Stammekrig om døde mink og barnebrude udstiller et faretruende hykleri

Partierne kan let se splinten i modstandernes øje, men ikke bjælken i eget. Sjældent har hykleriet hærget Christiansborg som i de to aktuelle retsskandaler, hvor Venstres tidligere udlændingeminister Inger Støjberg på den ene side sidder på anklagebænken i rigsretssagen, og hvor statsminister Mette Frederiksen (S) på den anden side er kommet under stigende pres efter afsløringerne i minkkommissionen.

Selv om skandalesagerne oplagt rummer vigtige og afgørende forskelle, har de udløst en næsten identisk reaktion på hver sin side af de to blokke i dansk politik: Alt, hvad de borgerlige partier lige nu forsøger at bruge af principielle skyts i kampen mod Mette Frederiksen og hendes ulovlige ordre om at aflive alle mink, benægtede de selv hårdnakket, dengang den daværende opposition kritiserede Inger Støjberg for at have tilsidesat loven. Og de røde partier gør nøjagtig det samme, blot med omvendt fortegn.

Begge blokke undergraver dermed deres egen retspolitiske troværdighed, og den rituelle og fordummende stammekrig risikerer at fjerne fokus fra sagernes kerne: Rigsretssagen mod Inger Støjberg handler ret beset ikke om ‘barnebrude’, og minkskandalen handler heller ikke om aflivede pelsdyr. Begge skandaler handler i bund og grund om ulovlige ordre, som i strid med gældende ret er blevet besluttet og kommunikeret af topministre for egen politisk vindings skyld.

Det er retsstatens grundprincipper, som står på spil. Men der er gået politik i den.

På selvafslørende vis har de borgerlige partier påfaldende let ved at se problemerne ved statsminister Mette Frederiksens ulovlige ordre om at aflive samtlige mink, men havde i årevis umådeligt svært ved at se problemerne ved daværende udlændingeminister Inger Støjbergs ulovlige ordre om at adskille samtlige unge asylpar.

Fuldstændigt synkront har de røde partier hidtil udvist en nådesløs tilgang til netop Inger Støjberg ulovlige ordre, mens de omvendt har sværere ved at se alarmlamperne blinke i den aktuelt oprullede sag om Mette Frederiksens ansvar for grundlovsbruddet, da alle mink blev beordret aflivet uden den fornødne lovhjemmel. Lovbrud fremstilles som kategorisk uacceptable hos modstanderne, mens ulovligheder hos vennerne bliver det mere eller mindre negligeret.

Juridisk må den konkrete ansvarsplacering naturligvis afvente først dommen i rigsretssagen og dernæst konklusionerne fra minkkommissionen og et muligt videre forløb. Politisk set har reaktionerne imidlertid blottet en lemfældig omgang med retsstatens principper og en barnagtig logik: Hvis ulovlighederne bliver begået af én fra ens eget hold, så er det okay.

Mest absurd har Politikens chefredaktør Christian Jensen senest placeret sig selv som enøjet defensor i Mette Frederiksens ringhjørne. I en weekendklumme forsøger han at argumentere for, at Inger Støjberg havde et ondsindet motiv og derfor er moralsk skyldig:

"For Støjberg var det et klart formuleret politisk mål, at hun ville have alle unge ægtepar adskilt. Det var det utvetydige ønske, hun kommunikerede både internt og til offentligheden. Selv om embedsmænd ifølge deres vidneudsagn i Rigsretten advarede Støjberg, blev tvangsadskillelser gennemført. Altså var den handling, der er endt med at ulovlig, selve Inger Støjbergs politiske motiv og mål, selv om hun selv erklærer sig uskyldig."

Herfra vender Christian Jensen så pludselig argumentationen på hovedet, og hævder, at Mette Frederiksen havde et ædelt motiv for sit lovbrud, og derfor bliver minkskandalen ”moralsk set aldrig en ny Støjberg-sag”. Statsministeren frikendes, moralsk, fordi hun brød loven for at gøre noget, som Politikens chefredaktør støtter:

"Her har det aldrig været Mette Frederiksens eller regeringens politiske mål at få aflivet alle danske mink. Motivet var at afværge en truende coronamutation. Og modsat Støjberg-sagen handlede regeringen ikke på trods af embedsmændenes sundhedsfaglige anbefalinger," skriver Christian Jensen.

Den åbenlyse dobbeltstandard, som kun giver logisk mening, hvis man på forhånd har en blind præference for Mette Frederiksen og en tilsvarende antipati for Inger Støjberg, bygger på en selektiv og dermed skævvredet argumentation. For sandheden er jo – som både afhøringerne i minkkommissionen og i den uvildige advokatrapport viser – at regeringstoppen rent faktisk var blevet advaret om manglende lovhjemmel, og at fageksperterne i Fødevareministeriet absolut heller ikke havde anbefalet en ulovlig aflivning af samtlige raske mink.

Politikens chefredaktør Christian Jensen har senest placeret sig selv som enøjet defensor i Mette Frederiksens ringhjørne.

