Regeringens klimapolitik er fanget i et krydspres

Socialdemokraternes hovedpine

De tre regeringspartier har hver deres approach til klimapolitikken, men der er ikke uoverstigelige interne uenigheder. Til gengæld er presset meget massivt udenfor. Særlig Socialdemokratiet befinder sig i et krydspres, der illustreres af statsministerens skiftende positioner.

På den ene side har Mette Frederiksen på lange stræk været voldsomt optaget af, at klimapolitikken er folkeligt forankret - og særlig at udkantsområderne ikke bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af den grønne omstilling. Det spiller sammen med partiets prioritering af sammenhængskraften og hele den land-by-dagsorden, der har været en vigtig del af Socialdemokratiets fortælling under Mette Frederiksen.

Med regeringsgrundlaget blev det slået fast, at klimaopgaven ikke var en utaknemmelig "arv" fra yderfløjene. Tilbage i december skrev SVM-regeringen selv, at den ville skrue op for klimaindsatsen.

Danmark skulle for enhver pris undgå rasende provinsboere iført gule veste som i Frankrig, og Mette Frederiksens bekymring for de sociale omkostninger ved klimaomstillingen blev understreget med sloganet, "jeg er rød, før jeg er grøn".

Den grønne Mette

Ved kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet læsterlige klø i de store byer, ikke mindst fordi de unge vælgere fravalgte partiet. De socialdemokatiske strateger lavede bagefter den - givetvis korrekte - analyse, at man var nødt til at at anlægge en grønnere profil, hvis man ville have kontakt til storbyernes veluddannede unge.

Få måneder efter kommunalvalget var Mette Frederiksen ikke længere rød, før hun var grøn. Nu var det grønne lige så vigtigt, og folketingsvalget senere i 2022 gik OK for Socialdemokratiet i storbyerne.

Statsministerens nye iver for de grønne dagsordener virkede ikke voldsomt overbevisende på politiske iagttagere, men satsningen gik hjem, og der blev lukket en flanke inden folketingsvalget.

Frygten for høtyvene

Efter dannelsen af SVM-regeringen har farvenuancerne skiftet igen. Socialdemokraterne har med en vis gru studeret udviklingen i Holland, hvor udsigt til drastisk reduktion af kvægproduktionen har ført til et veritabelt bondeoprør, der truer med at ommøblere hele det politiske system.

Tager man bare de aktuelle forhandlinger om at nå 2025-klimamålet, giver regeringen det indtryk, at Danmark nærmest knækker over, hvis afgiften på diesel sættes op til samme niveau som i Tyskland. Dermed gør regeringen også selv spillepladen ganske lille.

Det hollandske politiske klima er et ganske andet end det danske, men det har ikke fået S-strategerne til at tøve med at se paralleller. 

Så selvom der hos socialdemokraterne er en vis irritation over diskussionen om Lars Aagaards 80 procent, er man i substansen enig. Klimapolitikken skal ikke defineres af yderfløjene. Det handler om vælgere, men ikke kun, understreger man.

I toppen af socialdemokratiet frygter man også et backlach: at den grønne omstilling simpelthen stopper, hvis den ikke er folkeligt forankret. 

Angreb fra begge sider

Det er dog langt fra alle, der køber ind på den forklaring, og Socialdemokratiet kan vente langt hårdere kritik fra partier som Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten end i den seneste valgperiode, hvor støttepartierne deltog i mange grønne forlig med S-regeringen.

Nu kan der gives fuld skrue på kritikken, senest så man SF-formand Pia Olsen Dyhr i et hårdt klima-angreb på regeringen. Efter endnu en sommer med ekstremvejr og varmerekord, er der et større publikum til den slags angreb, og det er tydeligt, at tålmodigheden er ved at være tyndslidt blandt de mest grønne vælgere.

Fra den modsatte side lurer især Danmarksdemokraterne på at hakke til, som de allerede gjorde ved forårets lastvognsblokader. Inger Støjberg (DD) vil udskamme alle klimatiltag, der gør det mindste ondt på landbruget som et udslag af københavneri, og Støjbergs mantra om eliten, "der ikke fatter noget om livet i produktions-Danmark", vil få endnu en tur i manegen.

