Kommentar af 
Morten Reimar

Søren Pape har lurepasset sig til alvorlige problemer, der kan kræve drastiske metoder

Folketingsvalget var et nederlag for Konservative, og partiet skulle have rystet tabet af sig allerede dagen efter valgaftenen. I stedet lagde de sig på lur, men så ikke, at alting havde ændret sig.

Søren Pape lurepassede, da han skulle have været i offensiven, skriver Morten Reimar.
Søren Pape lurepassede, da han skulle have været i offensiven, skriver Morten Reimar.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det føles som en evighed siden, at Søren Pape Poulsen (K) på et solrigt pressemøde meldte sig som statsministerkandidat. Dengang virkede det fornuftigt, nærmest forventeligt, at den konservative formand skulle gå efter landet øverste, politiske post.

Det Konservative Folkeparti stod stærkere i meningsmålingerne, end de havde gjort i tre årtier, mens den strategiske hovedkonkurrent i blå blok, Venstre, stod spejlvendt historisk dårligt. Selvfølgelig var der en sammenhæng mellem disse to.

For politik er som bekendt et nulsumsspil, hvor den enes død er den andens brød, og mens Venstre mistede både profiler og vælgere, lignede Konservative dag for dag et mere sikkert valg.

Venstre kunne næsten ikke tale politik for bare dårlige målinger, og det gav de konservative mulighed for at fremstå som et attraktivt alternativ, uden at de behøvede at tage de helt store manøvrer i brug. På nogle stræk kunne det ligne, at Søren Papes største fordel var, at han ikke var Jakob Ellemann-Jensen i den periode.

Så snart navne fra baglandet lufter tanken om at skifte ud i ledelsen, er der ikke langt til, at medierne begynder at lege med på legen om, hvem der ville være en bedre formand for Konservative.

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Siden er der sket meget. I skrivende stund er det kulmineret ved, at tidligere topfolk i partiet har meldt smækket med døren på vej ud, interne mails bliver lækket, folkevalgte kritiserer ledelsen åbent og meningsmålingerne er de ringeste i mands minde.

Konservative blev som bekendt ikke statsministerparti og kom heller ikke med i den brede regering. Faktisk har der, ud over den seneste tids nævnte sager, foruden balladen om EU-politikeren Pernille Weiss (K), været bemærkelsesværdigt stille hos de konservative.

Taktikken har øjensynligt været netop at holde lav profil. Først og fremmest for at slikke sårene efter valgkampen og genopfylde ressourcedepoterne, men også for at lave manøvren fra foråret og sommeren 2021.

Det er jo ikke i sig selv en dårlig idé. Bare se på SF, som Konservative sandsynligvis har gjort. De går frem og frem i målingerne på at være et ægte rødt, regeringsdueligt parti, som støvsuger skuffede, socialdemokratiske vælgere. De behøver med andre ord ikke være andet end ikke-skuffende.

Læs også

Men den går ikke for Søren Pape og partiet. Af to årsager.

For det første kan du ikke ligne et alternativ til skuffelser og ’bad vibes’, når der er så meget uro i partiet. Her tænktes ikke alene på alle de sager om Søren Papes person, der fyldte i valgkampen, og som stadig udgør en stor del af det indtryk, vælgerne har af ham.

Det gælder naturligvis også sagen om EU-parlamentarikeren Pernille Weiss. Både historien om hendes behandling af medarbejdere og efterfølgende den interne strid om hendes opstilling til Europa-Parlamentsvalget. Læg dertil, at den tidligere formand Lars Barfoed (K) har været forbi snart sagt samtlige medier og udtalt sin kritik.

Så snart navne fra baglandet, først anonymt og så i fuld offentlighed, lufter tanken om at skifte ud i ledelsen, er der ikke langt til, at medierne begynder at lege med på legen om, hvem der ville være en bedre formand for Konservative. Så er ånden ude af flasken, og den er umådelig svær at få ind igen.

Konservative er nødt til at se mere tiltrækkende ud.

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver
 

Et parti, der er så ramt af negative historier, kan aldrig komme til at ligne en sikker havn for borgerlige vælgere.

For det andet er Konservative ikke er de eneste, der vil på strandhugst i Venstres tabte vælgere. For SF er det relativt simpelt. De af Socialdemokratiets vælgere, der er skuffede over regeringssamarbejdet, finder et skifte til Enhedslisten lige voldsomt nok, men SF går an. Der er ikke andre steder for dem at søge hen.

For de blå vælgere er buffeten åben. De kan gå til Liberal Alliance, de kan gå til Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti eller for den sags skyld til Nye Borgerlige. Andre igen vil, som Lars Barfoed, gå til Moderaterne.

Konservative er derfor nødt til at se mere tiltrækkende ud end alle dem. Men det kan de ikke, så længe omtalen af dem er så entydigt til det negative.

Al respekt for, at en intern arbejdsgruppe først skulle finde frem til, hvor offensiven skulle sættes ind.

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Søren Pape lurepassede, da han skulle have været i offensiven. Uanset hvordan man vender og drejer det, var valgkampen et nederlag for Konservative, der godt nok kun gik ét enkelt procentpoint tilbage, men som havde sat næsen op efter guldet.

Stanken af nederlag skulle de have rystet af sig allerede dagen efter valgaftenen. I stedet valgte de at lægge sig på lur, men så ikke, at alting havde ændret sig siden sidst, de brugte den metode.

Al respekt for, at en intern arbejdsgruppe først skulle finde frem til, hvor offensiven skulle sættes ind, inden partiet nu har lanceret et større arbejde for at vinde danske kernefamiliers stemmer tilbage.

Men i den mellemliggende periode har de negative historier sat sig fast, blevet flere og større. Nu er spørgsmålet, om partiets problemer er vokset sig så store, de ikke længere kan overkommes uden at tage drastiske metoder i brug.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Lars Barfoed

Kandidat til Europa-Parlamentet (M), formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company,, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

0:000:00