Vermund lykkes, hvor Pape ikke gør. Alligevel er der lang vej til succes for Nye Borgerlige

Samtidig havde Nye Borgerlige selv fået mere end en enkelt ridse i lakken. Partiet var opstået som et protestparti. Mod den borgerlige regering og mod Dansk Folkeparti, der havde svigtet ved ikke at vælte den i forbindelse med flygtningekrisen i 2015.

I sin æstetik lignede Nye Borgerlige et klassisk borgerligt parti. Den mørkegrønne farve, svanen og de ledende politikeres velplejede ydre lignede noget fra Venstre eller Konservative

Christian Egander Skov

Nye Borgerlige handlede om ultimative krav.

Derfor blev partiet også tilholdssted for alverdens tidselgemytter. Dette er altid udfordringen for et ungt parti, men måske i særlig grad for et ungt parti længst til højre i dansk politik.

Protesten, frækheden og vildskaben lagde ét spor for Nye Borgerlige. Men partiet havde også fra begyndelsen noget andet. Jeg skrev om det i sin tid.

I sin æstetik lignede Nye Borgerlige et klassisk borgerligt parti. Væk var Dansk Folkepartis rødternede duge og pølsevognsaffekt. Den mørkegrønne farve, svanen og de ledende politikeres velplejede ydre lignede noget fra Venstre eller Konservative.

Lars Boje tog en vest uden på sin krøllede skjorte.

Aspirationen om at være mere end et protestparti, men et parti, der kunne revitalisere borgerligheden som sådan, lagde et andet spor for Nye Borgerlige.

Meget af det kaos, der greb partiet efter valget, har handlet om sammenstødet mellem de to spor. Før valget var partiet trukket i en retning anført af Pernille Vermund og i særdeleshed hendes stærke pressechef, Lars Kaaber.

Da valget gik sløvere end håbet (partiet havde ramt ti procent under Corona), ofrede Vermund  Kaaber og derefter sig selv. Hendes eget kompas pegede jo i den retning, der havde lidt nederlag.

Hendes udgangspunkt var trods alt De Konservative, og hendes egentlige ønske til Nye Borgerlige var, at det kunne blive det, som De Konservative ikke rigtig ville være, da hun havde forladt partiet.

Med Bojes formandskab forsvandt dette projekt. Der kom damp på kedlerne, imens lokomotivet pilede ustyrligt ned ad et andet spor. Indtil det så kørte galt.

For Vermund og ligesindede må det have været en skuffelse, at partiet faktisk havde større vælgeropbakning under Lars Boje, end da hun vendte tilbage.

I dag består folketingsgruppen reelt set af to personer. Pernille Vermund og en eller anden. Og da de begge var til stede ved sommergruppemødet, var det en fin lejlighed til at se på, hvad der skete her.

For Vermund stod med en bunden opgave. Nye Borgerlige må skære en bid ud til sig selv af den store borgerlige kage.

Og det gik egentlig udmærket.

Hvor Pape og De Konservative aldrig kom ud over krisehåndteringen, som Jarl Cordua rigtigt har fremhævet, så lykkedes det faktisk Vermund at markere en klar linje for Nye Borgerlige. Og det selvom partiets krise objektivt set er meget værre end De Konservatives.

Linjen rummer en klar positionering i forhold til SMV, og Vermund indledte med at gå hårdt efter de tre partier. Det er rigtigt set, for det er ikke for indeværende Nye Borgerliges opgave at positionere sig som borgerlige stemmer, der arbejder, men derimod blot som en klar borgerlig stemme.

Det er ikke midterpolitikkens fede agre, men derimod de stenede marginaljorde, der er partiets mulighed.

Dernæst handler det om et forsvar for den jævne mand (og han er nok faktisk mest en mand) og hans prioriteter. Det er land og by, sammenhængskraft. Det er en hård kurs mod energilobbyen og den grønne industris drømme om vindmøller og solceller.

Og så er det kampen mod en offentlig sektor, der sander til i bureaukrati og ovenikøbet – ifølge Vermund – giver borgerne PTSD.

Udfordringen for Nye Borgerlige bliver at tilkæmpe sig en plads i områder, der i forvejen bebos af de to eneste succeshistorier i den blå blok, nemlig Støjberg og Vanopslagh

Christian Egander Skov

Forinden havde partiet gødet jorden gennem et stort interview i Avisen Danmark, der særligt fremhævede forholdet mellem land og by.

Det er kort sagt en politik, som søger sit udgangspunkt i et opgør med alt det, vi kan kalde den teknokratiske midte, og som indkapsles af SMV. Det er uden tvivl et meningsfuldt projekt, men ikke uden vanskeligheder.

Man kan nok tvivle på, om vælgerne virkeligt hellere vil høre om atomkraft end om udlændinge? Overordnet er problemet for Nye Borgerlige, at de ikke har den plads, som de har udset sig, for sig selv.

Hvad adskiller Vermund fra Støjberg? Adspurgt om det, måtte Vermund træde vande. Vermund ville skabe sammenhængskraft. Mon ikke også Støjberg ville sige det samme? Og hvad med den mere højblå linje? Ja, den har Vanopslagh og LA til overflod.

Udfordringen for Nye Borgerlige bliver at tilkæmpe sig en plads i områder, der i forvejen bebos af de to eneste succeshistorier i den blå blok, nemlig Støjberg og Vanopslagh. Det bliver svært. Oddsene er ikke gode, men Vermund kan dog hæfte sig ved, at partiet generelt ligger over spærregrænsen.

Det er jo en start.