Alle vinder - når kvinder hjælper kvinder

BROBYGNING: Når indvandrerkvinder rækker en hjælpende hånd til andre kvinder i deres nabolag, skaber det små hverdags-succeser for integrationen. Bydelsmødrene ser ud til at være en kæmpe gevinst for samfundet. Mød to af dem her.

Radikaliserede imamer. Unge Syrien-krigere. Tilslørede kvinder. Sharia-zone på Nørrebro.

Mens medierne igen og igen koger op i artikler, der trækker lange, rødglødende debatspor og splitter befolkningen, bygger lidt over 500 kvinder i al stilfærdighed bro mellem det danske samfund og nogle af de mest isolerede indvandrerkvinder.

Kvinderne er selv fortrinsvis indvandrere. Og de bor i de samme kvarterer som de kvinder, de rækker ud til.

De kalder sig Bydelsmødre. Og en spritny evaluering peger på, at deres frivillige arbejde giver markante gevinster til samfundet.

Det vender vi tilbage til. Først til to af de bydelsmødre, det hele handler om.

Det handler om tillid – og selvtillid
Da Shazia Mughal i 1989 kom til Danmark fra Pakistan, gik det op for hende, at hun var landet i en verden, der var fuldkommen fremmed for hende. 

”Jeg følte mig så alene – uden familie, venner og bekendte. Alt var så anderledes – menneskene, kulturen, måden samfundet var bygget op på, naboskabet. Der var ikke en eneste ting, der matchede min kultur,” fortæller Shazia.

Sproget i sig selv var en kolossal barriere for hende.

”Jeg ville gerne gerne tale, men jeg kunne ikke. Den fornemmelse er ikke sjov,” understreger hun.

Shazia fortæller, hvordan følelsen af isolation førte til utryghed og tab af tillid – både til samfundet og til hende selv.

”Den følelse har jeg aldrig glemt,” siger hun.

Bouchra har altid hjulpet til
Ved siden af Shazia sidder Bouchra Chakiri og nikker.

”Det er som at høre min mors historie,” siger hun.

På en måde har Bouchra altid været bydelsmor. Hendes familie kom hertil fra Marokko, og siden hun var helt lille, har hun hjulpet sin mor og andre kvinder med at begå sig i Danmark.

”Det har altid været naturligt for mig at hjælpe, når nogen skulle tale med viceværten eller lægen eller op at snakke med Borgerservice,” siger Bouchra:

”Nu gør jeg det bare med Bydelsmor-kasketten på.”

”I skal involvere jer i jeres børn”
Begge kvinder arbejder frivilligt for Bydelsmødrene – en organisation, der blev etableret i Danmark efter tysk forbillede i 2008.

Indvandrerkvinder i 36 grupper, spredt ud over landet, har fået undervisning i, hvordan det danske samfund fungerer, og hvordan de kan bringe deres viden om Danmark og danskerne videre til andre indvandrerkvinder i det område, de selv bor i.

Igennem samtaler om alt fra børneopdragelse og sundhed til ligestilling, selvmordstanker og depression og helt praktiske ting som skolestart og oprettelse af Nem-ID kommer bydelsmødrene tæt på kvinder, som myndighederne ikke har kontakt med.

“Når man uddanner en mand, hjælper man hele familien. Men når man uddanner en kvinde, hjælper man en hel generation,” siger Shazia med henvisning til det tætte forhold, der er mellem de mange hjemmegående indvandrerkvinder.

Ikke mindst forholdet til børnene, som flyder frit mellem to forskellige kulturer, fylder meget for kvinderne.

”De forstår ikke deres børn. Og så er det for nemt at sige: 'Gå ud og giv mig fred'. Vi fortæller dem, at de skal involvere sig mere i deres børns liv,” siger Bouchra og fortsætter:

”Måske er børnene i dårligt selskab. Vi siger: 'I skal vejlede dem. Det gør de dårlige venner ikke. Det gør samfundet ikke’,” siger hun.

”Hvad sker der for Far?”
En dag blev Bouchra opsøgt af en kvinde, som gik hjemme med børnene, mens hendes mand arbejdede.

Hun var frustreret over, at familien fungerede dårligt, og især at parrets dreng var i skidt selskab og svær at håndtere. Han manglede en mandlig rollemodel, fortæller Bouchra.

”Vi snakkede om, at det var vigtigt, at faderen bidrog med andet end penge til familien. At han også gav kærlighed og gik i biografen med drengen,” siger hun.

Til at starte med var faderen afvisende.

