Civilsamfundets ABC: Q for Quid pro quo

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til Q for Quid pro quo.

Gitte Meyer Anker Brink Lund

Oversat fra latin betyder quid pro quo ”noget for noget”. Dette princip danner grundlag for et stort antal relationer i moderne samfund.

I udgangspunktet er transaktioner af denne art baseret på en handelslogik. Markedspladsen leverer modellen. Tankegangen er, at man ikke giver noget uden at få betaling for det og vice-versa. Når der tales om ”studehandler” i det politiske liv, sker det med en kritisk brod rettet mod noget-for-noget-logikken.

Individet i centrum
Ud fra toneangivende liberalistisk ideologi ses det som magtpåliggende at lægge en sådan logik til grund for så mange af samfundets fællesfunktioner som overhovedet muligt. Argumentationen er, at almenvellet hverken bør overlades til autoritet, religion eller kollektive organisationer. I stedet skal individet sættes i centrum for udvekslingsrelationer, understøttet af umistelige frihedsrettigheder, herunder retten til privat ejendom.

Liberalistisk tænkning lægger desuden vægt på selvforvaltet aflastning af staten gennem frivillighed, virksomhed og filantropi, forstået som almennyttige, men ikke nødvendigvis altruistiske, aktiviteter. I det omfang de forventes at være baseret på det handelslogiske quid pro quo, motiveret af mere eller mindre oplyst egeninteresse, bliver det imidlertid naturligt, at samspil hører op, hvis ikke giveren får noget igen.

Alles kamp mod alle
De mest ekstreme udgaver af liberalistisk tænkning bygger på en forestilling om, at quid pro quo kan klare den overvejende del af de samfundsmæssige opgaver.

Drømmen er en minimalstat, hvor statslig og kommunal regulering af mellemmenneskelige relationer er reduceret til et minimum, hvor politi og domstole sørger for ro og orden og noget-for-noget-moralen i princippet fungerer som styrende princip for resten.

I teorien fordrer det blot, at der er fri konkurrence, så alle har lige adgang til at sælge og købe på den samfundsmæssige handelsplads. I praksis bliver det let til alles kamp mod alle.

Konkurrencen indebærer, at alle løber den samme vej med ensartede mål – at konkurrere betyder bogstaveligt talt ”at løbe sammen” – og undervejs kommer nogle uvægerligt til skade, presses ud, hægtes af og får brug for hjælp, som de ikke kan yde noget til gengæld for.

Blandt andet derfor viste det sig tidligt nødvendigt at gøre forsøg på at relativere og civilisere de liberalistiske idealer: Ubetinget konkurrence og ditto liberalisme kunne udarte til markant ulighed og voldelige konflikter. Quid pro quo kunne ikke stå alene.

Den usynlige hånd og de usynlige bånd
En af de filosoffer, der tidligt forsøgte sig med en sådan modificering af quid pro quo-tankegangen var skotten Adam Ferguson (1723-1816), der i det sene 1700-tal plæderede for ”the gift of society to man” – senere heftigt diskuteret under overskrifter som mutualisme, personalisme og kommunitarisme.

Fælles for disse og en del andre ismer er, at princippet quid pro quo suppleres med idealer om en bredt anlagt gensidighed, hvor der ikke gives i forventning om at modtage en modydelse her og nu, men – inden for rammerne af en form for gave-økonomi – i håbet om, at andre også vil yde noget, så alle i det lange løb får det bedst mulige ud af den fælles indsats.

Ideen er at supplere markedets usynlige hånd med fællesskabers usynlige bånd. Det fordrer så til gengæld samfundsmedlemmernes aktive deltagelse, og det fordrer løbende drøftelse af offentlige anliggender med armslængde både til familie, religion, stat og marked.

130.000 festaber, jægere og samlere
Roskilde Festival kan ses som et tankevækkende eksempel på, hvad der lader sig gøre hinsides det handelslogiske noget-for-noget.

Hvert år opbygges et bysamfund med 130.000 nybyggere på bar mark, hvor festaber, feinschmeckere, jægere og samlere trods eller måske på grund af diverse forskelle lever fredeligt side om side. Det hele kan kun finde sted i kraft af samarbejde mellem selvorganiserede camps og 32.000 frivillige, hovedsageligt rekrutteret fra lokale foreninger.

Fællesskaber med rettigheder og pligter
Mere alment har idehistorikeren Jens Erik Kristensen lanceret betegnelsen det ”fællesskabelige” som en dansksproget variant af forsøg på at identificere et filosofisk korrektiv til neo-liberalismen – og som et grundlag for at imødegå alle tiders bekymring angående manglende politisk integration og social sammenhængskraft.

Den fællesskabelige tankegang findes i mange forskellige aftapninger, historiske såvel som aktuelle, og kan som så meget andet føres helt tilbage til Aristoteles. Med mange mellemstationer kan nogle nutidige versioner i dag antræffes blandt moderne organisationssociologer, primært af amerikansk aftapning.

De fleste varianter tager udgangspunkt i nære, overskuelige fællesrum – naboskabet, torvet, diskussionsklubben, banden, menigheden – og er ofte kommunitaristiske.

I modsætning til kontraktlige handelsrelationer, der hviler på individuel nyttemaksimering, rummer disse typer fællesskaber både rettigheder og pligter, og det giver mening at tale om fælles ansvar – en størrelse, der dårligt kan reduceres til ”noget for noget”.

 

Se også: Gensidighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion