Civilsamfundet på Danmarksturné: Hvordan demokratiserer vi de unge?

OMNIBUS: Det civile Danmark er på inspirationstur. Hvordan får vi de unge med i de demokratiserende fællesskaber? Og behøver de fællesskaber have en bestyrelse? Altinget hoppede med på bussen.

Mandag morgen på en parkeringsplads i Årslev tyve kilometer syd for Odense: Solen skriger på solbriller, men luften er bidende kold. Omringet af parkerede biler står en cirkel af mennesker. En blandet flok på 40 fra civilsamfundet, forvaltninger og universitetsverdenen. Alle har de ryddet kalenderen de næste to dage for sammen at lade sig inspirere.

Første øvelse: “Alle, der synes, at unge-generationen i dag er mere ambitiøse, engagerede og samfundsbevidste end nogensinde før, gå et skridt frem”. Næsten alle deltagerne tager et skridt frem.

Spørgsmålet kommer fra Clara Dawe fra Tænketanken Mandag Morgen, der sammen med Tuborgfondet og Netværket af Ungdomsråd har inviteret på bustur rundt i landet. Målet er at finde ud af, hvordan vi bliver bedre til at engagere de unge i samfundet og demokratiet.

At dømme udfra de deltagendes fodafstemning går det egentlig meget godt. Men det har aldrig skadet at blive klogere.

Fællesskabet er første trædesten
Fra parkeringspladsen fortsætter selskabet ind i en nedlagt industribygning. Her holder Gastro og Gaming til. Et projekt under Ungdommens Røde Kors (URK).

I lokalet til venstre er et stort industrikøkken. I lokalet til højre er enhver computerspillende teenagedrengs våde drøm. PC’ere i lange baner med diodeoplyste mus og tastaturer. Langs væggene er en masse sofaer placeret med udsigt til 50” fladskærme med tilhørende Playstations.

Meningen med stedet er at tiltrække unge drenge, der ellers ville sidde alene og spille computer derhjemme, forklarer Ea Nakos, der er leder af projektet. Ud af det indelukkede drengeværelse og ind i det åbne fællesskab.

Fællesskabet giver forståelse for andres behov, lyder det. Et budskab, der resonerer i forsamlingen. Første skridt i den demokratiske dannelse er at kunne indgå i et forpligtende fællesskab.

Inden bussens passagerer forlader den nyrenoverede lagerbygning, spørger en af selskabets deltagere, hvorfor Gastro og Gaming ikke skilter med URK’s røde logo?

“Det er ikke sejt hos de unge,” forklarer Ea Nakos kontant.

Udmeldingen bliver dog modtaget overraskende godt af Diana Køhler fra landsstyrelsen i URK.

“Jeg er så glad for, at Ea siger det. Hos os kommer aktiviteten og projektet før alt andet. Vi kan godt lide tanken om at slippe det løs. Det er ikke URK, der ejer aktiviteten,” siger hun.

Turen bød på en masse gruppedebatter. Her debatteres perspektiverne for ungdomsbyråd. (Foto: Tuborgfondet)

Skaleringsmuligheder
Tilbage i bussen med Lillebælt i forruden sætter Gastro og Gaming gang i refleksionerne hos Niddal El-Jabri, der er projektleder i Mino Danmark.

Hans egen organisation arbejder med at engagere minoriteter mere i samfundet. For sig øjner han en skaleringsmulighed af Gastro og Gaming for sin egen målgruppe.

“Mange minoriteter føler sig ekskluderet fra fællesskabet og oplever et glasloft i de sociale fællesskaber. Det tror jeg, sådan et projekt kan være med til at lave om på,” siger han til sin sidemakker fra DGI’s gadeidrætsafdeling og forklarer, at gaming ville appellere til unge indvandrerdrenge.

Længere tilbage i bussen har snakken taget en drejning fra offline gaming til online dannelse.

“Vi er kommet længere fra hinanden. De unge er bange for at involvere sig på nettet på grund af polariseringen i debattonen,” lyder budskabet fra Mathias Findalen fra projektet Rapolitics.

Før i tiden tog han ud for at holde foredrag om, hvorfor sociale medier var en gave for de unges demokratiske dannelse. Han er nu af en anden opfattelse.

Anni Ehlers fra INSP! griber Mathias Findalens bold med kommentaren:

“Jeg ved egentlig ikke meget om det digitale”.

Et budskab, der umiddelbart punkterer bolden. Hun fortsætter dog:

“Jeg tænker, at high tech-bølgen afføder en high touch-bølge.”

Tryk avler modtryk forstås.  

“Når robotterne kommer og tager vores job og giver os mere fritid, så vil vi have et behov for mere nærkontakt med mennesker," siger hun og kaster bolden op i de mere højstemte luftlag:

“Og her har vi altså en kæmpemæssig fordel i Danmark på grund af vores foreningsliv. Vi er gode til at organisere os og komme hinanden ved,” afslutter hun.

Hvor frit skal fællesskabet være?
I downtown Esbjerg ligger næste stop. Forsamlingen træder ud af bussen og ind i en gammel halvmåneformet togrenovationsbygning.