”'Jeg kan ikke finde ud af det,'” sagde han. For han havde heller aldrig kendt til en faderfigur,” fortæller Bouchra.

Men han startede alligevel i det små. Til drengens overraskelse.

”Han var sådan: 'Mor, hvad sker der for Far? Han er mærkelig',” siger Bouchra.

Efter en længere periode med hårde snakke, grin og gråd, begyndte de nye tilstande i familien at give resultat.

”Moren klager ikke mere. Og drengen har en far, der gider ham. Og så har familien lært at snakke om ting, vi ellers aldrig taler om i vores kultur,” siger Bouchra.

Kvinderne skaber værdi for samfundet
Indsatser af den slags har gjort Bydelsmødrene til en succes - ikke bare blandt indvandrerkvinderne, men også blandt deres mænd, som ellers i begyndelsen reagerede med skepsis.

“I starten var der nogle, som var imod, at vi hjalp, fordi de troede, vi ville skabe splid i familien. Men de har set, at der skete gode ting, og at kvinderne udviklede sig. Og nu er nogle af dem selv blevet inspireret til for eksempel at begynde at studere,” fortæller Bouchra.

Og en ny evaluering fra organisationen Økonomer Uden Grænser bekræfter, at Bydelsmødrene skaber forandring. Og det kommer samfundet til gavn.

I analysen har økonomerne opstillet to scenarier - et konservativt og et realistisk.

I det konservative giver hver krone, der bliver puttet i Bydelsmødrene, 2 kroner og 80 øre til samfundet. Og i det scenarie, Økonomer Uden Grænser kalder det realistiske, er afkastet på hver investeret krone helt oppe over 10 kroner.

Et vanskeligt regnestykke
Det er ikke mindst to faktorer, der gør udslaget i regnestykket: At Bydelsmødrene løser opgaver, som det offentlige ellers skulle have løst - for eksempel tolkeopgaver - og dermed sparer samfundet penge. Og at Bydelsmødrene hjælper indvandrerkvinder i arbejde - hvilket på samme tid øger produktionen i samfundet og mindsker de offentlige udgifter.

To eksperter i evaluering tvivler på, at analysen rammer plet. De fremhæver, at den bygger på interview med 100 bydelsmødre - og dermed på den oplevede værdi af deres arbejde, og at det er vanskeligt at regne den om til en eksakt samfundsværdi.

“Jeg synes, det er en meget sympatisk øvelse, men der er nogle usikkerheder, når man arbejder med selv-rapporterede data i stedet for registerdata og uden kontrolgrupper,” siger interventionschef Helene Bie Lilleør fra Rockwool Fonden.

Hun pointerer, at det for eksempel er vanskeligt at vide, om det er Bydelsmødrenes indsats, der har været udslagsgivende for, om en kvinde er kommet i arbejde, eller om kvinden ville være kommet i arbejde uanset.

Lars Larsen fra konsulentfirmaet LG Insight, som blandt andet arbejder med integration, mener tilsvarende, at de samfundsøkonomiske effekter er svære at måle.

“For eksempel afhænger effekten også af, om der er fagprofessionelle i kommunerne, som er i stand til at benytte de åbninger, Bydelsmødrene skaber. Og det er ikke tilfældet alle steder,” siger Lars Larsen.

“De åbner lukkede miljøer”
Anne Lundgaard Hansen er en af de tre forfattere til analysen. Og hun fremhæver, at det er nogle meget konservative antagelser, der ligger bag selv det mest optimistiske af de to estimater. 

Hvis de interviewede bydelsmødre har angivet at have hjulpet andre i arbejde, antager Økonomer Uden Grænser, at der kun er tale om en enkelt person - selv om der kunne være kommet mere end én i job.

I det realistiske scenarie antager Økonomer Uden Grænser, at 42 procent af kvinderne ville være i arbejde ved egen hjælp. Og i det konservative scenarie er antagelsen, at det gælder 90 procent af kvinderne.
I forhold til de fagprofessionelle i kommunerne pointerer Anne Lundgaard Hansen, at det netop er det jobskabende element, der skaber størsteparten af samfundsværdien. Derfor ryster hun ikke på hånden.

“Der er ikke nogen tvivl om, at der er en værdi at hente i Bydelsmødrenes arbejde. Og værdien kunne sagtens være endnu højere, end vi angiver,” siger hun.

Både Lars Larsen og Helene Bie Lilleør mener da også, at Bydelsmødrene sagtens kan være værdiskabende - selv om man ikke er i stand til at sætte præcise kroner og øre på værdien.