Lars Trier Mogensen

Som det blandt andet er blevet afsløret i minkgranskningen skrev afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup således i en sms til sin kollega Line Nørbæk i Erhvervsministeriet og fastslog her, at advarslen om manglende lovhjemmel var blevet skrevet ind i sagen til mødet i regeringens koordinationsudvalg den skæbnesvangre tirsdag 3. november 2020: "Det vidste regeringen godt. Vi havde skrevet det i KU-sagen, at vi ikke mente, der var hjemmel”.

Den forestilling, som regeringens støtter – herunder altså Politikens chefredaktør – promoverer om, at Statsministeriet skulle have været komplet uvidende om den potentielle lovbrud og derfor moralsk uskyldige, savner uomtvistelig dokumentation. Tværtimod har både vidneudsagnene og den fremlagte dokumentation i minkkommissionen rejst begrundet tvivl om, hvorvidt regeringstoppen kan siges at have været i god tro.

Motivet til lovbruddet, ja, hvad skulle Mette Frederiksens motiv dog have været? Hun kunne jo bare have fået hastegodkendt en lovændring, da flertallet ville have været på plads. Det gådefulde motiv eller mangel på samme må den videre optrævling af skandalen afdække. Men at ophøje en forskelsløs aflivning af alle mink til en uundgåelig beslutning, der bare død og pine skulle gennemføres i strid med gældende ret, er og bliver et skråplan i en demokratisk retsstat.

Hvis et flertal i Folketinget mener, at en drastisk handling er påkrævet, må og skal de sørge for at have lovgrundlaget på plads først.

Det lovbrud, som Mette Frederiksen kommunikerede ud på et pressemøde 4. november 2020, kan måske vise sig at have haft mange og ildevarslende motiver. Det kan have skyldtes såvel magtfuldkommenhed som kuede embedsmænd eller politisk modvilje mod minkerhvervet. Det vil tiden vise.

Men så længe der ikke er tale om akut nødret eller en egentlig undtagelsestilstand, kan og skal det ikke undskyldes, at en regering bryder loven og slet ikke grundloven. Moralsk rigtigt kan det i hvert fald aldrig blive.

Dobbeltstandarderne stortrives dog i begge blokke. Politikens chefredaktør viser sig interessant nok at have en forbløffende sjæleven: Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl gør nemlig brug af stort set samme hykleriske dobbeltstandard i sit forsvar for Inger Støjberg og sit mindst lige så lidenskabelige angreb på Mette Frederiksen.

Med spejlvendte argumenter mener Thulesen Dahl, at Venstres daværende udlændingeminister gjorde det moralsk rigtige, da hun stod i spidsen for en forskelsløs adskillelse af unge asylpar – og at hun derfor ikke burde have været stillet til ansvar for det lovbrud, som ellers er blevet dokumenteret af først Ombudsmanden og senere Instrukskommissionen.

Lovbrud fremstilles som kategorisk uacceptable hos modstanderne, mens ulovligheder hos vennerne bliver det mere eller mindre negligeret.

Lars Trier Mogensen

For Dansk Folkepartis formand er et overlagt lovbrud altså heller ikke rigtigt alvorligt, hvis blot motivet har været politisk rigtigt. Præcis som Christian Jensen hævder om Mette Frederiksen. Perspektivet er bare byttet rundt: Fordi Inger Støjberg ønskede at redde de såkaldte barnebrude, er hun ifølge Kristian Thulesen fredhellig og skal slet ikke holdes ansvarlig som minister.

Til gengæld er det ikke svært for Dansk Folkeparti at se retsskandalen i den ulovlige ordre om minkene. På partiets landsmøde i september tordnede Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen: "Statsministeren beordrede personligt alle mink aflivet. Politi og forsvar blev sat til at bistå. Og selv da det stod klart, at der ikke var lovhjemmel til det, fortsatte regeringen sin aflivnings-strategi," sagde han til bragende bifald fra salen og fortsatte krigerisk med at kræve Mette Frederiksen stillet for en rigsret:

"Helt ærligt venner: Dette er en vaskeægte skandale. Alle kan lave fejl – men som minimum skal man stoppe fejlen, når man bliver bekendt med den. Det gjorde Mette Frederiksen ikke. Tværtimod fortsatte hun og regeringen sit ulovlige forehavende."

Minus gange minus giver ikke nul i politik. De to stridende positioner udligner ikke hinanden, blot fordi de spejler hinandens polemiske argumenter. Det må altså være muligt at have – eller i hvert fald evne at fremtvinge – tilstrækkeligt med båndbredde til at kunne forestille sig, at både Inger Støjberg og Mette Frederiksen potentielt kan have været ansvarlige for deres ulovlige ordre, som de begge kommunikerede skråsikkert via pressen.

Ingen af dem kan vise sig at være juridisk skyldige, de kan begge være ansvarlige, eller én af dem – og ikke den anden. Det må bevisernes stilling afklare, ikke partipolitisk stammementalitet.

Selv om de to retsskandaler i substansen er forskellige, og beslutningsforløbene også varierer afgørende, er det alt for primitivt at forfladige de to opsigtsvækkende tilfælde af ulovlig forvaltning til et hundeslagsmål mellem blokkene.

Selvfølgelig vil socialdemokrater slås indædt og loyalt for at forsvare Mette Frederiksen, ligesom strammerfløjen har kæmpet til det yderste for Inger Støjberg. For alle andre er principløsheden imidlertid udtryk for en indre opløsning af selve retsstatens fundament.