Regeringen har tre problemer: Løkke, Ellemann og Frederiksen

Det er ikke gået med SVM-regeringen, som vi alle havde håbet.

Hvad er der i vejen?

Regeringen har et Lars Løkke-problem, men den har også et Jakob Ellemann-problem – og hvad langt mere alvorligt er, den har et Mette Frederiksen-problem. Det er alvorligt.

Det er ligesom, hvis man kører rundt i sin bil og mærker, at der er et eller andet, som ikke fungerer. Så tager man den til værksted med det håb, at man måske kan nøjes med at skifte en vinduesvisker.

Men mekanikeren kigger på en i fingeret fortvivlelse, der dækker over en voldsom indre lykke, og fortæller, at den er gal med styretøjet, motoren og karosseriet i det hele taget – og ja, så skal højre vinduesvisker i øvrigt skiftes.

Vi starter med Lars Løkke, for det står som bekendt næsten skrevet: I begyndelsen var ordet og ordet var Løkke.

Regeringens Løkke-problem er det mindst og mest overraskende. Mindst overraskende fordi SVM i virkeligheden er som skræddersyet til Løkkes politiske tænkning.

Regeringen har et Lars Løkke-problem, men den har også et Jakob Ellemann-problem – og hvad langt mere alvorligt er, den har et Mette Frederiksen-problem.

Christian Egander Skov

Derfor kunne den forandre for at bevare.

Heri hører den ideologisk kyndige et ekko af et gammelt konservativt motto. Konservatismens fader Edmund Burke bestemmer netop statsmandskunsten som at forandre for bevare.

Moderaterne er et eksemplarisk reformkonservativt projekt. Opgaven er at sikre velfærdsstaten ved at forandre den, så den passer til en individualistisk holdning blandt middelklassevælgere, hvor man nok er villige til at betale for gildet, men så også vil have at bandet spiller noget efter ens smag.

Reformkonservatismens politiske fleksibilitet afhænger af opgøret med ideologier og ideologer, der vil låse politikken fast til ideerne. For Løkke er det – i egen selvforståelse – virkeligheden det kommer an på.

I den forstand er Løkke regeringens chefideolog. "Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er." Det hans reformkonservatisme, der forener de tre partier.

Særligt nu, hvor man er løbet tør for krise og fortællingen kommer til at dreje sig om velfærdssamfundets strukturelle udfordringer på sigt.

Alligevel har regeringen altså et Løkke-problem. For det er med Løkke som det er med Tyskland. Problemet med Tyskland er, at det er for stort til Europa men for lille til verden, skulle Kissinger have sagt.

For det er med Løkke som det er med Tyskland. Problemet med Tyskland er, at det er for stort til Europa men for lille til verden.

Christian Egander Skov

Sådan er det nok også for Løkke, hvis man skifter Europa ud med regeringen. Og i øvrigt beholder det med verden.

Ikke mindst Socialdemokratiet har måtte lide den tort at se regeringens politik udlagt af Løkke på en måde, der har passet partiet meget dårligt. Hun er trods alt statsminister.

Det mest eklatante eksempel på det var, da Løkke i Avisen Danmark satte det lange lys på og talte om, at danskerne selv skulle betale for deres ældrepleje i en fjern fremtid.

Regeringen har også et Jakob Ellemann-problem, eller måske mere præcist et Venstreproblem. Vælgerne har ikke købt partiets fortælling om sig selv som politiske håndværkere, der skaffer borgerlige resultater, mens de andre borgerlige sidder med armene over kors.

Ellemann havde en bunden opgave. Han skulle føre Venstre videre efter Løkkes ånd havde forladt partiet. Partiet skulle genfinde sig selv. I stedet genfandt partiet altså Løkke.

Ellemanns lederskab er rystet, ikke mindst fordi partiet klarede sig nogenlunde i hans fravær, og så fordi historien om hans overvindelse af stressen er blevet overskygget af skandalen om vildledning af Folketinget i forbindelse med indkøb af nye kanoner til Forsvaret.

Nu lufter medlemmer af Venstres folketingsgruppe deres tvivl, om han er den rette formand. Det hele pakkes ind i omsorg, men ingen er i tvivl. Knivene hvæsses i Venstre.

I næste række står Ellemanns vikarer, det intenst og demonstrativt ukarismatiske powercouple Troels Lund og Stephanie Lose. Med førstnævnte i førersædet og den anden som baglandsgaranten.

I næste række står Ellemanns vikarer, det intenst og demonstrativt ukarismatiske powercouple Troels Lund og Stephanie Lose. 

Christian Egander Skov

I vikariatet første tid flød medierne over af historier om, hvor populære partiets grå eminence var. I måling for nyligt viste, at Troels Lund kun får opbakning fra 3 procent af Venstres vælgere. De foretrækker – som altid – Søren Gade.

Det er et suk efter en folkelighed, som det moderne, urbane Venstre har stødt fra sig som var det et svinehjerte i menneskekrop.

Med Troels Lund Poulsen er det som om, Løkkes ånd har er blevet inkarneret i menneskekrop, der udstråler partiets post-ideologiske reformkonservatisme. "Og ordet blev kød og tog bolig blandt os."

Men også Socialdemokraterne sukker. Og her er vi ved regeringens største problem, dets Mette Frederiksen-problem. Den seneste tids usikkerhed om statsministerens fremtidsplaner har prikket til den opmagasinerede uro i partiet.

Problemet har to sider: Først ville hun være statsminister, så ville hun ikke, nu vil hun sikkert igen, fordi hun heller ikke er stor nok til verden – eller i hvert fald Nato.

Det er alvorligt nok. Langt mere alvorligt er Frederiksens vaklende fortælling. Først ville hun pinedød være Socialdemokrat, så ville hun ikke, fordi hun hellere ville være reformkonservativ sammen med Løkke.

Ingen siger, at Socialdemokratiets position er nem. På den ene side gik man ud af valget som det sidste store folkeparti efter at have revitaliseret en ellers hendøende klassepolitisk arv.

Samtidig er man systempartiet per excellence. Landets absolut mest konservative parti.

Men også Socialdemokraterne sukker. Og her er vi ved regeringens største problem, dets Mette Frederiksen-problem.

Christian Egander Skov

Hvis den ene halvdel af partiets sjæl ligger i partimytologien ligger den anden velfærdsstaten. Og fordi verden forandrer sig, må man som Edmund Burke og Lars Løkke forandre for at bevare.

Skulle Mette alligevel ryge til Nato eller på anden vis finde en mere meningsfuld beskæftigelse, så peger pilen på Nicolai Wammen, en dygtig og vellidt men også ganske grå politisk teknokrat.

Også i Socialdemokratiet har Løkkes reformkonservatisme inkarneret sig selv i et menneskeligt legeme.

Ak ja: "Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er."