“Der er alle mulige gode grunde til at tro, at der er en samfundsgevinst. Specielt fordi de arbejder frivilligt i statens favør og forsøger at fremme det, som staten ønsker,” siger Helene Bie Lilleør.

Og Lars Larsen tilføjer:

“Alt tilsiger, at de har en ret stor samfundsmæssig værdi - alene fordi det lykkes Bydelsmødrene at åbne de her meget lukkede miljøer, som de færdes i.”

Shazia: “Jeg er stolt”
Og så er der den værdi, der er hævet over enhver tvivl: Nemlig at det frivillige arbejde gavner bydelsmødrene selv.

For både Shazia Mughal og Bouchra Chakiri fungerer det frivillige arbejde som en vej tilbage til samfundet efter at være blevet afsporet.

Shazia blev koblet af, da hun efter 13-14 år som køkkendame fik en diskusprolaps. Og trods en operation kunne hun ikke fortsætte med at arbejde.

“Jeg tænkte, at nu kan jeg ikke bruges mere. Der er ikke mere for mig,” siger hun.

Men igennem arbejdet med Bydelsmødrene kom hun ind i en stilling som projektleder for ensomme ældre af anden etnisk herkomst end dansk og for en række kvindeklubber.

“Det vidste jeg ikke, jeg kunne. Men det var mit netværk, der byggede mig op, da jeg tabte tilliden til mig selv og samfundet. I dag er jeg stolt af det, jeg laver,” siger Shazia.

Bouchra: “Jeg vil bidrage til samfundet”
Også Bouchra henter selvværd i arbejdet hos Bydelsmødrene.

Meget imod sin vilje er hun på kontanthjælp - et resultat af en bilulykke under en ferie i Marokko.

“Det bryder jeg mig ikke om. Det er mig, der altid har sagt til de andre: ‘Vi skal ikke på kontanthjælp. Vi er sunde og raske. Vi skal ud og arbejde’. Og så ryger jeg selv på kontanthjælp,” siger hun.

Bouchra fortæller, at overgangen fra at arbejde som pædagogmedhjælper på en vuggestue til at være på offentlig ydelse har slidt hårdt på hendes selvagtelse.

“Jeg ser ned på mig selv. Jeg vil bidrage til samfundet,” siger hun.

Og det er her, Bydelsmødrene kommer ind i billedet. For det er gennem sit frivillige arbejde, hun bevarer selvrespekten, mens hun forsøger at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet.

“Mit frivillige arbejde giver mig glæde og anerkendelse. Jeg er rigtig stolt af at være bydelsmor,” siger Bouchra.

Glæde i Københavns Kommune
Det er penge fra staten, Københavns Kommune og Bikubenfonden, der holder Bydelsmødrene igang.

Og hos Københavns Kommune er beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) begejstret for den indsats, kvinderne gør.

“De kvinder, der bliver uddannet som bydelsmødre, gør en stor forskel, fordi de kan banke på og komme helt ind ved kaffebordet og få nogle andre samtaler og et andet tillidsforhold, end vi kan som offentlig myndighed,” siger hun.

Kommunen støtter Bydelsmødrene med 250.000 kroner om året til og med 2017. Herefter skal bevillingen fornyes.

“Og det vil jeg kæmpe for, at den bliver. Jeg er meget glad for Bydelsmødrene og det arbejde, de gør,” siger Anna Mee Allerslev.

Størstedelen af pengene - de 1,7 millioner kroner, der finansierer driften af Bydelsmødrenes sekretariat - kommer fra staten. Men det har ikke været muligt at få en kommentar til Bydelsmødrenes arbejde fra udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V).

Forrige artikel Nævn skærer igennem i kamp om unges lottomidler Nævn skærer igennem i kamp om unges lottomidler Næste artikel Fondsmillioner skal give flygtningebørn en god start Fondsmillioner skal give flygtningebørn en god start
  • Anmeld

    Ulla Haugaard Jeppesen

    Vigtigt med endnu mere opmærksomhed på Bydelsmødre

    Det er min datter Mai-Britt Haugaard Jeppesen, som er leder af Bydelsmødrenes Landsorganisation, og man kan kalde mig en stolt mor.
    Måske er jeg forudindtaget men det er presserende for mig at nævne hvor stort et arbejde der lægges i at få et hjørne af samfundet til at fungere 100%, nemlig både kvinder, mænd og børn. Det står skrevet i MBHJ`s hjerte og hjerne, at når kvinder hjælper kvinder hjælper de hele familier ved oplysning, oplysning, oplysning, uddannelse, uddannelse, uddannelse på tværs af kulturelle forskelle og bidrager dermed til fællesskab i samfundslivet.