Klimaspørgsmålet er på mange måder dét store politikområde, hvor det er sværest for Socialdemokratiet at agere som et landsdækkende folkeparti.

Støjbergs juleaften

Det er ikke lettere for Venstre, der i endnu højere grad er sårbar over for en offensiv fra partiets tidligere næstformand. Venstres jyske bagland er ikke ligefrem landets mest klimaentusiastiske segment, og der en oplagt risiko for, at de slår sig i tøjret.

Det er næppe nemt at ændre gamle vaner i det stolte bondeparti, men Jakob Ellemann-Jensen (V) vil gerne gøre partiet til et moderne klimaparti, som også kan tiltrække unge i storbyen. Han står dog ikke stærk i baglandet ovenpå en vælgerlussing ved valget, en kontroversiel regeringsdannelse med Socialdemokratiet efterfuldt af et halvt år som stressramt. 

Tanken om et slagsmål på de præmisser får Støjberg til at minde om en kat foran en skål fløde. 

Den store prøvelse

Moderaterne er klart det af de tre regeringspartier, der har mindst på spil på klimaområdet.
Omdrejningspunktet for Moderaterne er ikke principper men pragmatisme, og partiet kan meget lettere overvinde omstridte forlig. Moderaterne er et parti, der endnu ikke har en fast gruppe af kernevælgere, man skal pleje, og et kvalificeret gæt er, at meget få stemte på Løkkes parti på grund af klimapolitikken.

Den store prøvelse på SVM-regeringens klimapolitiske stamina bliver, hvordan man skruer en CO2-afgift sammen for landbruget efter eksperterne kommer med nogle bud i efteråret.

Afgiften står omtalt i regeringsgrundlaget, og regeringstoppen er da også fast bestemt på at føre den ud i livet i en eller anden form, men det forventes, at landbruget vil blive marineret i tilskud som kompensation.

Det kan måske tage toppen af utilfredsheden fra nogle, men næppe neutralisere den. 

Klimaopgave er ikke "arvet"

Omvendt er der allerede lagt i kakkelovnen til endnu en storm fra skuffede grønne vælgere. Og en regering i defensiven.   

Tager man bare de aktuelle forhandlinger om at nå 2025-klimamålet, giver regeringen det indtryk, at Danmark nærmest knækker over, hvis afgiften på diesel sættes op til samme niveau som i Tyskland.

Dermed gør regeringen også selv spillepladen ganske lille. 

Ved dannelsen af SVM-regeringen var tonen ellers en anden. Med regeringsgrundlaget blev det slået fast, at klimaopgaven ikke var en utaknemmelig "arv" fra yderfløjene. Tilbage i december skrev SVM-regeringen selv, at den ville skrue op for klimaindsatsen: Fremrykke målet om klimaneutralitet og "vurdere om reduktionsmålet i 2030 skal opjusteres yderligere."

Dengang var bønderne i Holland også utilfredse.

En tricky joker

Den helt store ubekendte er naturligvis, hvordan vælgerne vil reagere på en mere ambitiøs klimapolitik den dag, det begynder at kunne mærkes. Det er der reelt, ingen der ved i en dansk sammenhæng.

Ser man på meningsmålingerne, tager vælgerne i teorien klimaforandringerne meget seriøst, og siden slutningen af 2018 har klima hørt til vælgernes højest prioriterede politiske dagsordener, når man måler på det.

Men samtidig har denne sommer ikke alene budt på ekstremt vejr, den har også budt på rekordmange flyrejser til danskerne.

Der er flere eksempler, der kan vidne om en diskrepans mellem teori og praksis, og det gør det utrolig svært at forudse vælgernes reaktion på klimatiltag, den dag de udmønter sig i stigende benzinudgifter, afgifter på flyrejser eller højere fødevarepriser.

Det gør det meget svært at agere for politiske partier, hvor klimapolitikken primært er taktisk forankret.