
CKU søger en dygtig public affairs-konsulent til at arbejde med udviklingspolitik og fremme vilkår og muligheder for danske kirkelige og trosbaserede organisationer, der arbejder internationalt med menneskerettigheder og udvikling.
CKU er en puljeorganisation, der repræsenterer 38 medlemsorganisationer og deres 120 partnere i 40 lande og yder projektstøtte til mere end 150 projekter årligt, der beskæftiger sig med alt fra klimatilpasning til fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og engagement i Danmark.
Det bliver dit arbejde som public affairs-konsulent at medvirke til at skabe et større kendskab til den særlige rolle, som vores medlemmer og partnere løfter i udviklingssamarbejdet, og at arbejde for at sikre den fremtidige opbakning til udviklingsbistanden i Danmark i tæt samarbejde med vores partnere og kollegaer i udviklingssektoren.
Som public affairs-konsulent får du en central rolle i CKU’s daglige kommunikation og interessevaretagelse, ligesom du kommer til løbende at arbejde med at implementere og videreudvikle CKU’s public affairs-strategi. Du kommer til at sidde i vores lille public affairs-team, som består af en anden public affairs-konsulent og to dygtige studentermedhjælpere.
Opgaven består blandt andet i:
At bidrage til det daglige presse- og kommunikationsarbejde.
At koordinere løbende indsatser inden for CKU’s interessevaretagelse.
At udarbejde strategiske og politiske oplæg.
At løse analyse- og udviklingsopgaver.
At bidrage til høringssvar og lignende om dansk udviklings- og udenrigspolitik.
At skrive debatindlæg og kronikker.
At vedligeholde og udvikle netværk, partnerskaber og samarbejder med CKU’s medlemsorganisationer, øvrige brugere af CKU’s puljer og strategiske alliancepartnere.
CKU’s kommunikation og interessevaretagelse retter sig mod beslutningstagere på begge sider af Folketinget, myndigheder og den danske udviklingssektor. Vi har et særligt fokus på at bidrage med et trosbaseret perspektiv på aktuelle udviklingsdebatter samt at styrke og fastholde finansieringen til kirkeligt udviklingssamarbejde, tros- og religionsfrihed og engagementsindsatser i Danmark. Derudover arbejder vi løbende på at skabe generel synlighed omkring vores arbejdsområder med henblik på at vise potentiale for danske fonde, virksomheder og individer med interesse for at støtte det danske udviklingssamarbejde gennem CKU.
Om dig
Vi leder efter en kollega, der brænder for udviklingspolitik og forstår civilsamfundets rolle i en verden i konflikt og hastig forandring. Det er en fordel, hvis du samtidig har kendskab til de trosbaserede aktører og deres særlige bidrag. Du kan formidle komplekse problemstillinger, så de politiske løsninger bliver synlige. Du trives i et miljø, hvor samarbejde, politisk tæft og faglig tyngde går hånd i hånd. Du har måske et par års arbejdserfaring og har en uddannelse inden for statskundskab, forvaltning, journalistik eller lign.
Vi forestiller os, at:
Du har politisk tæft, interesse for området og anerkender CKU’s værdigrundlag.
Du har blik for strategi og kan få forskellige interesser til at mødes.
Du er analytisk stærk og har forståelse for udviklingspolitik og udviklingssamarbejde.
Du arbejder selvstændigt og er god til at opbygge relationer internt og eksternt.
Du er udviklingsorienteret, idérig og kan føre det ud i praksis.
Du har en skarp pen og kan skrive debatindlæg, nyheder til vores hjemmeside mv.
Hvis du vil høre nærmere om jobbet, kan du kontakte sekretariatschef for CKU, Katja Gunnertoft Bojsen på tlf. 8172 4006 eller public affairs-konsulent, Asta Klosterskov Handberg, på tlf. 8172 4015.
Ansættelsesforhold
Du bliver ansat i henhold til intern husaftale.
Du vil hovedsagelig skulle arbejde inden for almindelig kontortid. Vi forventer, at du er fleksibel, når der er brug for din arbejdskraft og kompetencer på andre tidspunkter. Fleksibiliteten går selvfølgelig begge veje.
Ansøgning
Send dit CV og skriv en motiveret ansøgning – der fortæller, hvem du er, hvad du kan, og hvorfor du gerne vil arbejde i CKU – og send den senest den 21. maj 2026 til mail: cku@cku.dk
Stillingen søges via knappen “Søg dette job” her på siden.
Vi forventer at holde samtaler i uge 23 og 24.
Forventet opstart: uge 33
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Om CKU
I CKU bliver du en del af en arbejdsplads med 17 dygtige kollegaer. CKU er paraply for 38 kirkelige og trosbaserede organisationer og 120 partnere i 40 lande, som arbejder indenfor udviklingssamarbejde og menneskerettigheder.
CKU forvalter pt. tre puljer på vegne af Udenrigsministeriet: CKU-puljen på 30 mio. kr. årligt, som støtter kirkeligt udviklingssamarbejde i hele verden. Vinduet for Tros- og Religionsfrihed på 15 mio. kr. årligt, der kan søges af alle danske civilsamfundsorganisationer til indsatser, der har til formål at fremme tros- og religionsfrihed. Og GLOBUS-puljen på 18,8 mio. kr. årligt, som støtter indsatser, der engagerer danskere under uddannelse i globale udviklingsspørgsmål.
Læs mere på Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde













