Venstres tese-løver har fået indflydelse
Niels Th. Dahl
JournalistJeg tror slet ikke, de har gemt teserne væk. Jeg tror, de ligger som brølende løver under læderjakkerne.
Edith Thingstrup (V)
Kommunalbestyrelsesmedlem i Egedal Kommune
De stod bag teserne i 2003:
Borgmester og folketingskandidat Søren Pind
MF Thor Gunnar Kofoed
MF Marianne Pedersen
MF Lars Chr. Lilleholt
MF Peter Christensen
MF Leif Mikkelsen
MF Tina Nedergaard
Hernings borgmester Lars Krarup
Medlem af Venstres hovedbestyrelse Jørgen Svaneberg
EP-kandidat Mogens Vad
Medlem af kommunalbestyrelsen i Ledøje-Smørum Edith Thingstrup
Folketingskandidat Michael Fagerlund
Folketingskandidat Torsten Schack Pedersen
Det blev mildt sagt ikke taget pænt op af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da en række unge og liberalt sindede Venstre-folk i 2003 ville sætte 10 særlige "teser" til afstemning på Venstres landsmøde.
Med den daværende borgmester i København Søren Pind i spidsen ville de gerne "genskabe den liberale idé-debat" og foreslog i teserne blandt andet, at det skulle være et særligt mål at sænke skatterne og størrelsen af den offentlige sektor, mens mulighederne for frit valg for borgerne skulle være større.
En sådan afstemning var Venstres ledelse i almindelighed - og statsminister Anders Fogh Rasmussen i særdeleshed - imidlertid ikke interesseret i. Efter hårdt pres og en direkte trussel fra Fogh om, at han personligt ville tale dunder mod teserne, hvis de kom til afstemning, trak de rebelske venstrefolk forslagene inden landsmødet. Og i tiden derefter var det ikke de liberale løver, der stod forrest i køen, når Fogh skulle dele forfremmelser i partiet ud.
Forfremmelser til tese-bagmænd
I dag, seks år efter diskussionen om teserne, ser tingene imidlertid anderledes ud. Selv om ingen af de folketingsmedlemmer, der stod bag teserne, endnu har fået nogen ministerpost, er de nu rykket op på nogle af de væsentligste ordførerposter i folketingsgruppen. Således er Peter Christensen i dag blevet politisk ordfører, Torsten Schack Pedersen er blevet skatteordfører, Tina Nedergaard finansordfører, og Søren Pind selv er nu en højprofileret udenrigsordfører, der tidligere på året også var på tale som Venstres retsordfører.
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at såvel Tina Nedergaard som Peter Christensen har fået deres nye poster kort efter statsministerskiftet i foråret.
Spørgsmålet er imidlertid, om forfremmelserne af de liberale folketingsmedlemmer skal ses som tegn på, at en ny og mere liberal politisk retning kunne være på vej i Venstre. Politisk kommentator ved Berlingske Tidende Thomas Larsen tvivler på det:
"Anders Fogh Rasmussen var stålhård i strategien om at betrygge midtervælgerne om, at man godt kunne overlade styringen af velfærdssamfundet til Venstre - og derfor blev det så håndfast en irettesættelse af særligt Søren Pind. I forhold til den kurs kan man vel sige, at Lars Løkke Rasmussen i højere grad har formået at have døren åben og have adgang til flere af de forskellige grupperinger i Venstre. På den måde er isen tøet noget op," siger Thomas Larsen, der fortsætter:
"På den anden side vil hammeren også falde fra Lars Løkke Rasmussen, hvis f.eks. Søren Pind og Peter Christensen skulle lægge op til et brud med strategien om, at Venstre godt kan stå i spidsen for velfærdssamfundet. Det ville være ødelæggende for hans projekt, og kampen om magten er nu så tilspidset, at han ikke har råd til det."
DE 10 TESER:
1. Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv. Den første tese handler om, hvem man tilhører. Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet - før staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. Overføres denne holdning til skattespørgsmålet, er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv.
2. Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser. Med den anden tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens største offentlige sektor vokser. Baggrunden er i sagens natur, at en mindre skat skaber mere frihed, hvorimod en større offentlig sektor skaber mindre frihed for den enkelte.
3. Det er vigtigere, at skatten falder end at overførselsindkomsterne stiger. Med den tredje tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens højeste sociale satser vokser. Baggrunden er i sagens natur, at mindre skat skaber mere frihed, hvorimod større offentlige overførsler skaber stigende afhængighed og dermed mindre frihed for den enkelte. For en god ordens skyld understreges, at der ikke heri ligger en kronemæssig fastfrysning, som ville medføre, at inflationen vil udhule overførslernes købekraft.
4. Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte. Med den fjerde tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere at den enkelte bærer ansvaret for sin næste i fællesskabet frem for at fællesskabet bærer ansvaret for alle. Tesen fastslår, at social ansvarlighed er et centralt begreb. Dog er det som udgangspunkt individuelt funderet.
5. Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed. Med den femte tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at sikre sin egen uafhængighed ved at beholde, hvad vedkommende selv har skabt, fremfor at lade sig nøje med påstanden om at tilskud skaber reel frihed. Tilskud kan fjernes efter magthavernes forgodtbefindende. Hvad man selv har frembragt, kan derimod ikke fratages uden ved ekspropriation - og dermed en grundlovssikret fuld erstatning. Derfor er det sidste at foretrække frem for det første.
6. Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst. Med den sjette tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det kan betale sig at være på arbejdsmarkedet fremfor at modtage offentlig forsørgelse. Der foretages samtidig et opgør med begreberne meningsfyldt og ikke-meningsfyldt arbejde. Alt arbejde, der lader den udførende tjene til brødet, er meningsfyldt. De offentlige satser skal således være mindre end det, der kan tjenes ved nogen form for arbejde.
7. Det er vigtigere at skabe frie valg ved, at folk tjener deres egne penge end ved at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg. Med den syvende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det generelt er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at tjene sine egne penge, beholde dem og herud fra træffe frie valg, end at disse penge fratages ham, gøres til genstand for offentligt betalte såkaldte "frit-valgs ordninger", fordi bl.a. alene omfordelingen koster skatteborgeren penge til offentligt bureaukrati.
8. Det er vigtigere, at der er offentlige frit valgs ordninger end at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes. Med den ottende tese etableres en prioritet - og en klargørende modifikation af den syvende tese. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske - når det er defineret, hvad der er et specifikt offentligt ansvar - har mulighed for at træffe personlige valg fremfor blot at modtage én offentlig monopoliseret ydelse.
9. Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud end at det foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet. Med den niende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at samfundet skal betrygge hver enkelts mulighed for en uddannelse. Dette tilsikrer, at såvel den mindre bemidlede som den velhavende har mulighed for at skabe sig den bedst mulige tilværelse.
10. Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum end at bevare politisk styring, monopol og stive systemer. Med den tiende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at selvom sundhed er et delvist offentligt ansvar, er det vigtigt, at der foretages et opgør med den politiske styring af sundhedssektoren. Helbredelse og øvrige sundhedsydelser er som så meget andet en vare, og noget sådant handles bedst på et marked. F.eks. i form af konkurrerende sygekasser, hvor der grundlæggende skal være pligt til for den enkelte at vælge en, han skal indbetale til.
Kilde: Wikisource
Christiansborg
