Kronik

Brancheorganisationer: Partnerskaber på tværs væver det stærkeste sikkerhedsnet

Coronapandemien har vist behovet for fælles løsninger på tværs af sektorer, som kan skabe merværdi og inklusion. Det kræver tidligere inddragelse, tættere samarbejde og kontinuerlig dialog med civilsamfundet til at løse de store velfærdsudfordringer, skriver Paul Erik Weidemann og Kira West.

Samarbejde på tværs af sektorer og områder kan målrettet forene fagligheder med viden om de berørte grupper til at skabe langsigtede og helhedsorienterede velfærdsløsninger, mener SelvejeDanmark og Civilsamfundets Brancheforening.
Samarbejde på tværs af sektorer og områder kan målrettet forene fagligheder med viden om de berørte grupper til at skabe langsigtede og helhedsorienterede velfærdsløsninger, mener SelvejeDanmark og Civilsamfundets Brancheforening.Foto: Colourbox
Kira WestPaul Erik Weidemann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det sidste års tid har gjort det tydeligt for os, hvilken rolle civilsamfundet og de selvejende velfærdsorganisationer spiller for vores samfund. På hele social- og velfærdsområdet. En rolle de også skal spille i fremtiden.

Selvom mange i dag sætter lighedstegn mellem velfærd og det offentlige, er det værd at huske på, at civilsamfundet med sine frivillige organisationer på social- og sundhedsområdet og selvejende velfærdsaktører historisk har spillet en helt central rolle i udviklingen af velfærdssamfundet.

Og det gælder såmænd også den dag i dag.

Corona fremhæver fælles løsninger
Med corona som aktuelt bagtæppe, er det blevet endnu mere tydeligt for os, hvor vigtigt det er, at fremtidige velfærdsløsninger skabes på tværs af sektorer, driftsformer og målgrupper.

Et endnu tættere samarbejde og en kontinuerlig dialog vil på alle måder bidrage til at sikre, at flere nuancer og flere ideer kommer i spil, når vi skal løse store velfærdsudfordringer - pandemi eller ej.

Paul Erik Weidemann og Kira West
Formand, Selveje Danmark, og formand, Civilsamfundets Brancheforening

Vores store fælles ønske er scenarie, hvor civilsamfundet i den bredeste forstand inddrages tidligere, på langt flere niveauer og i langt flere sammenhænge end på nuværende tidspunkt som en fast og integreret del af den fælles velfærdsudvikling.

Vi tror på, at de velfærdstilbud, som det offentlige leverer, kun bliver stærkere af at blive suppleret af tilbud i ikke-offentlig regi, som de frivillige organisationer og selvejende institutioner er en del af.

Samspillet giver merværdi for alle involverede. Bredden i tilbuddene er til gavn for alle, ideudviklingen kan inspirere på tværs.

Læs også

Partnerskaber på tværs
Vi har gennem det sidste år set både gode og mindre gode eksempler på, hvorledes inddragelsen eller mangel på samme kan udspille sig.

Meget positivt er blandt andet de tre partnerskaber omkring håndtering af corona og restriktioner for udsatte grupper, som regeringen i kølvandet på corona etablerede for børne- og ungeområdet, handicapområdet samt området for udsatte voksne.

Partnerskaberne udgøres af en lang række organisationer på tværs af sektorer og områder. Udover en række fælles konkrete anbefalinger til en ensomhedsstrategi, så har netværket også skabt en platform for langt større samarbejde og langt større mulighed for at skabe fælles løsninger.

Og i denne coronatid ikke mindst muligheden for løsninger, hvor organisationerne der er tæt på de udsatte borgere hurtigt kan række ud til dem og afbøde de værste sociale konsekvenser af den nuværende krise.

Der er mange gode eksempler på, hvorledes et tæt og godt samarbejde de enkelte sektorer og områder imellem har gjort en forskel under pandemien. Vi håber, at disse erfaringer omsættes til et styrket samarbejde - også når coronaen har sluppet sit tag.

Civilsamfundet rolle post corona
Men det vil kræve, at civilsamfundet får en større og mere fast plads i de sammenhænge, hvor velfærden diskuteres og udvikles. Det kræver helt grundlæggende en fra alle sider klar erkendelse af, hvilken rolle vi spiller.

Desværre har vi også under pandemien oplevet, at især det selvejende velfærdsområde, men også talrige frivillige organisationer med indsatser målrettet samfundets mest udsatte, er blevet ”glemt” eller overset i række vigtige sammenhænge, hvor det blev tydeligt, at der er rigtige mange, der stadig tænker og handler ud fra, at velfærd "er noget det offentlige leverer".

Vi har oplevet en række udforinger eksempelvis i forhold til indkøb af værnemidler, kompensation for merudgifter, informationer fra myndigheder.

Vi har også oplevet en stor lydhørhed og vilje til at løse disse problemer, men mange kunne have været undgået, hvis civilsamfundet i højere grad havde været inddraget tidligere.

Skridt i den rigtige retning
Der er med den nyeste aftale for reserven på social- og sundhedsområdet taget de første skridt hen imod en ny langsigtet plan for organiseringen og finansieringen af området og de mange frivillige organisationer her, som skal udarbejdes i dialog med aktørerne selv. Det er værdsat.

Vi håber, at den tendens breder sig. Et stort ønske er derfor også, at det selvejende velfærdsområde sammen med relevante parter sammen udarbejder en samarbejdsaftale med et fælles og solidt afsæt for det vigtige velfærdssamarbejde, vi ikke kan undvære.

Konklusionen er klar: Et endnu tættere samarbejde og en kontinuerlig dialog vil på alle måder bidrage til at sikre, at flere nuancer og flere ideer kommer i spil, når vi skal løse store velfærdsudfordringer - pandemi eller ej.

Vi er i hvert fald klar til at smøge ærmerne endnu længere op og skabe endnu flere gode velfærdsfortællinger- og løsninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00