke længere vil drikke en Cola Zero med ham, fordi han lyder som Inger Støjberg. Det er ikke ment som en ros, men det skal han såmænd nok få af S-ledelsen.

Det er svært at forstå, at dette parti for ikke så længe siden var repræsenteret af helt andre i egne øjne "humanistiske" skikkelser, som Svend Auken med flere, hvor man blankt afviste nationalismen som en farlig blindgyde og i øvrigt talte om solidaritet mellem folkeslagene samt i starten af 1990erne stod bag en særlov til palæstinensiske flygtninge, der havde barrikaderet sig i en kirke.

I den interne konkurrence om de blå vælgere har Konservative under Søren Papes formandskab vundet vælgere, der det seneste halve år er flygtet fra det kriseramte Venstre.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Der er dog indtil videre ingen vaklen i geledderne hverken i regeringen eller i folketingsgruppen. Findes der en intern opposition mod linjen i Socialdemokratiet, så er den indtil videre helt usynlig. Men vil den vedblive med at være det i årene fremover? Vil der efter endnu en stor valgsejr være plads til et stilskifte om end ikke i politik, men i retorik? Det vil næppe ske uden et internt oprør og et formuleret krav om, at S finder tilbage til det gamle billede, som mange medlemmer og vælgere stadig har af partiet.

Stabiliteten sikres også af en venstrefløj, der fremstår mindre og mindre yderliggående, og som accepterer, at man aldrig kan udfordre regeringens udlændingepolitiske position. Frontpersonerne er kvinder, ofte yngre, der er så nedtonet i deres politiske retorik, at det er svært at fremmane selv det mindste skræmmebillede med potentiale til at ødelægge kapitalisternes nattesøvn.

Hvem kan dog blive bange for Maj Villadsen eller Pia Olsen Dyhr? Revolutionsromantik i Danmark anno 2021 er noget snak om at braklægge et område på størrelse med Fyn og Bornholm eller at kræve endnu flere offentligt ansatte.

Venstrefløjen omfavner Mogens Lykketofts nyligt fremsatte forslag om at genindføre den formueskat, han selv fik afskaffet som finansminister for 25 år siden, mens hans egne partifæller hælder forslaget nedad brættet hurtigere, end han selv formulerer forslaget.

For flere af de borgerlige partier er den politiske kamp i disse år reduceret til et stormløb på konventioner og diverse fortidige spøgelser, der forhindrer en effektiv udlændingepolitik, så man endelige kan smide alle uønskede elementer ud af landet i en ruf. Alle angreb preller dog indtil videre helt af på den socialdemokratiske regering. Heldigvis kan Radikale bruges som skydeskive for højrefløjen til trods for, at partiet siden Thorning-regeringens fald har været sat uden for indflydelse i spørgsmålet.

I stedet er højrefløjen gået ind i en heksejagt på snart sagt enhver, der bare kan tænkes at føre en marginalt mindre stram udlændingepolitik. Den kritik har især ramt Ellemann, men nu er Lars Løkke med sit nye parti også brugbar som mål for de rivaliserende - og formentlig netop derfor - stadigt mere skingre højrefløjspartier, som har overbevist hinanden om aftenlandet Danmarks hastige vej mod islamisering.

Udviklingen stopper formentlig først den dag, hvor borgerlige vælgere skifter fokus til andre politiske spørgsmål - fra den evindelige optagethed af stram udlændingepolitik og den udbredte frygt for islam. Indtil videre har heksejagten paradoksalt mest haft den effekt, at den har destabiliseret en atomiseret højrefløj og stabiliseret regeringen, fordi vælgerne ikke øjner et troværdigt alternativ, og fordi regeringens troværdighed i udlændingepolitikken er blevet så galvaniseret, at den kan modstå ethvert angreb.

I den interne konkurrence om de blå vælgere har Konservative under Søren Papes formandskab vundet vælgere, der det seneste halve år er flygtet fra det kriseramte Venstre. Det er blandt andet sket ved at skærpe tonen i udlændingepolitikken og hævde en markant forskel til Venstres udlændingepolitik, efter Ellemann har overtaget tøjlerne. Et par overløbere fra V har medvirket til at fundere den påstand.

I denne uge ramlede K-lederen så ind i et problem med partiets mangeårige udenrigs- og retsordfører Naser Khader. En artikel i Berlingske dokumenterede, at det konservative folketingsmedlem igennem længere tid har haft den uvane over for sine mange kritikere at henvende sig til deres arbejdsgivere. Det er ikke overraskende blevet oplevet af de implicerede, som at Khader truer dem til tavshed.

Konservatives formand Søren Pape Poulsen anerkendte i en kortfattet meddelelse mandag på Twitter blankt kritikken og tog afstand fra Khaders handlinger. I samme ombæring blev det i øvrigt meddelt, at Khader akut og indtil videre har sygemeldt sig selv med stress. I øvrigt en ikke uset begivenhed blandt flere folketingspolitikere i disse år.

Revolutionsromantik i Danmark anno 2021 er noget snak om at braklægge et område på størrelse med Fyn og Bornholm eller at kræve endnu flere offentligt ansatte.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Enhver mistanke om, at sygemeldingen henset til tidssammenfaldet med de rejste anklager i Berlingske kunne have andre årsager, blev mødt med forargelse fra blandt andet Khaders partifælle Rasmus Jarlov. Det finder støtte i, at Khader har ligget i åben krig på de sociale medier med et utal af kritikere og i snart to årtier har været under døgnovervågning fra PET's agenter.

Umiddelbart ligner det en resolut håndteret sag af Pape, som meddeler, at han forud har været i "dialog" med Khader. Det er nok spørgsmålet om den kronisk konfliktsky partileder personligt selv har håndteret den iltre og selvbevidste ordfører i denne sag, eller om det snarere er partisekretær Søren Vandsø, der har været på banen og forklaret Khader, hvad man har besluttet. I al fald har Pape nægtet at give interview om sagen, som, han mener, nu er lukket.

Engang var Khader en fejret radikal, der endda blev sammenlignet med John F. Kennedy og stod fast på ytringsfriheden under Muhammedkrisen. Han var endog forelsket i demokrati og ytringsfrihed og drev oplysningsvirksomhed landet over om den islamiske verdens allestedsværende og undertrykkende regelsæt, for så siden at stifte Ny Alliance blandt andet i et udtalt forsøg på at skabe en mellemposition i ingenmandsland i frontkrigen mellem Radikale og DF.

Ikke overraskende var det ikke en holdbar position i længden, og Khader tog konsekvensen og blev konservativ.

Med tiden blev den engang liberale muslim mærkbart stadigt mere konservativ og islamkritisk og efterhånden ikke til at skelne fra Folketingets mest nationalkonservative røster. Påfaldende var det, at Khaders skift i standpunkter fandt sted nogenlunde samtidig med, at han blev forbundet med den konservative tænketank Hudson Institute i Washington, og i de senere år har han indtaget for folketingspolitikere ret sjældne synspunkter til forsvar for den forrige amerikanske præsident Donald Trump.

Khader udgør sammen med Marcus Knuth og Rasmus Jarlov en del af et trekløver, der har drejet Konservatives profil i en langt mere nationalkonservativ retning - især på udlændingeområdet - end set i tidligere år. Netop denne ændrede og skærpede profil kan af nogen udlægges som selve forklaringen på de konservatives vælgersucces.

I Khaders fravær er der så heldigvis stadig to fra trojkaen, så man kan fastholde en høj volumen og de konservatives pæne position i den udlændingepolitiske råbekonkurrence.