Her holder det indendørs street-mekka GAME til. På vægge og gulv er oprindelig graffiti fra da bygningen lå som uberørt ruin. I gulvet ligger de gamle togskinner stadig. Den er nu istandsat med spånplader, basketkurve og skateramper.

En vellykket fusion mellem det oprindelige og det nye. En renovation, der forsøger at være ung med de unge - og rent faktisk er lykkedes med det.

Ali, der er projektkoordinator på stedet, byder velkommen. Han fortæller, at GAME i Esbjerg har fået over 5.000 medlemmer, siden de startede 6. januar 2016. Målet med projektet er at sænke adgangskravet for, at de unge kan deltage i idrætten - og dermed fællesskabet.

GAME uddanner blandt andet ‘playmakere’, der leverer gratis træning i udsatte boligområder. Skateboard, basketball, streetfodbold og breakdance er nogle af valgmulighederne på GAMEs menukort.

“Vi møder de unge i øjenhøjde og sætter ikke for mange regler op for dem,” siger han.

Efter Alis velkomst bliver programlederen for gadeidræt i DGI, Frederik von Sperling, budt op på scenen.

“GAME har spidskompetence i opstart, DGI i den vedvarende fastholdelse,” lyder hans budskab.

Derfor har de to parter en visionsaftale på tegnebrættet, der kort fortalt går ud på, at GAME hjælper de unges initiativ i gang, og DGI bidrager med rådgivning og støtte på den længere bane.

Hvad tiltrækker de unge?
Seancen afsluttes med en debat i plenum: Hvad er de største motivationsfaktorer for unge til at engagere sig i fællesskaber og foreninger?

Forslagene bliver skrevet op på væggen på små sedler, og hver deltager får på demokratisk vis hver sin grønne prik til at afgive sin stemme.

Afstemningens vindere er:

• Når unge får indflydelse og autonomi

• Når de unge føler skaberglæde

• Når de unge føler sig som en del af et fællesskab.

Tilsammen illustrerer de tre punkter busturens hovedpointer: At unge kræver plads til at skabe på egne præmisser i nogle fleksible rammer, som de for eksempel får hos GAME, men at der samtidig også er et behov for det fællesskab, som foreningerne under DIF og DGI kan tilbyde.

Deltagerne placerer deres grønne prikker på hvad, de tror motiverer de unge. (Foto: Tuborgfondet)

Spørgsmålet er så, om der er tale om indbyrdes modsætninger mellem det løse og det organiserede, eller om det i virkeligheden er to alternativer, der lever fint ved siden af hinanden?

Generalsekretær i DUF, Morten Jørgensen, mener ikke, at de to ting er gensidigt udelukkende. Han henviser til spejderne som et godt eksempel på en aktivitet, der formår at kombinere en traditionel foreningsstruktur med rum til selvstændighed og indflydelse for de unge.

En af de organisationer, der oplever medlemsfremgang for tiden, er nemlig Det Danske Spejderkorps.

David Hansen, formand i Spejderne, tror, at en “blomsterpinds”-tankegang har været medskyldig i deres succes.

“Det er en struktureret pædagogik, hvor alt ikke skal være frit. Vi ser os selv som en blomsterpind, der er et fast holdepunkt, hvorfra de unge har plads til at gro selv,” siger han.

Fra forpligtende fællesskaber til politik for unge
Tirsdag morgen. Klokken er otte, og bussen er på farten igen.

Indtil videre har turen mest drejet sig om, hvordan vi kan få engageret unge på kanten af fællesskaberne. Dem på vippen.

Men tirsdag morgen retter selskabets Setra-bus snuden mod Århus og et ungdomsprojekt for de allerede engagerede unge: Aarhus Ungebyråd.

I ungdomskulturhuset står 1. viceborgmester i Aarhus Byråd, Anne Nygaard (R), klar med Thorvald Helboe Johansen på 13, der er nyvalgt medlem af ungebyrådet.

Anne Nygaard lægger ud og fortæller, at Ungebyrådet vælges for et år ad gangen, men at de dog kun har et årligt møde med repræsentanter for det voksne byråd.

“Det er mangel på ressourcer og ikke mangel på lyst og vilje,” slår Nygaard fast, da hun bliver spurgt om, hvorfor de ikke mødes oftere med de unge demokrater.

Viceborgmesteren fremhæver, at de unge blandt andet har fået byens skøjtebane tilbage efter deres indstilling til byrådet.

“Bare for at nævne et eksempel,” tilføjer hun.

Efter hendes præsentation bliver hun spurgt fra salen, hvad hun ellers kan nævne af konkrete projekter, som de unges stemme har ført til. Hun tænker lidt over det og nævner igen, at de blandt andet har fået byens skøjtebane tilbage.

Nu er det 13-årige Thorvalds tur til at indtage scenen.

Han fortæller, at han blev valgt ind i Ungebyrådet på løfter om fokus på handicappede med ADHD og på flere timer med to lærere i klassen.

Valget foregik i fire valgdistrikter og blev afholdt på byens folkeskoler.

