Vi bør glæde os over, at nogen orker at gøre politik til deres levebrød

I årtier har man, når man virkelig skulle skælde ud på nogle politikere, der nu igen har gjort noget, man ikke kan lide, kaldt dem alt muligt. Og så toppet forbandelserne med trumfen; sådan en levebrødspolitiker!

Tænk sig, at nogen kan og vil leve af at være politiker! En skandale, må man forstå.

Og ja, man må erkende, at der på Christiansborg er et vist sammenrend af politikere, som udmærker sig ved ikke at være blevet færdige med noget-som-helst, slet ikke deres studier. De er ikke kandidater i noget, ej heller bachelorer. Så står der på deres CV, at de i den og den givne periode har bedrevet økonomi-studier, kurser i marketing eller lignende. 

Politik er blevet deres levevej, deres brød.

Mange politikere er tidligt kommet ind i politik og har enten afbrudt deres studier, fravalgt dem eller slet ikke haft ambitionen. Politik har været deres pejlemærke, deres passion. En del er trådt ind i deres partier via ungdomsorganisationerne, eksempelvis den siddende statsminister. Og de to foregående fra Venstre. 

Lars Løkke Rasmussen vandt for eksempel i 1986 ved et dengang hidtil uset kup mod den siddende ungdomsformand formandsposten i Venstres Ungdom med et solidt stemmeflertal. Siden har han som en ubestrideligt enestående dygtig politiker fægtet sig frem for at sikre sig selv muligheder og indflydelse. Dét er han i skrivende stund - endnu engang - i gang med. 

Jeg har for kort tid siden tilbragt 15 år i træk som pressechef på Christiansborg, og i de 15 år vil jeg tro, at jeg har erhvervet mig 20-25 års erfaring, målt i timer.

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti på Christiansborg

Anders Fogh Rasmussen, der blev statsminister i 2001, var formand for Venstres Ungdom i 70’erne, og den konservative Poul Schlüter var formand for Konservativ Ungdom fra 1952. 30 år senere blev han statsminister og er sammen med Fogh blandt de længst siddende i nyere tid.

Erfaringerne fra ungdomspartierne er ofte særdeles anvendelige, nok især på vejen hen til magten, hvor andre skal skubbes til side, strategiske alliancer indgås og forbindelser plejes.

Ekstra Bladet har ofte nidkært beskrevet, hvor meget den og den toppolitiker tjener og har tjent på politik. Opgjort over år kan den slags jo summe sig op til en del flere penge end eksempelvis ti år som ansat i dagligvare-branchen eller for den sags skyld en skolelærer. Så der pustes til den lille misundelse. Og den store.

Men skal en gennemsnitlig lønmodtagerløn sammenlignes med vederlaget for et medlem af Folketinget? Eller en ministers? Det kan man jo mene.

Man kan også se på det som nordmanden Einar Førde. Efter 20 år i det norske Storting og minister for Arbejderpartiet i 1989 blev han topchef for det norske Danmarks Radio, NRK.

Han sagde, at nu havde han fået et halvtidsjob, eftersom han kun arbejdede fra cirka klokken syv om morgenen til klokken 19 om aftenen. Sådan var det ikke som toppolitiker under blandt andet Gro Harlem Brundtland, hvor tiden gik med politik og presse i stedet for nattesøvn, familiefester og børnenes opvækst.

Toppolitik er bogstaveligt talt 24-7.

Jeg har for kort tid siden tilbragt 15 år i træk som pressechef på Christiansborg, og i de 15 år vil jeg tro, at jeg har erhvervet mig 20-25 års erfaring, målt i timer.

For de meget dygtige toppolitikere, jeg arbejdede for og imod gælder det, at de formentligt for hvert år på Borgen arbejder det dobbelte af de fleste andre. Trods mange og lange mødefri-perioder.

De skal ikke ynkes. De har helt selv valgt det. Forstå det, hvem som kan.

Måske skal vi være ret fornøjede over, at toppolitikere har politik som deres levebrød?

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti på Christiansborg

Men måske skal vi være ret fornøjede over, at toppolitikere har politik som deres levebrød? At de kan politik, brænder for det og er dygtige til det. Og fremfor alt; forstår politik! For der findes bestemt eksempler på folk i politik, der ikke begriber det, ikke kan det, ikke har passionen. Ingen nævnt, ingen glemt, man kan helt selv sætte navne på.

Der findes også eksempler igennem tiden på, at ellers gode, erfarne folk med succes fra erhvervslivet lige skal et smut på Borgen og lære ignoranterne derinde, hvad det virkelige liv er for en fisk og how-to-do. Eller redde et parti. Uden at det blev den store succes. Tværtimod.

Mange politikere forstår modsat ikke helt, hvad erhvervslivet er, og hvordan den skal skæres i en virksomhed for at sikre fremgang, bundlinje og arbejdspladser.

Min erfaring er, at en hel del i erhvervslivet heller ikke helt begriber, hvordan den skal skæres i politik. Det er to verdener. Succes i den ene giver ikke nødvendigvis succes i den anden.

Jeg har enorm respekt for vore politikere. Og glad for, at nogen orker at have dén beskæftigelse som levebrød.