Tidligere K-generalsekretær: "Det står intet sted skrevet, at Konservative vil bestå for altid"

Når Det Konservative Folkepartis landsråd mødes 23. og 24. september i Herning, bliver der traditionen tro sendt et telegram til Dronningen. Og på overfladen vil alt andet sikkert også være, som det plejer at være. Man er vel konservativ.

Men – og der er et men – for mange konservative partifæller må landsrådsmødet 2023 blive en prøvesten for fortsat identifikation med det parti, som de betragter som deres, men som de senere år er blevet mere nationalliberalt, mindre socialkonservativt og mindre internationalt orienteret. Og ikke længere per definition borgerlige stemmer, der arbejder.

Fravalget af regeringsdeltagelse, fravalget af finanslovsaftale med SVM-regeringen, fravalget af deltagelse i medieforlig og senest afvisningen af regeringens forslag til forbud mod koranafbrændinger vidner om en kurs i retning af gold opposition og entydig kamp mod regeringen.

En kurs i samarbejde med såkaldte blå partier til "højre" båret af protest, enkeltsager og enkeltpersoner. Uden det ansvarsfulde og afbalancerede helhedssyn, som Det konservative Folkeparti stod for, da det ikke var så konservativt, så det gør noget.

Traditionen tro vil det sikkert blive sådan, at denne grundfortælling ikke kommer til debat på landsrådsmødet. I hvert fald ikke sådan for alvor.

Partiformanden vil – på sædvanlig sympatisk facon – bedyre partiets klassiske dyder, herunder lysten og viljen til at indgå forlig med den til enhver tid siddende regering, hvis der opnås tilstrækkeligt gode indrømmelser. Men hvad med de konkrete handlinger? Forhandlingsviljen? Forventningsniveauet? Retorikken...

Måske kommer der trods alt lidt debat. I hvert fald om, hvem der skal stå på partiets liste til valget til Europa-Parlamentet næste år. Folketingsmedlem Niels Flemming Hansen bliver helt sikkert nummer et – alt andet vil være et historisk nederlag for partiledelsen. Og den slags byder Landsrådet jo ikke partiformanden.

Men hvad med den store EU-skeptiker Marcus Knuth? Bliver han nummer to? Og hvor mange stemmer på den nu omstridte, men indiskutabelt indflydelsessøgende Pernille Weiss – blacklistet af partiledelsen?

For mange medier bliver dette personopgør sikkert tophistorierne den weekend, men for mange internationalt orienterede partifæller må det i virkeligheden være vigtigere, hvad der substantielt politisk står i det valgoplæg til Europa-Parlamentsvalget, som kommer til behandling på landsrådsmødet, og hvem partiet vil indgå valgforbund med – proeuropæiske partier eller EU-skeptiske partier?

Summen af enkeltsager kan blive så stor, at det ikke længere holder, som tilfældet de seneste uger har været for forhenværende folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll, tidligere partiformand Lars Barfoed og min efterfølger som generalsekretær Peter Sterup.

John Wagner

Sådan er der så meget. Det gælder regeringsdeltagelsen – eller manglen på samme – konkrete politiske forhandlinger og forlig, personvalg og strategiske overvejelser.

Det er alt sammen isolerede sager, hvor man typisk – som partimedlem i Det Konservative Folkeparti eller andre partier – kan sige (som jeg altid har gjort), at man er medlem af det parti, man er mindst uenig med.

Men på et tidspunkt kan summen af enkeltsager blive så stor, at det ikke længere holder, som tilfældet de seneste uger har været for forhenværende folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll, tidligere partiformand Lars Barfoed og min efterfølger som generalsekretær Peter Sterup.

Så er spørgsmålet, om det bliver et tema på landsrådsmødet? Helt sikkert ikke, hvis det står til partiledelsen. I hvert fald ikke fra talerstolen, måske nok i baren.

Det gælder i øvrigt de fleste partier – historisk set måske fraregnet Radikale Venstre og SF – at man sjældent griber fat om ondets rod og for alvor diskuterer, hvad partiet skal stå for, og om folketingsgruppen i det daglige arbejde afspejler baglandets ønsker til konkret politik og parlamentarisk ageren med det antal mandater, som seneste folketingsvalg gav partiet.