Da Thorvald er færdig, bliver han spurgt til, om han kender nogen i det rigtige byråd.

“Ja, min far!” svarer han med henvisning til byens borgmester.

Inspirerende sidekammerater
Tidligere på turen lagde bussen vejen forbi Middelfart Ungdomsråd. Her blev formanden for rådet, Emilie Henriksen, ligeledes ledsaget af en byrådspolitiker.

Mikkel Vinther, der har otte års erfaring i ungdomsrådsregi og er lærer på Krogerup Højskole, siger efter de to besøg hos de demokratiske ungdomsprojekter:

“Bag ethvert godt ungdomsprojekt står en politiker klar til at tage æren for det. Nogle gange har de en del af æren, men det er alligevel ærgerligt, når de tager den. Det får de unge til at føle sig instrumentaliseret, hvilket de i forvejen gør på f.eks. folkeskoler og gymnasier,” siger han.

Mikkel Vinther fortsætter sine tanker om turen. Selvom den ikke har budt på møder med mange andre unge, gør det ham ikke noget.

“Jeg kan i min dagligdag finde alle mulige steder, hvor jeg kan omgive mig med unge. Derimod er det sværere for mig at omgive mig med mennesker med så mange forskellige erfaringer og perspektiver, som er med her,” forklarer han og fortsætter:

“Når jeg kommer ind i bussen og får 20-40 minutters samtale med en ny sidekammerat, som har en helt anden baggrund, end jeg selv har, får jeg sindssygt meget ud af det,” siger han og fortæller, at det er i bussen, at nuancerne og inspirationen titter frem.

Det skal vedrøre de unge
Tilbage i bussen - på vej mod turens sidste stop - fortsætter samtalerne. Samtalen falder på de unge på erhvervs- og produktionsuddannelserne.

“Vi skal tage udgangspunkt i deres hverdag. De er ligeglade med valgret for 16-årige. De er engagerede, når der bliver talt om lærepladser og pensionsordninger,” lyder det fra Helene Glundholt, formand i Erhvervsskolernes ElevOrganisation.
Mathias Findalen fra Rapolitics forklarer her, hvordan de med hiphop-workshops giver unge mod på at udtrykke holdninger. (Foto: Tuborgfondet)

Længere fremme i bussen er budskabet fra Sana Doost, forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd, også klart:

“De unges bullshit-detektor er høj,” siger hun.

Debatterne fortsætter fra sæde til sæde og række til række.

INSPiration til det sidste
Sidste stop er i Roskilde. Klods op ad jernbanelegemerne ligger INSP!.

Hvis dele af forsamlingen skulle være lidt trætte i hovedet efter to dages tætpakket program, bliver de kvikket op af INSP!, der virker som en kæmpe kop kulsort kaffe kylet i nakken på et splitsekund.

Konceptet - eller nok snarere fænomenet - INSP! er kort fortalt en åben platform, hvor alle må komme med lige det formål, de vil. Om det er square dance, folkekøkken eller bogklub er underordnet. Essensen er sociale relationer. Fælles for de fleste er, at de tager derfra med noget andet end det, de kom for.

Den åbne platform har blandt andet ført til, at INSP! i dag leverer løsninger til kommunen på beskæftigelses- og socialområdet.

"Det uorganiserede kan invitere ind og skabe grundlag for noget mere organiseret. Det ser vi eksempelvis i GAME, som skaber den perfekte mulighed for, at det organiserede træder ind på et senere tidspunkt," forklarer Anni Ehlers, direktør i INSP!, og drager en parallel mellem sit eget projekt og turens tidligere oplevelser.

Ved sin side har hun Daniel, der for nogle år siden ved et tilfælde blev hevet med i INSP! af en ven og endte med til at starte en socialøkonomisk virksomhed, der laver lydteknik.

"Jeg anede ingenting om lyd, inden jeg kom herned," griner han.

Selskabet slutter sig til i latter. 

Klokken er slået sent på eftermiddagen, men alligevel bliver der ivrigt stillet spørgsmål. For det meste med et fortegn a la: "Jeg er meget imponeret" efterfulgt af et opklarende spørgsmål for helt at forstå konceptet. 

Anni Ehlers runder turen af med at forklare, hvordan hun ser på forholdet mellem det løse fællesskab og det formelle foreningsliv. 

"Det organiserede har nogle klare fordele, som vi kender fra foreningslivet, men dets adgangsbetingelser kan være meget høje for nogle unge. Hvis du laver nogle brede aktiviteter på et løsere grundlag, vil det give flere mulighed for at deltage i fællesskabet," siger hun og afslutter med at perspektivere busturens læring med INSP!.

"Det interessante i vores rum er, at borgmesterens søn og ham, der aldrig ville stille op til ungebyrådet, mødes her. Styrken ligger i spændet mellem de to. Den ene skaber forudsætningen for den andens deltagelse," afslutter hun.

Forrige artikel Kun tre ting tæller: Dokumentation, dokumentation og dokumentation Kun tre ting tæller: Dokumentation, dokumentation og dokumentation Næste artikel Humanitære organisationer henter rekordmange penge Humanitære organisationer henter rekordmange penge