Kommunalpolitiker om DR-dokumentar: Ressourcesvage forældre har også omsorg at give

Det handler om mennesker

Men anbringelsesområdet er mere end sagsbehandlingstider. Det er komplekst og mangefacetteret. For det handler om mennesker i både den ene og den anden ende af et anbringelsesforløb.

Sagsbehandlere er ikke ansigtsløse. De er mennesker af kød og blod og med moral, som hver dag træffer svære beslutninger på vegne af børn uden egen stemme. Når dokumentaren konsekvent reducerer dem til "kommunen", skaber det en unødig afstand. Det gavner hverken forståelsen eller det samarbejde, der foregår mellem myndigheder og udsatte forældre ude i kommunerne hver eneste dag.

Derfor er den vigtigste samtale i kølvandet på dokumentaren heller ikke den velkendte diskussion om balancen mellem grundig sagsbehandling for at sikre retssikkerheden og hastighed i sagsbehandlingen for at sikre barnets trivsel. Den er mere grundlæggende menneskelig.

For dokumentaren viser også noget andet. Nemlig udsatte familiers afmagt i mødet med et system, de ikke forstår. Frustrationen over ikke at kunne afkode, hvad der forventes. Over ikke at tale samme "sprog".

Jeg håber, at det, vi ikke ser i dokumentaren, er grundige forudgående forløb mellem kommende forældre, sundhedsplejersker og familiebehandlere, om hvordan en fremtidig anbringelse kan undgås. 

Julie Hoff Sørensen (SF)
Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Familier, Børn og Læring, Stevns Kommune

Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål: For hvad er egentligt udsatte og sårbare voksnes ret til at få og beholde deres børn? Og hvad er børns ret til at beholde deres forældre?

Har vi som samfund accepteret, at man kun kan være forælder, hvis man lever op til en tjekliste, der definerer, hvordan en "rigtig" forælder ser ud og opfører sig? Har vi overhovedet ret til at være ressourcesvage og samtidig være forældre? Og hvem har i sidste ende retten til at definere, hvad "god nok" forældreevne er?

Det er en betydelig magt. Den skal forvaltes med omhu og respekt. Ikke mindst for dem, der ikke per automatik kender vejen til det eftertragtede "egnet"-mærkat, som fagpersonerne har monopol på både at definere og placere.

Når fungerende socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) på baggrund af dokumentaren gentager statsministerens ord om, at alle børn har ret til en tryg opvækst, er det svært at være uenig. Men hvad er omvendt forældres ret til at forme egne børns opvækst?

Jeg savner en bredere debat om balancen mellem barnets ret til tryghed og forældrenes ret til ikke at være ressourcestærke. Og om myndighedernes rolle som dommer.

Eller sagt på en anden måde: Hvad er den rette balance mellem vores ret til ikke at være gode forældre og børns ret til gode forældre?

Bag kameraet

Jeg håber jo, at det, vi ikke ser i dokumentaren, er grundige forudgående forløb mellem kommende forældre, sundhedsplejersker og familiebehandlere, om hvordan en fremtidig anbringelse kan undgås. For nogle har brug for mere hjælp og flere redskaber, før de kan påtage sig forældreskabet. Nogle bliver aldrig i stand til det.

Men velfærdssamfundets fornemmeste opgave er at udligne forskellene i vores muligheder i livet. Det gælder også muligheden for at beholde vores børn gennem læring og støtte til kommende forældre, som mangler basale færdigheder eller har en adfærd, der er uforenelig med et spædbarn i hjemmet. Og ikke kun en vurdering af eksisterende evne, som det fremstår i dokumentaren.

Som lokal udvalgsformand er det i hvert fald min forventning, at anbringelse er sidste udvej. At bortadoption kun anvendes i de allermest ekstreme tilfælde. Og at succeskriteriet så vidt muligt er at undgå, at børn må fjernes fra deres forældre. Og at vi ikke straffer sårbare og udsatte mennesker for at være sårbare og udsatte uden at have forsøgt at hjælpe dem først.

Mennesker med nedsat forældreevne kan godt have omsorg at give – i begrænsede mængder og med den rette støtte – til glæde for både forældre og barn.

Julie Hoff Sørensen (SF)
Kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Familier, Børn og Læring, Stevns Kommune

Der er i min optik langt fra utilstrækkelig forældreevne til bortadoption uden kontakt. Børn kan godt anbringes uden at bortadopteres. Og mennesker med nedsat forældreevne kan godt have omsorg at give – i begrænsede mængder og med den rette støtte – til glæde for både forældre og barn.

Samfundsdebatten har imidlertid samlet sig om, at sagsbehandlingen går for langsomt. Det er også den nemmeste debat, for det kan vi alle sammen blive enige om.

Jeg er dog ret sikker på, at hvis det omvendt havde vist sig, at bortadoption gik lynhurtigt, så ville kritikken gå på manglende retssikkerhed i processen.

Balancen er svær. Og måske er den ikke rigtig i dag. Jeg kan bare konstatere, at begge hensyn er væsentlige. Ligesom både børn og forældres rettigheder vel er?