Trods flugten fra Forsvarsministeriet kan våbensagen fortsat hjemsøge Ellemann  

Man ville gerne have været en flue på væggen den dag i august, da departementschef Morten Bæk dukkede op på Jakob Ellemann-Jensens kontor med et dokument i hånden.

Det var blot et døgns tid efter, at netop Ellemann havde holdt sit første større pressemøde efter et halvt års sygdom. På pressemødet havde han fremlagt redegørelsen for indkøbet af israelske våben og ladet forstå, at de værste fejl og misforståelser var opstået i en styrelse langt væk fra departementet. Nu skulle advokater kigge styrelsen efter i sømmene.

Men så var det, at departementschefen bankede på. Der var dukket et dokument op, som ved en meget beklagelig fejl ikke var blevet journaliseret – og som derfor ikke havde indgået i redegørelsen til Folketinget.

Dokumentet viste helt enkelt, at vildledningen af Folketinget ikke skyldtes fejl begået i en styrelse. Vildledningen var opstået i departementet – altså hos ministerens egen stab – og var blevet fastholdt, selv efter at styrelsen havde forsøgt at bløde op.

Det dokument kom til at koste departementschef Morten Bæk jobbet i Forsvarsministeriet.

Og blot 11 dage senere forlod Ellemann også selv posten, da han i en rokade byttede ministerium med Troels Lund Poulsen. Dermed sluttede historiens mest besynderlige karriere som forsvarsminister – den varede knap otte måneder, men de seks af dem som sygemeldt.

Spørgsmålet er, om faren nu er drevet over for forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen selv? Og det korte svar er nej. Tværtimod kan våbensagen meget vel blive en lænke, som Venstres formand skal slæbe efter sig til længe efter næste valg.

Ellemann forsøger at gardere sig

Det er højst usædvanligt – ja, nærmest uhørt, at en departementschef på den måde for rullende kameraer får besked om, at ministeren har mistet tilliden, og at han skal rydde sit skrivebord. Normalt ordnes den slags med et mere eller mindre frivilligt jobskifte nedad i systemet, eller måske med en ambassadørpost.

I politiske sager er der altid mindst to lag: Selve den fejl eller forbrydelse, der er begået, og dernæst det forløb, hvor sagen opklares

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Der er næppe tvivl om formålet med Ellemanns håndfaste og sjældent voldsomme reaktion: Han vil sikre, at sagen om våbenindkøb ikke pludselig skulle ramme ham selv.

Og jobskiftet? Mon ikke, skiftet mest er drevet af et ønske om at få mindre drift, mere fokus på de store linjer og mere tid til at lede? Men det givet været en sidegevinst, at Ellemann dermed bringer sig selv på afstand af skandalen om indkøb af israelske våben.

I politiske sager er der altid mindst to lag: Selve den fejl eller forbrydelse, der er begået, og dernæst det forløb, hvor sagen opklares, og hvor nogen måske forsøger at dække over noget. For en minister kan det sidste være mindst lige så farligt som det første.

Derfor var det magtpåliggende for Jakob Ellemann at reagere resolut, da det vidste sig, at "redegørelsen om fejlagtige oplysninger indeholdt fejlagtige oplysninger", som han selv udtrykte det.

Og det er da også vigtigt at slå fast, at der foreløbig ikke er noget som helst i sagens dokumenter, der antyder, at Jakob Ellemann-Jensen skulle have været bekendt med vildledningen af Folketinget – og dermed selvsagt heller ingen tegn på, at han skulle have haft et ønske om at føre Folketinget bag lyset. Der ligger med meget stor sikkerhed ikke nogen rigsretssag og venter i sagen om våbenkøb.