Borgmester freder projekt for udsatte: "Jeg vil ikke forholde mig til, hvordan arbejdsmiljøet er"

Stort millionprojekt for prostituerede er milevidt fra sine måltal og er ramt af "personaleudfordringer". Alligevel får det ikke konsekvenser for leverandørerne, fastslår Københavns socialborgmester.

Socialborgmester i København Karina Vestergaard Madsen (EL) vil ikke forholde sig til arbejdsmiljøet i den sociale ngo Liva.
Socialborgmester i København Karina Vestergaard Madsen (EL) vil ikke forholde sig til arbejdsmiljøet i den sociale ngo Liva.Foto: Ritzau Scanpix
Rasmus Dahl LøppenthinSøren Dahl

Selvom Socialforvaltningen i Københavns Kommune peger på en række problemer med millionindsats for prostituerede, freder socialborgmester Karina Vestergaard Madsen (EL) projektet, der startede op i 2020.

"Det her er sat i søen, samtidig med at corona rullede. Og for langt de fleste projekter og ting, som kørte under corona, der ser vi, at rigtig meget ikke nåede de mål, man havde sat. Så det synes jeg i hvert tilfælde, man skal have med i billedet, når man går ind og vurderer det her," siger hun.

EXIT-projektet for prostituerede blev søsat i 2020 med ni millioner kroner i ryggen fra Socialstyrelsen. 

Men aktindsigt viser nu, at leverandørerne hjælper langt færre kvinder end lovet. 

Ngo'en Liva har skrevet under på, at foreningen vil hjælpe 50 kvinder årligt, men havde kun registreret 33 efter halvandet års indsats, viser en statusrapport.

Socialforvaltningen noterer, at det blandt andet skyldes "personaleudfordringer" og "ændringer i medarbejderflokken" i LivaRehab.

Læs også

Altinget har i stribe artikler fortalt, at der i årevis har været intern uro i organisationen. En række nøglemedarbejdere har været sygemeldt, og i marts måned stod 20 tidligere frem med navn og berettede om massive problemer med mobning på arbejdspladsen. 

Det er ikke vores opgave at gå ind og vurdere i forhold til arbejdsmiljø.

Karina Vestergaard Madsen
Socialborgmester (EL)

Tilfredse med samarbejdet
Alligevel vik Karina Vestergaard Madsen ikke forholde sig til Livas arbejdsmiljø.

“Det har jeg ikke nogen kommentar til. For det er ikke vores opgave at gå ind og vurdere i forhold til arbejdsmiljø, siger Karina Vestergaard Madsen (Ø).

"Det er Socialstyrelsen, som betaler for det her. Det er dem, der er tilskudsgivere, og det er dem, der skal vurdere, om det resultat, der er nået, er tilfredsstillende,” fortsætter hun.

Københavns Kommune har søgt penge hos Socialstyrelsen og har fået ni millioner kroner. Hvorfor vil du ikke svare på, hvordan en af jeres samarbejdspartnere i projektet løser sin opgave?  

“Jamen vi har ikke noget at udsætte på det samarbejde. Det er jo det, der er det vigtige her.”  

Så du vil ikke forholde dig til, hvordan arbejdsmiljøet er hos Københavns Kommunes samarbejdspartner på socialområdet? 

“Nej. Jeg vil ikke forholde mig til, hvordan arbejdsmiljøet er. Det er ikke min opgave som socialborgmester.” 

Også når det påvirker indsatsen, at der er udskiftning i personalestaben i Liva

“Jeg forholder mig til, at der er fremdrift i det her projekt. At de har nået nogle resultater, og de er godt på vej.” 

Men i notatet står der “særligt samarbejdet til kommunen bliver udfordret, da man skal starte forfra hver gang” på grund af personaleudskiftningen i Liva? Det står ordret i din egen forvaltnings kommentar til projektet?  

“Jeg ved ikke, om det er det, man har sagt. Det er ikke det, jeg har hørt. Det er jeg bare nødt til at sige.”  

Men det er det, der står ordret i din egen forvaltnings skrivelse, som vi har fået aktindsigt i?  

“Men det er ikke det, jeg har fået at vide. Det, jeg har fået at vide er, at man til trods for, at der har været udskiftning (i personalet, red.), så har man været tilfreds med samarbejdet," siger Karina Vestergaard Madsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.









0:000:00